Egtvedpigen

Egtvedpigen er et berømt gravfund fra bronzealderen. Det er et af de bedst bevarede fund primært på grund af den velbevarede klædedragt, som har givet ny viden om Danmarks fortid. Fundet blev gjort i 1921 og er udstillet på Nationalmuseet.

Dragtrekonstruktion

Egtvedpigens begravelse

Egtvedpigens grav.

I 1370 f.Kr. blev en 16-18 årig pige lagt i en gravhøj ved Egtved indsvøbt i kohud og dækket af et uldtæppe. I en skål af birkebark havde hun en gæret frugtdrik, og hun havde en syl og et hårnet i en lille æske af lindebark.

Ved pigens fødder havde man lagt en tøjbylt med de brændte knogler af et 5-6 årigt barn, og ved pigens hoved lå en lille æske af birkebark med mindre knogledele fra det samme barn.

Fundet

Egtvedpigen på Nationalmuseet (2006)

Hun blev fundet tidligt i 1921, da husmand Peter Platz ville fjerne de sidste rester af gravhøjen “Storhøj” ved Egtved, som lå på hans marker. Han stødte på den godt to meter lange egekiste, der viste sig at indeholde Egtvedpigen. Storhøj havde været en anselig gravhøj, men i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var der efterhånden blevet gravet så meget væk, at den sidste del blev brugt til vinter­opbevaring af kartofler – indtil husmand Platz med sin skovl stødte på kisten. Han rejste en mindesten, som stadig kan ses ved gravhøjen.

Da fundet blev gjort om vinteren, var en tur til Egtved for at udgrave en egetræskiste ikke en tiltrækkende opgave for Nationalmuseets arkæologer, men da ingen andre kunne, svarede museuminspektør Thomas Thomsen, at han godt kunne tage af sted, hvis andre ikke ville. »Han blev Egtvedpigens redningsmand«, fortalte museumsinspektør Katrine Balsgaard Juul fra Vejlemuseerne, i forbindelse med udstillingen Pigen fra Egtved i 2021 i anledning af 100-året for fundet. Hun forklarede videre, at »havde Peter Platz dækket kisten til, som han i første omgang blev bedt om, var Egtvedpigen gået tabt. For når sådan et fund kommer i forbindelse med ilt, begynder forrådnelsen. Men han insisterede på at ville fjerne højen og dermed også kisten. Derfor rejste Thomas Thomsen til Egtved og sørgede for, at kisten med klædedragt, kremerede barneknogler, øl-kar, bælteplade og det korte pagehår blev sendt til Nationalmuseet og undersøgt af en konservator. Det er takket være ham, at fundet er så velbevaret.«

Den rekonstruerede gravhøj

Gravhøjen er i dag rekonstrueret: 22 meter i diameter og fire meter høj. I tilknytning til gravstedet er indrettet et lille museum med permanent udstilling og skiftende aktiviteter.

Egtvedpigen, der i dag ligger på Nationalmuseet, omtales som et af danmarkshistoriens bedst bevarede bronzealderfund, skønt pigens hud og kropsdele er helt borte. Alligevel er fundet unikt, for pigens klædedragt var meget velbevaret.

Den bestod af en kortærmet bluse, et snoreskørt og et vævet bælte, hvor en bronze-bælteplade med spiralmønstre var monteret. I bæltet sad desuden en kam af horn, og fødderne var omviklet med tøjstykker. På begge arme var en armring og hun havde en enkelt ørering i det ene øre.

Dragten

Egtvedpigens dragt: bluse og snoreskørt af uld.
Foto: Roberto Fortuna & Kira Ursem, Nationalmuseet.

Pigens klædedragt har givet anledning til megen diskussion og mange teorier, for den adskiller sig fra stort set alle andre fund fra bronzealder.

Egtvedpigen blev oprindeligt beskrevet som "eksotisk tempeldanserinde" af museumsinspektør Thomas Thomsen, der i sin tid blev udsendt fra Nationalmuseet for at udgrave fundet. Beskrivelsen var på grundlag af dragten, som pigen var begravet i, et knælagt skørt og kort mavebluse, som dengang vakte opsigt og nærmest blev anset som uanstændigt efter datidens kvindesyn.

