Østre Gasværk

bygning i København

Østre GasværkØsterbro i København, blev opført i 1878 som byens andet gasværk. Det efterfulgte således byens første gasværk, Vestre Gasværk, der ikke længere kunne følge med efterspørgslen.

Østre Gasværk set udefra
Ikke at forveksle med Østre Gasværk Teater.

Værket blev udvidet flere gange til firedobbelt kapacitet i årene 1883-1885 og 1894-1901. Det var i øvrigt under første udvidelse at gasværkets anden gasbeholder, som i dag huser Østre Gasværk Teater, blev bygget. Gasbeholderen, der blev tegnet af Martin Nyrop, er den eneste af gasværkets bygninger, der er bevaret i dag.

Østre Gasværk blev taget ud af drift i 1969, og i slutningen af 1980'erne blev det besluttet at grunden skulle renses, så der kunne bygges på området. Men det viste sig at grunden var så svært forurenet at man i stedet valgte at overdække området, så udsivende gasser kunne opfanges. I dag er der fodboldbaner på det meste af grunden.

Til gasværket hørte de såkaldte Ny Lægeforeningens Boliger, eller Lægeforeningens Arbejderboliger – arbejderboliger opført på Østerbrogade (dengang Strandvejen) ved gasværket 1878 efter tegninger af Vilhelm Klein. Boligerne blev revet ned i perioden 1956 til 1957, og erstattet af høje modernistiske blokke, der administreres af Lægeforeningen.

Kilde redigér

  • Madsen, Hans Helge (1993). København før og nu - og aldrig. Vol. 13, Østerbro. København: Palle Fogtdal Forlag. ISBN 87-7807-084-8.

55°42′36.3″N 12°34′54.6″Ø / 55.710083°N 12.581833°Ø / 55.710083; 12.581833