Pontus Wikner
Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |  |
Carl Pontus Wikner (født 19. maj 1837 i Kikerud i Dalsland, død 15. marts 1888 i Kristiania) var en svensk filosof.
| Pontus Wikner | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
19. maj 1837  Valbo-Ryrs församling, Sverige |
| Død |
15. maj 1888 (50 år) Christiania, Norge |
| Gravsted |
Uppsala gamle kirkegård |
| Nationalitet |
 |
| Børn |
Hugo Wikner, Ernst Wikner |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted |
Uppsala Universitet |
| Beskæftigelse |
Universitetsunderviser, forfatter, filosof |
| Arbejdsgiver |
Uppsala Universitet |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
.jpg)
Han levede sin barndom i knappe kår; 1856 blev han student, men afbrød sine studier ved Uppsala Universitet for at ernære sig som huslærer 1858—60. I de derpå følgende år blev han stærkt grebet af den Boströmske filosofi; 1862 blev han kandidat, og året efter erhvervede han sig doktorgraden ved en afhandling: Undersokningar om enhet och mångfald. Som docent holdt Wikner i Uppsala en række stærkt besøgte forelæsninger i slutningen af 1860'erne; omkring 1870 begynder hans egentlige produktion. I 1873 blev han lektor i kristendom og hebraisk. I en afhandling: Om egenskapen och närgränsende tankeföremål (1880) havde Wikner taget afstand fra nogle punkter i den Boströmske filosofi, og en samtidig afhandling, rettet mod den konventionelle kønsmoral: Kulturens offerväsende, havde vakt forargelse i visse kredse; yngre akademikere søgte imidlertid at skaffe ham et personligt professorat, men 1884 modtog han tilbuddet om et professorat ved Kristiania Universitet. Senere søgte han et professorat ved universitetet i Uppsala; der var megen strid om hans ansættelse, og udfaldet af konkurrencen tvivlsomt, men midt under denne strid bortrevs han af døden.
Wikners hele filosofi er båret af en religiøs interesse; gennem en række populære afhandlinger har han søgt at klarlægge sin stilling til kristendommen. Hans standpunkt kan nærmest karakteriseres som teistisk; men, som han lagde stor vægt på den menneskelige personlighed, opfatter han også Gud som personlig i analogi med mennesket. Medens hans tidligere filosofi helt var klædt i den Boströmske filosofis abstrakte spekulationer, søgte han i 1880'erne ud over disse, idet han indså, at Boströms tidløse idéverden var uholdbar. Klarest træder denne hans kritik af Boström frem i det posthume værk: Tidsexistensens apologi (1888); han står her som repræsentant for en mere realistisk retning inden for den svenske filosofi, selv om hans uddannelse og hele hans standpunkt forhindrede ham i klart at hævde den empiriske filosofis principper mod den Boströmske efterromantik. Hans største betydning lå i den rent personlige indflydelse, han udøvede på sine elever. Hans indsats kan også spores overalt i den svenske idealisme (Viktor Rydberg, Vitalis Norström) og kristendom (Nathan Söderblom), idet han i sig forener nationens anlæg for oversanselig stræben og alvorsfuld selvfordybelse. Hans mest læste skrifter er de personligt religiøse: Tankar och frågor inför menniskones son, I (1872, 2. oplag 1888), Religiösa meditationer och föredrag, I—III (1873—75), I mensklighetens livsfrågor, I—II (1899). Wikners Samlade predikningar er udgivne af Oscar Quensel 1899; hans Vittra skrifter i urval af Karl Warburg (2. udgave 1920).
Kilder redigér
- Wikner, Carl Pontus i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1928)
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Eksterne henvisninger redigér
