Imperativ
Imperativ er en grammatisk form der oftest udtrykker et påbud eller direktiv handling. Imperativ kan være en form af verbet (udsagnsordet), der også kaldes bydeform. Eksempel: "Spis!" (af at spise). Imperativ kan også være en sætningstype.[1]
I bestemte sprog redigér
På latin findes både præsens imperativ og futurum imperativ i såvel singularis som pluralis, i aktiv og i passiv.
Dansk redigér
På dansk findes imperativ kun i én form (nutids bydemåde), så det er overflødigt at specificere præsens.
På dansk var en passiv teoretisk mulig. Mikkelsens latinbog bruger følgende eksempel som oversættelse fra latin: Bliv slæbt i fængsel, røver – hvor den sammensatte form "bliv slæbt" skal gengive en præsens imperativ passiv singularis (2. person).
I ældre dansk findes imperativ i former som ikke længere bruges i andet end arkaiserende sammenhænge: "gak" for udsagnsordet "gå" er et eksempel.[2]
Imperativen er en finit verbalform; den er sætningsdannende, idet en fuldstændig sætning kan bestå udelukkende af en imperativ, dvs. kun ét ord.
Henvisninger redigér
- ^ Mark Jary; Mikhail Kissine (1. januar 2016), "When terminology matters: The imperative as a comparative concept", Linguistics, 54 (1): 119-148, doi:10.1515/LING-2015-0039, Wikidata Q118516933
- ^ "gå verbum. Den Danske Ordbog". Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
 | Spire Denne artikel om sprog er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |