Wikipedia

Rued Langgaard

dansk komponist og organist (1893-1952)

Rued Immanuel Langgaard (døbt Rud) (28. juli 1893 i København – 10. juli 1952 i Ribe[1]) var en dansk organist og komponist.

Rued Langgaard
Information
Født 28. juli 1893 Rediger på Wikidata
København, Danmark Rediger på Wikidata
Død 10. juli 1952 (58 år) Rediger på Wikidata
Ribe, Danmark Rediger på Wikidata
Gravsted Holmens Kirkegård Rediger på Wikidata
Statsborger Danmark Rediger på Wikidata
Far Siegfried Langgaard Rediger på Wikidata
Genre Opera, symfoni Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Komponist, organist Rediger på Wikidata
Instrumenter
Orgel Rediger på Wikidata
Kendte værker
Sfærernes Musik, Antikrist, Symfoni nr. 4 Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
Rued Langgaards hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Han var søn af komponisten og pianisten Siegfried Langgaard. Som 11-årig vakte han opsigt med sine improvisationer på det nye orgel i Marmorkirken og blev i 1917 kaldt en asocial særling. Langgaard foretrak et senromantisk musiksprog med en vis indflydelse af Richard Strauss, men skrev også radikalt eksperimenterende stykker. Han var modstander af mange af samtidens tendenser i dansk kirkemusik og følte et oppositionsforhold til tidens førende komponist Carl Nielsen. Langgaard søgte gennem 20 år stillinger som organist, men blev forbigået, indtil han til sidst fik stillingen som domorganist i Ribe.

Rued Langgaard komponerede flere store orkesterværker. Skønt han var protestant, var Langgaard tiltrukket af både katolicismen, teosofisk filosofi og mysticisme. For ham var musikken og det kristne tankegods to sider af samme verden. Hans musik bærer titler som Afgrundsmusik, Syndflod af Sol, Antikrist og Sfærernes Musik. Operaen Antikrist er som den første danske opera udgivet på dvd i maj 2005. Langgaards egen tekst til operaen viser et ejendommelig sprogbrug. Operaen er optaget i den danske Kulturkanon.

Sfærernes musik blev førsteopført i Storbritannien i 2010 af DR SymfoniOrkestret, DR VokalEnsemblet og DR KoncertKoret ved en koncert i Royal Albert Hall med omkring 6.000 tilhørere.[2]

Liv og gerning redigér

 
Langgaard i sine sene år.
 
Rued Langgaards grav på Holmens Kirkegård i København.

Rued Langgaard blev født i København og var den eneste søn af komponist og kongelig kammermusiker Siegfried Langgaard (1852-1914) og Emma Langgaard[3] (née Foss, 1861-1926), begge var pianister. I en alder af fem begyndte Rued at tage klaverundervisning hos sin mor og senere hos sin far og en privatlærer. Hans talent kom hurtigt frem, og som syv-årig var han i stand til at spille Schumanns Davidsbündlertänze og Chopins mazurkaer. På dette tidspunkt var han begyndt at komponere korte stykker til klaveret og spille orgel. Som 10-årig begyndte han at studere orgel under Gustav Helsted, der var organist ved Jesuskirken i Valby og violin under Chr. Petersen, et tidligere medlem af Det Kongelige Kapel.

I en alder af 11 år havde han sin første offentlige optræden som organist og improvisator på orgelet ved en koncert i Frederiks Kirke i København. Da han var 12 år, begyndte han at studere musikteori under C.F.E. Horneman og Johan Svendsen[4], senere Vilhelm Rosenberg.

Langgaards første kompositioner, 2 klaverstykker og 2 sange, blev udgivet, da han var 13 år, og omkring den tid blev han undervist af den berømte komponist Carl Nielsen i omkring en måned. Et år senere blev hans korarbejde Musae triumphantes opført ved en koncert i København, der markerede hans offentlige debut som komponist. I løbet af sine teenageår fortsatte han med at komponere og rejste med sine forældre omkring jul og nytårsaften for at møde dirigenterne Arthur Nikisch og Max Fiedler.

Som 18-årig fungerede Langgaard som assistentorganist ved Frederiks Kirke (Marmorkirken) i København. Det følgende år (1913) fik hans symfoni nr. 1 "Mountain Pastorals" sin førsteopførelse ved en koncert i Berlin med Berliner Philharmonikerne[4] under Max Fiedlers ledelse. Selv dirigerede han i 1915 i Stockholm sit orkesterværk Sphinx.[5]

Hans far døde i 1914, og fra 1915 til 1917 var han assistentorganist ved Garnisons Kirke i København. 1916 rejste han på det Anckerske Legat til det sydlige Udland.[4] Fra 1917 søgte han uden succes stilling som organist ved et stort antal kirker i København. I 1921 var han på studieophold til Tyskland, Holland, Østrig og Italien.[4] I 1922 flyttede en ung kvinde ved navn Valborg Constance Olivia Tetens (hun blev kendt som Constance) ind hos Rued Langgaard og hans mor i København. Et år efter, at hans mor døde i 1926, giftede Langgaard sig med Constance Tetens.

Selv om Langgaard fik statsstøtte fra en alder af 30 år, blev hans værker og jobansøgninger næsten alle afvist af etablissementet. Først i en alder af 46 år lykkedes det ham at få en fast stilling som organist ved domkirken i Ribe. Kort før sin 59-års fødselsdag døde Rued Langgaard i Ribe, stadig uden anerkendelse som komponist.

Han er begravet på Holmens Kirkegård (GL. NV-C00-020).