Den normale kvindedragt på Egtvedpigens tid var praktisk, absolut tækkelig og indrettet til dagligt arbejde. Egtvedpigens tøj har ledt tankerne hen på både glædespige og slavinde – men i så fald havde man næppe ofret en gravhøj på hende, endsige ofret et barn. Undersøgelserne har vist, at barnet næppe kan have været Egtvedpigens eget, og man formoder, at der er tale om et brændoffer.

I 1940'erne blev Egtvedpigen afbildet med tækkeligt gulvlangt hvidt skørt under snoreskørtet. Blikket på Egtvedpigen blev farvet af nutiden. Museumsinspektør Katrine Balsgaard Juul fra Vejlemuseerne fortalte i anledning af 100-året for fundet, at »arkæologi er ikke en eksakt videnskab, men en subjektiv opfattelse og fortælling. I morgen kan der gøres et nyt fund, som vender op og ned på det hele.« I 1970'erne var skørtet igen kort, men overdelen var forsvundet, da Egtvedpigen blev til en del af kvindefrigørelsen. Senere er Egtvedpigen igen fremstillet i den oprindelige dragt med knælangt skørt og kort mavebluse.

Videnskabelige undersøgelser

Egtvedpigens museum.

Lige siden fundet har Egtvedpigen været genstand for videnskabelige undersøgelser, og Nationalmuseet har gennem årene påvist talrige interessante detaljer. I 1990 blev der lavet en årringsdatering af hendes kiste, som viste, at egetræet var fældet i sommeren 1370 f.Kr.. Drikken i hendes birkeskål har formentlig været fremstillet af hvede, tytte- eller tranebær og frømel af blandt andet lind og kirtelhår af porse. Drikken blev forsøgt kopieret i 1938 og smagte angiveligt "ganske storartet". Desuden har en røllikeblomst fastklemt mellem kiste og låg afsløret, at begravelsen fandt sted om sommeren.

Strontiumisotopanalyser

En forskergruppe med blandt andre Karin Margarita Frei, Marie-Louise Bech Nosch og Eske Willerslev udgav i 2015 resultater fra en undersøgelse af kemiske isotoper af strontium fra Egtvedpigens tænder, negle, hår og tøj. På grundlag af målingerne foreslog de, at Egtvedpigen sandsynligvis oprindeligt kom fra Schwarzwald, men at hun giftede sig og flyttede til Danmark. Efterfølgende rejste hun så frem og tilbage mellem de to områder. Imidlertid viste Thomsen & Andreasen (2019) senere, at de strontiumisotop data fra området omkring Egtved, som blev anvendt af Frei et al. som sammenligningsgrundlag for dataene fra Egtvedpigens rester & ejendele var blevet påvirket af strontium fra landbrugskalk som tilsættes jorden i det moderne landbrug. Da Thomsen og Andreasen analyserede prøver fra området omkring Egtvedpigens gravhøj fra steder, der ikke er påvirket af moderne landbrug, fandt de ud af, at strontiumisotop værdierne i det omgivende naturlige miljø var de samme, som dem i Egtvedpigen. Således er det mest sandsynligt, at Egtvedpigen stammer fra- og tilbragte hele livet i Egtved-området, og at hun ikke kom langvejs fra, som havde været foreslået af Frei et al. Thomsen og Andreasens resultater viser, at Egtvedpigen levede en del af året i et område - sandsynligvis ådalen, nær Egtved, og en del af året et andet sted - sandsynligvis det lokale plateau på hedesletten, måske i forbindelse med sæterbrug.

