Joseph-Marie Vien, comte de l'Empire (født 18. juni 1716 i Montpellier, død 27. marts 1809) var en fransk maler. Han var den sidste indehaver af posten som Premier peintre du Roi (fra 1789 til 1791). Hans hustru, Marie-Thérèse Reboul, og hans søn, Joseph-Marie Vien den yngre, var også malere.

Joseph-Marie Vien
Joseph Marie Vien, portræt af Joseph Siffred Duplessis (1784)
Personlig information
Født 18. juni 1716 Rediger på Wikidata
Montpellier, Frankrig Rediger på Wikidata
Død 27. marts 1809 (92 år) Rediger på Wikidata
Paris, Frankrig Rediger på Wikidata
Gravsted Panthéon Rediger på Wikidata
Nationalitet Frankrig Fransk
Ægtefælle Marie-Thérèse Reboul Rediger på Wikidata
Barn Joseph Marie, the younger Vien Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Académie de peinture et de sculpture Rediger på Wikidata
Elev af Giral, Charles-Joseph Natoire Rediger på Wikidata
Medlem af Académie de peinture et de sculpture Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Kunstmaler, designer, politiker Rediger på Wikidata
Elever Jean-Jacques Forty, Louis-Ami Arlaud-Jurine, Jacques-Louis David Rediger på Wikidata
Kendte værker Deux Femmes au bain, La Douce Mélancolie Rediger på Wikidata
Genre Portræt Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Kommandør af Æreslegionen,
resident på Villa Medici (1743-1750),
1. pris af Rom for maleri (1743) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Karriere under skiftende forhold redigér

Understøttet af Comte de Caylus blev Vien oplært af Charles-Joseph Natoire og vandt Prix de Rome i 1743. Vien blev derfor pensionær i Rom, for hvis Franske Akademi han senere var direktør fra 1775 til 1781. Han blev 1754 optaget som akademimedlem, blev professor og akademikansler, 1789 kongens "første maler" (hofmaler), og hæderen fortsatte under Napoleon, der gjorde ham til senator, greve og Kommandør af Æreslegionen.

Betydning som maler og lærer redigér

Han var en flittig og meget dygtig kunstner, der, oplært under rokokoen, vejrede en ny tid og nye kunstkrav. "Antikken" var ikke for ham som for hans fleste samtidige blot en kunst, man omtalte i affable vendinger, i teorien ofte hyldede, men i praksis affandt sig med ved at bruge dens emnekreds; han tog den alvorligt som en kunstens kilde ved siden af naturens (flittig brug af levende model). Vien blev således en overgangsskikkelse og fik gennem sin omfattende lærervirksomhed kunsthistorisk betydning, først og fremmest som lærer for Jacques-Louis David (der til gengæld frelste ham fra guillotinen under den franske revolution). 1755 satte den danske grev Adam Gottlob Moltke sig i forbindelse med Vien for at indkalde ham til Danmark som kongelig maler; Vien afslog tilbuddet, men malede efter bestilling fem dørstykker (Kraft, Visdom m. v.), nu i Christian VII's PalæAmalienborg. I Louvre ses Sovende eremit og Saint-Germain og Saint-Vincent, i Musée des beaux-arts de Rouen Den vrede Achilleus, i Musée départemental d'art ancien et contemporain i Épinal Hektor og Andromache. Hans kunst er også repræsenteret i mange andre franske museer. Vien virkede tillige som kobberstikker (32 blade til en tyrkisk maskerade i Rom m.v.). Vien skrev også sin selvbiografi.

Han er begravet i Panthéon i Paris.

Andre vigtige elever af Vien, ud over David, var François-André Vincent, Jean-Antoine-Théodore Giroust, Jean-Baptiste Regnault, Joseph-Benoît Suvée, Jean-Pierre Saint-Ours, François-Guillaume Ménageot og Jean-Joseph Taillasson.

Kilder redigér

Eksterne henvisninger redigér