Franz Schreker
Franz Schreker (23. marts 1878 i Monaco – 21. marts 1934 i Berlin; egentlig Schrecker) var en østrigsk komponist og lærer i komposition.
Schreker var uddannet ved Wiens Konservatorium, blev leder af det derværende Philharmonische Chor og tillige fra 1912 lærer i komposition ved Akademie für Tonkunst; 1920 blev han valgt til direktør for Berlins »Hochschule« [1] — efter Kretzschmar, en kaldelse, der da vakte opsigt, idet Schreker væsentlig var blevet kendt ved sine sensationssøgende operaer, hvis dristige og bizarre – på det seksuelt psykologiske eller patologiske spillende – emner Schreker selv var forfatter til.
Teatralsk virkningsfuldt tilrettelagte og udnyttende en (E.T.A. Hoffmannsk) fantastik og eventyrlighed vakte disse operaer – Der ferne Klang (1912), Das Spielwerk und die Prinzessin (1913) og navnlig Die Gezeichneten (1918) – imidlertid en vis opsigt og opførtes på adskillige scener, dog vistnok ikke uden for Østrig og Tyskland. Musikken dertil var anlagt på ydre virkning og navnlig baseret på stærke modsætninger og på dristige og overraskende klanglige effekter, og Schreker spiller som en virtuos på sit orkester.
Han er i det hele en fremragende tekniker af modernistisk type. Senere operaer, der ikke alle synes fulgt af samme held, er Der Schatzgräber, Der rote Tod og Irrelohe (1924); ved siden deraf har den produktive komponist skrevet Psalm 116 for kor og orkester, der først gjorde hans navn kendt (1901), forskellig orkestermusik (ouverture Ekkehard, suite, intermezzo, sinfonietta, Nachtstuck, Vorspiel zu einem Drama, kammersymfoni, Ein Tanzspiel), Schwanengesang for kor og orkester og nogle pantomimer.[2]Schrekers musikalske sprog viser sig ved stadige harmoniske fluktuationer med "iriserende"[3] akkorder. Han er senromantiker, men har også ekspressionistiske elementer. Protagonistens psyke i hans operaer bliver detaljeret blotlagt, en indflydelse fra Freuds psykoanalyse. I 1920'erne regnedes han for en af de største operakomponister efter Wagner, og hans operaer havde ofte større tilslutning end Richard Strauss'. Hans værker blev imidlertid under nazismen forfulgt som entartet, og efter Anden Verdenskrig var de nærmest glemt; en slags renæssance er dog indtruffet idet operaen Die Gezeichneten har været opført ved Festspillene i Salzburg 2005.
Schreker døde efter et hjertetilfælde kort efter at være tvunget til "ro" (ty. "in den Ruhestand") – foranlediget af kollegaen Max von Schillings der 1932 var blevet præsident for Akademie der Künste i Berlin.
Kilder redigér
- Opslag af kontorchef W. Behrend i Salmonsen Arkiveret 21. oktober 2013 hos Wayback Machine (Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bd. 21, s. 61) samt for sidste del af hans liv materiale fra den tyske Wikipedia-artikel, (52547351)
- ^ Berlins »Hochschule« er her formentlig Universität der Künste Berlin
- ^ Videre oplysninger er fra den tyske artikel, (52547351)
- ^ iriserende (af iris): spillende i regnbuens farver
Eksterne henvisnnger redigér
- Franz Schreker Foundation Arkiveret 1. januar 2009 hos Wayback Machine – Biografi, Værk m.m. Arkiveret 18. december 2008 hos Wayback Machine – Værkliste, Universal Edition Musikverlag Arkiveret 13. oktober 2007 hos Wayback Machine
- Om Schrekers venskab med Schönberg Arkiveret 21. april 2008 hos Wayback Machine
- "Renaissance eines Skandalstücks" (Webside ikke længere tilgængelig), 'Et skandalestykkes renæssance', om Die Gezeichneten ved Festspillene i Salzburg 2005
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |
 | Spire |  |