Paul Cézanne
Paul Cézanne (født 19. januar 1839, død 22. oktober 1906) var en fransk maler.
| Paul Cézanne | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
19. januar 1839  Aix-en-Provence, Frankrig |
| Død |
22. oktober 1906 (67 år) Aix-en-Provence, Frankrig |
| Gravsted |
cimetière Saint-Pierre d'Aix-en-Provence |
| Nationalitet |
 Fransk |
| Bopæl |
Gardanne, quai d'Anjou |
| Far |
Louis-Auguste Cézanne |
| Mor |
Anne Elisabeth Aubert |
| Ægtefælle |
Marie-Hortense Fiquet (fra 1886) |
| Barn |
Paul Cézanne |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted |
université Paul-Cézanne - Aix-Marseille III, Aix-Marseille Universitet, Académie Suisse |
| Elev af |
Joseph Gibert |
| Beskæftigelse |
Kunstmaler, gravør, tegner, litograf |
| Fagområde |
Malerkunst |
| Deltog i |
Documenta III |
| Arbejdssted |
Chantilly, Giverny, Fontainebleau, Pontoise, Auvers-sur-Oise, Marseille, Diller, Schweiz, Aix-en-Provence, Louveciennes med flere |
| Elever |
Torsten Palm |
| Kendte værker |
flodbredden af Marne, Une moderne Olympia, Mont Sainte-Victoire, set fra Bibémus stenbrud |
| Genre |
Portræt, stilleben, landskabsmaleri, genremaleri |
| Bevægelse |
Postimpressionisme |
| Påvirket af |
Eugène Delacroix, Gustave Courbet |
| Signatur | |
 | |
| Eksterne henvisninger | |
|
Paul Cézannes hjemmeside | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Paul Cézanne var fransk fra Aix-en-Provence og kan karakteriseres som broen mellem impressionismen og kubismen, og i værker som Mont Sainte-Victoire fra 1885 og Madame Cézanne fra 1887 ses spor og inspiration fra både kubismen og fauvismen.
For 1900-tallets store modernister er Cézanne modernismens grundlægger og en af de største. Henri Matisse kalder Cézanne the father of us all.
Cézanne malede mest stilleben, figurkompositioner og landskaber. Der findes mange historier om hans fattigdom, hvorledes han havde problemer med at få frugter nok til sine stilleben, at samme æble figurerede flere gange og at de egentlig var halvspiste, når de endelig kom på lærredet.
Cézanne var fra barndommen ven med forfatteren Émile Zola. Dog blev de uvenner, og Cézanne brød forbindelsen med Zola, da han misbilligede, hvad Zola havde skrevet om ham i bogen L'Oeuvre (da. overs. Mesterværket), 1886.
Liv og gerning redigér
Han var søn af en velstående bankier og kom først sent ind på egentlige kunststudier, studerede jura 1860—61 og kom derpå til Paris, forberedte sig på École Suisse til optagelseseksamen til École des Beaux Arts, men bestod ikke denne prøve. I Paris gjorde særlig Michelangelo, Le Nain, Delacroix og Daumier stærkt indtryk på ham; selv malede han i mørke, tunge farver. Venskabet i École Suisse med Guillaumin og Pissaro rettede hans blik mod Courbet’s kunst og dens kraftige naturalisme, men dog særlig mod Manet, og dermed var han inde i impressionismens verden; hans sorte palet blev i Pissaro’s lignelse lys og luftig.[1] Da Zola 1866 i L’Événement førte kampen for impressionismen (og selv i den anledning mistede sin anmelderstilling), sluttede Cézanne sig ivrig til den ny kunst og delte skæbne med den på dens forskellige særudstillinger, hvor hånen dog gik værst ud over Cézanne selv. Hans forsøg på at få sine billeder ind på Salonen mislykkedes atter og atter (1882 slap han for en gangs skyld ind med et billede). Så godt som ingen private ville købe hans malerier; kun hos kunsthandleren Père Tanguy fandt han nogen afsætning. I 1879 vendte han så Paris ryggen og levede resten af sit liv mest i Provence i sin fødeby som ensom og forglemt særling, men fremdeles malende. Selv hans barndomsven og senere beundrer Zola, der dedicerede sine Événement-artikler til Cézanne og i L’Œuvre tog ham til forbillede for kunstneren Cl. Lantier, tabte ham til sidst af syne.[2]
Først efter hans død kom berømmelsen. I de følgende år steg han for megen ung kunst næsten til en afgud, hvis farvetoner efterlignedes som det ene saliggørende. Endnu 1890 havde den forudseende Pariser-kunsthandler Vollard af Cézanne’s søn købt et par hundrede af Cézanne’s billeder for en billig penge til bedre tider; ved Cézanne’s død var hans kunst væsentlig i privatsamlinger; et landskab var som gave kommet til Berlins National-Galleri, der senere fik to fortrinlige Nature morte-stykker, og ved testamentar-gaver forsynedes Luxembourg og Louvre; i Folkwang-Museum i Haag blev Cézanne repræsenteret ved to dygtige arbejder, i kunstmuseerne i København og Kristiania ved Nature morte, og efterhånden fik man også i andre museer, ofte i dyre domme, sikret sig værker af Cézanne (1915 to billeder i Göteborg Museum).[3]
Maleteknik redigér
Mens Cézanne’s ældre kunst nogenlunde bevæger sig i vedtagne udtryksformer (ofte kan han virke helt Daumier’sk), er den i den impressionistiske periode og senere, da Cézanne som ny-impressionist på en måde bliver impressionismens overvinder, lidet tilgængelig for det store kunstinteresserede publikum, en kunst, der kan synde i det elementære og let påviselige, bryder sig fejl om almindelig korrekt perspektivisk virkning, maler det runde fladt og så fremdeles. For Cézanne går alt op i farven. Med møjsommelig, mosaikagtig og lagvis farvepålægning maler han sine stillelivsstykker, sine portrætter og landskaber; hans billeder er så at sige blot farver og flader med de fineste tonedifferencer. Farverne stilles side om side i skønne flader og ordnes i ny og udsøgte harmonier; man har derfor sammenlignet Cézanne’s malerier med rige og kostelige gobeliner.[3]
Cézanne fortsætter vel impressionismens opløsning af den enkelte farve, men han går ud over analysen til et syntetisk helhedsbillede af sjælden lys- og farvekraft. Idet Cézanne søger mod det rent maleriske og enkle, abstraherer han fra form, stof og perspektiv; gennem dyrkningen af billedfladen og indvindingen af ny rumlige værdier føres Cézanne ind på det kompositionelle, ligevægten, rytmen af farver og flader, og Cézanne, den ultramoderne, kommer derved (således i sine landskaber med figurer) til at bygge bro til fortids overlevering i Poussin’sk ånd. Må en nøgtern betragtning vel stille sig lidt kølig over for en dyrkning af Cézanne og alt, hvad hans er (i de mange famlende forsøg), under næsten forgudende former; så rager dog Cézanne’s kunst med dens visionære maleriske kraft op som en mærkelig landvinding, der peger mod ny fremtidsværdier i kunsten.[3]
Billedgalleri redigér
-
Vase med blomster (1876) -
Mont Sainte-Victoire, set fra Bellevue (1882–1885), Metropolitan Museum of Art -
Harlequin (1888-1890), National Gallery of Art -
Manden med piben (1890), Eremitagen -
Kortspillerne, det ene af fem billeder i serien. (1890–92), Metropolitan Museum of Art -
Den unge italienske kvinde (1896)
.jpg)
