Den kinesisk-koreanske venskabsbro

Den kinesisk-koreanske venskabsbro (kinesisk skrift: 中朝友誼橋; hangul: 조중우의교) knytter Dandong i Kina sammen med Sinŭiju i Nordkorea. Broen der er 940 meter lang, krydser floden Yalu og både biler og tog kan passere. Fodgængere er forbudt. Nutidens navn er fra 1990, da den blev omdøbt fra Yalu-broen.

Den kinesisk-koreanske venskabsbro, set mod Kina. Den gamle bro t.v.
Set fra Dandong i Kina mod Sinŭiju i Nordkorea. Venstre bro er Den kinesisk-koreanske venskabsbro, mens den til højre stopper midt i Yalufloden. Resten blev bombet på nordkoreansk side under Koreakrigen og er siden ikke genopbygget

Den ældste af de to broer på stedet blev bygget mellem maj 1909 og oktober 1911. Denne blev bombet og skadet på den nordkoreanske side af grænsen under Koreakrigen i 1950 og i 1951 i et forsøg på at hindre at kinesiske soldater i at få adgang til Korea. Broen står i dag som da den blev bombet. Den er i dag en af seværdighederne på stedet, med platforme med kikkerter hvor man kan se ind i Nordkorea. Den nye bro blev konstrueret af den japanske okkupationsmagt i Kina og Korea mellem april 1937 og maj 1943 og blev også skadet under Koreakrigen, men blev repareret efter krigen.

Tog mellem Kina og Nord-Korea trafikerer broen daglig, og grænsen er relativt åben, blandt andet fordi broen er en af de få bilveje som knytter Nordkorea til omverdenen.

Koordinater: 40°6′54″N 124°23′34″Ø / 40.11500°N 124.39278°Ø / 40.11500; 124.39278