Diskussion:Grønlandshund

"Slædehunden står endnu så nær ulven, at kun frygten for pisken får den til at lystre. Står den over for vildt, fortrænges al dressur til fordel for det oprindelige jagtinstinkt. Ingen slædehund ville således drømme om at forsvare sin herre mod angreb, og den holder kun til omkring hans hus fordi den fodres, som regel en gang om dagen eller hver anden dag." <-- Helt udokumenteret og farvet.. Burde fjernes.(Skrev 194.177.234.6 (diskussion • bidrag) 18. mar 2011, 01:40. Husk at signere dine indlæg.)

Da jeg måtte bygge min egen slæde for at skaffe vand til min familie i Ikamiut, var der ingen tid til at lære at slå med hundepisk. Derfor brugte jeg små stykker tørfisk, som jeg kastede foran min førehund samtidig med, at jeg afgav en kommando fx. yo, jaa, træk = mad. Det var aldrig nødvendigt at lære at slå med pisk. Når min førehund trak, så trak også de hunde, som jeg satte ved siden af den. Mine hunde trak slæden med løftede og halvkrøllede haler og var veltilfredse. Når vi kom hjem efter at have hentet vand, eller været på jagt, så fik de fisk, kød, lidt spæk, madrester fra huset. De åd det hele. De var modtagelige over for klap, ros, nussen bag ører og på brystet ligesom andre hunde, som jeg har haft i Danmark. Derfor er påstanden om, at kun frygten for pisken får den grønlandske slædehund til at lystre. Ligeså kunne spørges, hvem ved hvad en slædehund drømmer om? Den er et flokdyr, og jeg er ikke i tvivl om, at mine hunde ville forsvare mig, som en del af koblet, såfremt der var andre hunde eller dyr, som ville angribe os. (Skrev 93.165.122.178 (diskussion • bidrag) 18. aug 2013, 09:19‎ . Husk at signere dine indlæg.)