Nouméa
Nouméa er hovedstaden og største by i Ny Kaledonien og er en del af Frankrigs oversøiske områder. Den er beliggende på en halvø i den sydlige del af Ny Kaledoniens hovedø, Grande Terre. Byen ligger ved en beskyttet dybvandshavn, der fungerer som hovedhavn for Ny Kaledonien.
| Nouméa | |||
|---|---|---|---|
| |||
 Udsigt over byens centrum | |||
| Overblik | |||
| Land |  Frankrig | ||
| Borgmester | Jean Lèques, Sonia Lagarde  | ||
| Postnr. | 98800 | ||
| Demografi | |||
| Indbyggere | 96.082 (2019)[1] | ||
| - Areal | 45,7 km² | ||
| - Befolkningstæthed | 2.102 pr. km² | ||
| Andet | |||
| Højde m.o.h. | 26 m | ||
| Hjemmeside | www.noumea.nc | ||
Ved folketællingen i september 2019 var der 182.341 indbyggere i hovedstadsområdet Greater Nouméa (fransk: agglomération du Grand Nouméa), hvoraf 94.285 boede i selve byen. 67,2% af befolkningen i Ny Kaledonien bor i Greater Nouméa, som dækker kommunerne Nouméa, Le Mont-Dore , Dumbéa og Païta.[2]
Historie
redigérDen første europæer, der bosatte sig i området, var den britiske handelsmand James Paddon i 1851. Franskmændene var ivrige efter at hævde kontrol over øen og etablerede en bosættelse i nærheden tre år senere i 1854. Denne bosættelse blev oprindeligt kaldt Port-de-France og blev omdøbt til Nouméa i 1866. Området tjente først som en straffekoloni, senere som et center for eksport af nikkel og guld, der blev udvundet i nærheden.
Fra 1904 til 1940 var Nouméa forbundet med Dumbéa og Païta af Nouméa-Païta jernbanen, den eneste jernbanelinje, der nogensinde har eksisteret i Ny Kaledonien.
Under 2.verdenskrig byggede den amerikanske flåde flådebasen Naval Base Noumea i Nouméa, der var hovedkvarter for det amerikanske militær i den sydlige del af Stillehavet. Det femsidede amerikanske militærhovedkvarterskompleks fungerede efter krigen som base for en ny regional mellemstatslig udviklingsorganisation: South Pacific Commission, senere kendt som Secretariat of the Pacific Community, og senere stadig som Pacific Community.
I 1956 gav en ny lov de franske oversøiske områder større selvstyre. Ny Kaledonien fik status som et fransk oversøisk område (territoire d'outre-mer). Territoriets folkevalgte forsamling fik sæde i Nouméa.
Øget efterspørsel efter nikkel i 1960-tallet førte til vækst og modernisering af Nouméa. Byen tiltrak arbejdskraft fra landdistrikterne og der kom indvandrere fra Wallis- og Futunaøerne, Fransk Polynesien og andre områder i Stillehavet.
Erhvervs- og infrastruktur
redigérForuden turisme er byens vigtigste indtægtskilde forarbejdningen af nikkel. Byen er også centrum for Ny Kaledoniens service- administration.
I havnen, blev 5.193.000 ton udskibet (2011), heraf var 3.217.588 ton nikkelmalm.[3]
Ny Kalediniens internationale lufthavnLufthavn La Tontouta – ligger cirka 50 km fra byen. Den regionale lufthavn Magenta ligger kun 3 km nordøst fra Nouméas bymidte.
Nouméa har to busstationer: Busserne til den nordlige del af Ny Kaladonien og til østkysten kører fra Gare Routière Moselle, som befinder sig overfor markedshallen i den sydlige del af bymidten. Busstationen Desmazures i den nordlige bymidte betjener ruterne til de nordligste byer og til lufthavnen La Tontouta.
Nouméa er forbundet med 16 bybuslinjer.[4] De fleste linjer begynder ved Place des Cocotiers, eller ved Gare Routière Moselle.
Seværdigheder
redigér- I byens midte, omgivet af træer ligger den 400 × 100 meter store plads Place des Cocotiers. På den østligste del, ligger der en musikpavillon fra 1879 bygget af straffefanger.[5]Midt på pladsens befinder der sig den otte meter høje brønd Fontaine Céleste. Brønden blev etableret i 1893 og restaureret i 1995. Den er opkaldt efter den 17-årige Céleste, som stod model for billedehuggeren.[6]
- Ved pladsen Place des Cocotiers befinder der sig fra 1996 det byhistoriske museum Musée de la Ville de Nouméa. Den i 1875 i kolonialstil med veranda byggede bygning var oprindelig en bank – den første i Ny Kaledonien – og derefter fra 1880 til 1975 som rådhus. Syd for pladsen ligger den lille asiatiske bydel Chinatown.
- I 1998 åbnede kulturcenteret Tjibaou (Centre culturel Tjibaou), med et areal på 6970 m2, der tilbyder kulturelle foranstaltninger for det oprindelige folk Kanak og fra en anden oprindelse.[7] Centeret blev bygget i den melanesiske stil, der består af 10 bygninger, bygget af træ og metal i den traditionelle stil.
Referencer
redigér- ^ www.insee.fr (fra Wikidata).
- ^ Population, ménages et logement par commune, en 2019, Institut de la statistique et des études économiques Nouvelle-Calédonie
- ^ "TRAFIC MARITIME 2011 – Secteur portuaire de Nouméa" (fransk). Port Autonome de Nouvelle-Calédonie. Hentet 2012-11-29.
- ^ Interaktive Karte von Nouméa
- ^ Pierre Grundmann: Nouvelle Calédonie. Paris 2012, S. 71.
- ^ Fontaine Monumentale province-sud.nc, abgerufen am 15. Januar 2022 (fransk)
- ^ Pierre Grundmann: Nouvelle Calédonie. Paris 2012, S. 84.
Eksterne henvisninger
redigér- Officiel hjemmeside (fransk)
