Breakwater Lodge er et tidligere fængsel på Victoria & Alfred Waterfront i Cape Town, Sydafrika. Bygningerne blev taget i brug som fængsel i 1859 og er i dag dels et hotel og dels en afdeling af Cape Towns universitet. Navnet var oprindeligt Breakwater Prison, men blev for år tilbage ændret til det nuværende, Breakwater Lodge.

Breakwater Lodge med de karakteristiske takkede tårne. Billedet er taget fra Signal Hill i Cape Town.
Breakwater Lodge, februar 1997.

Fængslets historie redigér

Fængslet blev bygget i 1859, beregnet til at huse straffefanger fra Storbritannien[1]. Ideen var fostret af den tidligere guvernør for Kapkolonien, John Montagu, der var guvernør i perioden 1843 til 1852. Fangerne blev transporteret til Cape Town for at arbejde med konstruktionen af de kæmpestore moler og bølgebrydere, som muliggjorde etableringen af den havn, som i dag er kendt som Victoria & Alfred Waterfront. I løbet af årene blev også andre fanger sendt til fængslet, der var det første sted, hvor man begyndte at lave skel mellem sorte og hvide indsatte.

I 1902 blev de hvide fanger flyttet til en ny bygning, kaldet 'Industrial Breakwater Prison' og som er den store bygning, der står tilbage i dag. Bygningens design, med fire store murstenstårne med skydeskår, som omkranser en lukket indre gård, var tydeligt inspireret af fængslerne hjemme i England.

Ti år efter opførelse af den nye fængselsbygning blev anvendelsen ændret til ungdomsinstitution og fra 1926 til 1989 rummede stedet et herberg for sorte havnearbejdere.

Skole og hotel redigér

Siden 1991 har bygningerne rummet en del af universitetets handelsskole samt et hotel i den store sydafrikanske hotelkæde 'Protea'[2].

Referencer redigér

  1. ^ "Omtale af Breakwater Lodge på oplistning af historiske bygninger på V&A Waterfront". Arkiveret fra originalen 8. oktober 2011. Hentet 12. maj 2012.
  2. ^ "Protea-kædens omtale af hotellet". Arkiveret fra originalen 14. maj 2012. Hentet 12. maj 2012.

Koordinater: 33°54′24″S 18°24′58″Ø / 33.90667°S 18.41611°Ø / -33.90667; 18.41611