Hypermobilitet

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Hypermobilitet (af græsk hyper = "over" og latin mobilitas = "bevægelighed") hos et menneske medfører, at det kan overstrække sine led, f.eks. bøje så meget bagud i fingerled, at den yderste fingerspids kan komme til at stå lodret i forhold til den bordplade, som håndfladen hviler mod. Hos nogle kan håndledet bukke så meget indad, at tommelfingerspidsen kan bringes til at berøre underarmen. Nogle kan overstrække knæene så meget, at benene danner en bue bagud: De såkaldte sabelknæ. Nogle kan overstrække albueledene tilsvarende meget bagud. Nogle kan uden videre gå i spagat eller med strakte knæ lægge håndfladerne på gulvet foran fødderne.

Kendsgerninger om hypermobilitet redigér

Hypermobilitet er en arvet egenskab ved bindevævet. Bindevæv er sammensat af løse og faste fibre. Hos den hypermobile har forholdsvis flere løse fibre end faste. Nyere undersøgelser har vist at hypermobiles hud ligeledes er overdrevent elastisk. Diagnosen hypermobilitet er relativt ny og skyldes hovedsageligst Peter Beighton^[1]. Hypermobilitet er i sig selv kun i sjældne tilfælde invaliderende. Der er folkeslag hvor forekomsten af hypermobile ligefrem synes at dominere.

Slangemennesker (kontorsionister), der optræder fx i cirkus med at slå knuder på sig selv, er ekstreme eksempler på hypermobile.

Den hypermobile krop låser i mange tilfælde en stor del af sine led for – på trods af hypermobiliteten – at blive i stand til at styre sin finmotorik. Dermed ender den hypermobile krop ofte med snarere at være præget af overdreven stivhed end af overdreven smidighed.

Hypermobilitet giver manglende stabilitet i leddene, hvilket kan give smerter og også disponere for slidgigt, fordi leddene bliver belastede i deres yderstillinger. Dette kan forebygges ved hensigtsmæssig træning af musklerne og gennem bevidst arbejde med hensigtsmæssige arbejdsstillinger. Omvendt kan låste led gøres mere bevægelige gennem fx strækkeøvelser.

Hypermobilitet testes af f.eks. ergoterapeuter med den såkaldte Beighton's test (som Beighton selv ikke har noget ansvar for). For hver finger, der viser den før beskrevne overdrevne bevægelighed, gives ét point. For hvert knæ, der kan bukkes bagover, for hvert albueled, for evnen til at gå i spagat, for evnen til at lægge håndfladerne mod gulvet som før beskrevet, gives ligeledes et point. Ved sammenlagt fire point kan en ergoterapeut tale om hypermobilitet.

Forekomsten af hypermobile i befolkningen kendes ikke. Tilstanden forekommer imidlertid så almindeligt, at den må betragtes som normal.

Den overdrevne smidighed, som hypermobilitet kan give anledning til, synes i almindelighed at være en forudsætning for at blive professionel danser eller professionel artist. Men også andre kunstnere af enhver art viser påfaldende ofte hypermobilitet.

Gymnastik og hypermobilitet redigér

Da den danske gymnastikpædagog Niels Bukh (1880-1950) startede Gymnastikhøjskolen i Ollerup i 1920, arbejdede han meget med (hvad vi i dag ved var meget brutale) strækkeøvelser, fordi eleverne på højskolen var karle og piger med hårdt fysisk arbejde og korte, stærke muskler. I 1970erne og -80erne, da det var meget umoderne at bevæge sig og dyrke sport, var problemet det modsatte: Da havde mange elever svage muskler og derfor meget bevægelige led, og der var mere brug for styrketræning, der kunne holde leddene på plads og forebygge slidgigt.

Noter redigér

^ Se Peter Beighton m.fl., 1999

Litteratur redigér

Beighton, Peter (ed.) (1999): Hypermobility of Joints / red. Peter Beighton, Rodney Grahame og Howard Bird . – 3. udgave. – London : Springer, 1999. – ISBN 978-1-85233-142-9. – 182 sider. – Tidligere 1. udgave 1983; 2. udgave 1989.
Engelbert, RH (m.fl) (2003): "Pediatric Generalized Joint Hypermobility With and Without Musculoskeletal Complaints: A Localized or Systemic Disorder?". – I: Pediatrics Vol. 111 No. 3, March 2003. – Abstract i PubMed
Haxthausen, Margit (2002): Hypermobil : kropsbevidsthed og træning / Margit Haxthausen ; foto: Pia Hansen. – Kbh. : Forlag for Afspændingspædagogik og Psykomotorik, 2002. – 48 sider : ill. – ISBN 87-90407-10-5. – Opstilling i folkebiblioteker: 61.65
Keer, Rosemary (ed.) (2003): Hypermobility syndrome : recognition and management for physiotherapists / edited by Rosemary Keer, Rodney Grahame. – Edinburgh : Butterworth Heinemann, 2003. – 176 s. : ill., cm. – ISBN 0-7506-5390-6
Mandrup Thomsen, Lene (2002): Fakta om hypermobilitet / redaktion: Lene Mandrup Thomsen og Kirsten Andersen ; illustrationer: Kirsten Sonne. – Gentofte : Gigtforeningen, 2002. – 19 sider : ill. i farver. – Opstilling i folkebiblioteker: 61.65
Remvig, Lars (m.fl.) (2003): Lærebog i muskuloskeletal medicin / Lars Remvig ... [et al.] ; tegninger: Arne W. Jensen. – Kbh. : Munksgaard Danmark, 2003. – 448 sider : ill. – ISBN 87-628-0201-1. – Opstilling i folkebiblioteker: 61.65
Remvig, Lars (2005): "Hypermobilitas articulorum og hypermobilitetssyndrom" :
- I: Reproducerbarhed og validitet af test og kriterier (Webside ikke længere tilgængelig). – I: Ugeskrift for læger, Vol 167 (No. 47): side 4443-4448, illustreret. – Litteraturhenvisninger.
- II: Epidemiologi og klinik (Webside ikke længere tilgængelig). – I: Ugeskrift for læger, Vol 167 (No. 47): side 4449-4454 : tabeller. – Litteraturhenvisninger.
Remvig, Lars (2006): "Der mangler konsensus om vurdering af hypermobilitet". – I: Fysioterapeuten. – Årg. 88, nr. 4 (2006). – S. 4-10 : ill. – Tilgængelig på Internettet i PDF-format (Webside ikke længere tilgængelig) (23.03.2008)
Remvig, Lars (2006): "Der findes ingen kontrollerede undersøgelser om behandling". – I: Fysioterapeuten. – Årg. 88, nr. 4 (2006). – S. 11-16 : ill. – Tilgængelig på Internettet i PDF-format (Webside ikke længere tilgængelig) (23.03.2008)
Remvig Lars og Andersen, Mette (2004): "Slangemennesker med skavanker". – I: Søndgsavisen 06-01-2004. – Interview med Lars Remvig. – Set på nettet 20080328

Eksterne Links redigér

Patientforeninger redigér

[1] Se Peter Beighton m.fl., 1999

[1]