Aliyah

Aliyah (hebraisk עלייה, Aliya, "opstigning") betegner jødisk indvandring til Israels land (og, siden staten blev oprettet i 1948, Staten Israel). Det modsatte fænomen, jødisk udvandring fra Israel, benævnes yerida (udvandring).

Første Aliyah: biluim med den traditionelle jødiske Sudra

Religiøse, ideologistiske og kulturelle sider

Aliyah bliver betragtet som et vigtigt koncept i jødisk kultur og et grundlæggende koncept i zionisme, lovformeligt udtrykt i Loven om tilbagevending, som giver alle jøder ret til at indvandre til og bosætte sig i Israel og ved det automatisk opnå israelsk statsborgerskab. Jøder, som gennemfører aliyah, bliver kaldt for oleh (m. ental), olah (f. ental) eller olim (flertal). Mange religiøse jøder ser på aliyah som tilbagekomsten til Det lovede land som en del af Guds bibelske løfte til efterkommerne af de hebraiske patriarker Abraham, Isak og Jakob. Aliyah er i nogen tolkninger inkluderet som et bud i de 613 bud givet af Tanakh.

Inden for zionismen omfatter udtrykket aliyah (flertal aliyot) både frivillig indvandring af ideologiske, følelsesmæssige eller praktiske grunde og flugt fra jødisk forfølgelse. Størsteparten af de jøder, som i dag bor i Israel, har deres rødder i andre lande. Mange af disse valgte selv at bosætte sig i Israel frem for et andet land, selv om en del også blev tvungne til at forlade deres oprindelige hjemland.

I den almindeligste traditionelle jødiske rækkefølge af Tanakhs bøger er det sidste ord i Tanakh (altså det sidste ordet i den originale hebraiske version i Anden Krønikebog 36,23) veya`al, en bydeform med samme rødder som ordet aliyah, og betyder "lad ham drage op [til Israel]".

Førzionistisk aliyah (1200–1882)

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Zionistisk aliyah (Fra 1882)

I zionistisk historie er de forskellige aliyahbølger, som begyndte, da biluim ankom Israel fra Rusland i 1882, ofte kategoriserede efter tid og immigrantenes hjemland.

Første aliyah (1881/82–1903)

Uddybende artikel: Første aliyah

Mellem 1882 og 1903 indvandrede omkring 35.000 jøder til Palæstina, som da var en provins i Det osmanniske rige. Majoriteten af disse hørte til Hovevei Zion- eller Bilu-bevægelsen, og kom fra Det jødiske bosættelsesområde i Zar-Rusland, og en mindre del kom fra Yemen. Mange grundlagde jordbrugssamfund. Blandt de byer, som disse indvandrere oprettede, er Petah Tikva (allerede i 1878), Rishon LeZion, Rosh Pina og Zikhron Ya'aqov. I 1882 etablerede yemenitiske jøder en ny bydel i Jerusalem i Silwan, sydøst for den gamle bys mure ved Olivenberget.

Anden aliyah (1904–1914)

Uddybende artikel: Anden aliyah

Tredje aliyah (1919–1923)

Uddybende artikel: Tredje aliyah

Fjerde aliyah (1924–1929)

Uddybende artikel: Fjerde aliyah

Femte aliyah (1929–1939)

Uddybende artikel: Femte aliyah

Aliyah Bet (1933–1948)

Aliyah Bet betegner den illegale jødiske indvandring under og efter 2. verdenskrig.

Immigration fra 1948–1950

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Jøder fra Mellemøsten

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Etiopisk aliyah

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Aliyah fra Sovjetunionen og tidligere sovjetiske stater

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Nyere immigration

Aliyah fra Argentina

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Fransk aliyah

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Nordamerikansk aliyah

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Litteratur

• Ben-Gurion, David From Class to Nation: Reflections on the Vocation and Mission of the Labor Movement (hebraisk), Am Oved (1976)

Eksterne henvisninger

• Sidney Liskofsky: "Jewish migration" (American Jewish Year Book; vol. 50 (1948-1949); især afsnittet "Thirty Years of Jewish Immigration to Palestine", s. 731-744) Arkiveret 25. maj 2012 hos Wayback Machine