Adolphe Morlot
Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |  |
Charles Adolphe Morlot (født 12. marts 1820 i Napoli, død februar 1867 i Bern) var en schweizisk geolog og oldgransker.
| Adolphe Morlot | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
22. marts 1820  Napoli, Italien |
| Død |
10. februar 1867 (46 år) Bern, Schweiz |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse |
Arkæolog, geolog |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
_2021.jpg)
Morlot studerede naturvidenskaberne, især geologi, opholdt sig for sine studiers skyld en tid i Østrig og var 1851—1853 lærer i geologi ved akademiet i Lausanne. Her blev han opmærksom på, hvor stor betydning den da lige fremspirende forhistoriske arkæologi ville få for mange spørgsmål i geologien, hvorfor han begav sig på vej til denne nye videnskabs fødelande, det skandinaviske Norden. Morlot opholdt sig længe i Danmark, hvor han satte sig grundig ind i de danske antikvariske undersøgelser, og hvor han nøje gennemgik alle de samlinger i København, i hvilke der fandtes forhistoriske oldsager og lignende. Han udstrakte også sine studier til Sverige og gjorde derefter et længere ophold i Schwerin. I 1860 udgav Morlot i Lausanne en sammenligning mellem oldtiden i Schweiz og i Danmark: Études géologico-archéologiques, et skrift, som bidrog særdeles meget til rundt om i Europa at vække opmærksomhed og interesse for de nordiske oldgranskeres arbejder og for de danske oldsagssamlinger. Morlot arbejdede også på et større værk om Mecklenburgs oldtid: Archéologie du Mecklenbourg, som døden hindrede ham i at fuldende. Kun 1. del L'âge de la pierre udkom (efter hans død) i Zürich 1868. I sine sidste år var Morlot konservator for det arkæologiske museum i Bern.
Kilder redigér
- Morlot, Charles Adolphe de i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1924)