Samme dag som Thomsen og Andreasens artikel blev udgivet, postede Nationalmuseet på deres hjemmeside, at de fastholder, at Egtvedpigen kom langvejs fra. Et par dage senere opdaterede de siden og lagde en video ud, hvori Nationalmuseets forsker, Karin Frei fremlægger Frei & Freis kritik af Thomsen & Andreasens forskning. Thomsen og Andreasen svarede med en videnskabelig begrundelse af deres undersøgelse og en kritik af Nationalmuseets påstande på Videnskab.dk, og Frei fik lov til at svare på dette, men gav ikke et videnskabelig svar. I stedet for skrev hun, at hun og hendes kollega og mand, Robert Frei ikke har ”ønsket at angribe nogen. Vi har ej heller undladt at offentliggøre eller rapportere vores resultater... Vi vil fortsætte diskussionen i faglige fora”.

De to forskergrupper fortsatte med at undersøge strontiumisotopanalysen, da lå til grund for Egtvedpigens lokalisering.

Siden har udenlandske forskere kritiseret Frei og Freis konklusioner, der betegnes som "skrøbelige", da de bl.a. alene fokuserer på analyse af strontiumisotoper. Ydermere er Frei et al. af en forsker fra University of Cambridge kritiseret for ikke at forholde sig videnskabeligt til kritikken, men muligvis i stedet have en politisk agenda. Nationalmuseet ændrede i juni 2021 skiltningen ved udstillingen af Egtvedpigen, så teksten blandt andet siger: "Man kan ikke sige præcis, hvor hun kom fra," og: »Ikke alle forskere er enige i, at Egtvedpigen kom langvejs fra".

I sin anmeldelse af Karin Margarita Freis bog Egtvedpigens rejse fra 2018 tvivlede Lone Hvass stærkt på at en ung pige kunne rejse 1.000 kilometer fra Danmark til Centraltyskland eller Tjekkiet.

Nationalmuseets avatar

Nationalmuseet arbejder på at lave en avatar-udgave af Egtvedpigen – et digitalt menneske, som både kan tale og bevæge sig – der udstilles på museet fra november 2022. Ifølge forskerne kommer det færdige resultat til at bygge på 35-40 procent videnskab, mens resten endnu er op til fantasien. Den praktiske del med at "bygge pigen", foregår med hjælp fra virksomheden Khora. De videnskabelige fakta er, at hun i en alder af kun 16-18 år blev begravet i en høj nær Vejle for omkring 3.400 år siden, at hun var iklædt sin karakteristiske dragt, en brun mavebluse og et knælangt skørt lavet af snore. Af selve pigen er kun hår, tænder, negle, lidt hud og en smule hjernemasse tilbage, mens et omrids af hendes krop viser, at hun var omkring 160-165 centimeter høj. Hendes tænder og frisure er noget af det, der kan gengives med stor sikkerhed, da man ved, at hendes forreste tænder var slidte, at hun havde 23 centimeter langt hår, en hvirvel i baghovedet og var mellemblond. Når det gælder resten af hendes ansigt, læner forskerne sig op ad det, de allerede ved om bronzealderfolket, for eksempel at hun blev begravet med en kam og, at man dengang redte sit hår. Et kvalificeret gæt er, at hun sandsynligvis var let solbrun, da hun blev begravet en sommerdag.

Galleri

• 
  Det oprindelige fund
  Foto: Nationalmuseet
• 
  Udstilling på Nationalmuseet
• 
  Egtvedpigens snoreskørt
  Foto: Roberto Fortuna & Kira Ursem, Nationalmuseet
• 
  Bælteplade af bronze, forsiden.
  Foto: Lennart Larsen, Nationalmuseet
• 
  Egtvedpigens bluse, som vist på museet i Egtved
• 
  Egtvedpigens skørt og bæltespænde, som vist på museet i Egtved

Litteratur

• Th. Thomsen (1929), Egekistefundet fra Egtved, fra den ældre Bronzealder, Gyldendal, OCLC 68397665, Wikidata Q105621515
• Lise Eskildsen og Ebbe Lomborg: "Giftetanker" (Skalk, nr. 5, 1976)
• Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid. Bronzealder 2.000-500 f.Kr.; Gyldendal, Viborg 2002; ISBN 87-02-00331-7

Eksterne henvisninger

• Om Egtvedpigen Arkiveret 28. juni 2014 hos Wayback Machine på Nationalmuseets websted

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Egtvedpigen