Guglielmo del Bimbo

Guglielmo Del Bimbo (født 20. oktober 1903 i Livorno, død 3. november 1973) var en italiensk roer og dobbelt olympisk medaljevinder.

Guglielmo del Bimbo
Personlig information
Fulde navn Guglielmo Del Bimbo
Født (1903-10-20)20. oktober 1903
Italien Livorno, Italien
Død 3. november 1973 (70 år)
Sport
Sport Roning
Højde 173 cm
Klub UC Livornesi

Del Bimbo var med i Italiens otter, der blev europamestre i 1929 og vandt EM-sølv de to følgende år.[1] Italienerne stillede op ved OL 1932 i Los Angeles og vandt deres indledende heat klart. I finalen blev de kun besejret af hjemmebanefavoritterne fra USA, mens Canada sikrede sig bronzemedaljerne. Bådens besætning bestod desuden af Renato Barbieri, Mario Balleri, Renato Bracci, Vittorio Cioni, Dino Barsotti, Enrico Garzelli, Roberto Vestrini og styrmand Cesare Milani,[2] hvoraf størstedelen også var med i de foregående EM-konkurrencer.[1]

Del Bimbo var igen med til at vinde EM-sølv i 1933.[1] Han var desuden med til at vinde ni italienske mesterskaber med båden fra Livorno mellem 1929 og 1940.[3]

Han var en af en de roere, der fortsat var med ved OL 1936 i Berlin, hvor italienerne i indledende heat blev besejret af den ungarske båd, men i opsamlingsheatet (semifinalen) sikrede de sig med en sejr plads i finalen. Her førte italienerne efter ca. en tredjedel, men den amerikanske båd tog føringen efter endnu en tredjedel og holdt den til mål og sejr. Italienerne formåede at hold den tyske båd bag sig og sikrede sig endnu en OL-sølvmedalje, mens tyskerne vandt bronze. De øvrige besætningsmedlemmer i den italienske båd var Enrico Garzelli, Dino Barsotti, Enzo Bartolini, Mario Checcacci, Dante Secchi, Ottorino Quaglierini, Oreste Grossi og styrmand Cesare Milani.[4]

OL-medaljer redigér

Referencer redigér

  1. ^ a b c Rudern - Europameisterschaften (Herren - Achter) (tysk), sport-komplett.de, hentet 8. oktober 2021
  2. ^ Eights, Men, olympedia.org, hentet 8. oktober 2021
  3. ^ Guglielmo Del Bimbo, olympedia.org, hentet 8. oktober 2021
  4. ^ Eights, Men, olympedia.org, hentet 8. oktober 2021

Eksterne henvisninger redigér