Musik redigér

Rued Langgaard komponerede i en senromantisk stil, efterhånden dramatisk og udstyret med kolossale humørsvingninger. Uden tvivl blev han påvirket af Richard Wagner og Richard Strauss, og som Strauss var han mester for orkestration. Han var en produktiv komponist for det store orkester og skrev 16 symfonier såvel som andre orkesterværker.

Sfærernes musik er et af hans bedre kendte værker. Det er et symfonisk værk af stor kompleksitet, der kræver et stort orkester, orgel og kor, et støttende (fjernt) orkester, herunder en sopranstemme, og et yderligere klaver, hvor strenge spilles direkte i stedet for via tangenterne. Det blev komponeret under 1. verdenskrig, men blev kun opført to gange (i Tyskland i 1921-1922) i Langgaards levetid og lå hen i næsten 50 år, før det blev genopdaget. Da det blev genopdaget i slutningen af 1960'erne, blev det betragtet som bemærkelsesværdigt moderne og reflekterende over den stifindende form, hvori Langgaard komponerede. I 2010 fik Sfærernes musik sin britiske premiere ved BBC's promenadekoncerter, dirigeret af Thomas Dausgaard.[6]

Hans uortodokse stil og følelse af drama udvidedes til titlerne på hans kompositioner. Hans fjerde og sjette symfonier er kendt som Løvfald og Det Himmelrivende. Hans symfonier nr. 13 og 16 hedder henholdsvis Undertro og Syndflod af Sol. Eksempler på beskrivende navne til individuelle satser kan nævnes Trådløse Caruso og Compulsiv Energi samt Fædre, der skynder sig til kontoret (i symfoni nr. 14, om morgenen).

Hans samlede produktion omfatter over 400 værker heraf mere end 150 sange, arbejder for klaver, orgel og en opera med titlen Antikrist.

Hæder redigér

Rued Langgaards Vej i den nordlige del af Ørestad blev i 2000 opkaldt efter ham.

I 1986 blev udgivet en dansk portrætfilm om Langgaard under titlen Rued Langgaard.

Værker redigér

Symfonier redigér

  • 1. Symfoni „Klippepastoraler“ 1908–11
  • 2. Symfoni „Vaarbrud“ 1912–14, 1926–33 rev.
    • med sopran solo
  • 3. Symfoni „Ungdomsbrus“ 1915–16
    • med klaver solo og fælleskor ad libitum
  • 4. Symfoni „Løvfald“ (Herbstpfade) 1916/1920
  • 5. Symfoni „Steppenatur“ (Steppennatur) 1931, førsteopførelse 1917/1918
  • 6. Symfoni „Det Himmelrivende“ (Das Himmelreißende) 1919–20, 1928–30 rev.
  • 7. Symfoni „Ved Tordenskjold i Holmens Kirke“ 1925–26, 1930–32 rev.
  • 8. Symfoni „Minder ved Amalienborg“ 1926–34
    • med fælleskor
  • 9. Symfoni „Fra Dronning Dagmars By“ 1942
  • 10. Symfoni „Hin Torden-Bolig“ 1944–45
  • 11. Symfoni „Ixion“ 1944–45
  • 12. Symfoni „Hélsingeborg“ 1946
  • 13. Symfoni „Undertro“ 1946–47
  • 14. Symfoni / Suite „Morgenen“ 1947–48, 1951 rev.
    • med fælleskor
       
      Mindeplade for Rued Langgaard, Gravsgade 21, Ribe
  • 15. Symfoni „Søstormen“ 1949
    • med bariton-solo og mandskor
  • 16. Symfoni „Syndflod af Sol“ 1950–51

Andre orkesterværker redigér

  • Drapa (i anledning af Edvard Griegs død, 1907–09), BVN. 20
  • Heltedød (1907–08), BVN. 24
  • Sphinx (1907–13), BVN. 37
  • Saga blot (1917–19), BVN. 140
  • Symfonisk Festspil (1917–20), BVN. 166
  • Prelude to "Antikrist" (original version, 1921–23), BVN. 170:1
  • Music for "En Digters Drøm" (1923–26), BVN. 181
  • Musernes Dans paa Helikon (Concert Ouverture, 1925/1939), BVN. 185
  • Prelude to "Fortabelsen (Antikrist)" (1921-23/1926-30), BVN. 192:1
  • Prelude to "Komedien om Enhver" (1921-23/1936), BVN. 232
  • The Danish National Radio (Fanfarer, 1948), BVN. 351
  • Mistèrio "Dødssejleren" efter Liszt (1931–32)

Kammermusik redigér

  • Strygekvartet nr. 1 (1914-15/1936), BVN. 68
  • Strygekvartet nr. 2 (1918), BVN. 145
  • Strygekvartet nr. 3 (1924), BVN. 183
  • Strygekvartet nr. 4 "Sommerdage" (1914-18/1931), BVN. 215
  • Strygekvartet nr. 5 (1925/1926-38), BVN. 189
  • Strygekvartet nr. 6 (1918–19), BVN. 160
  • Strygekvartet i A flat (1918), BVN. 155
  • Violinsonate nr. 1 "Viole" (1915/1945), BVN. 94
  • Violinsonate nr. 2 "Den store Mester kommer" (1920–21), BVN. 167
  • Violinsonate nr. 3 (1945–49), BVN. 312
  • Violinsonate nr. 4 "Parce nobis, Jesu!" (1949), BVN. 376
  • Septet (for blæsere, 1915), BVN. 95
  • Humoreske (sextet for blæsere og tromme, 1922–23), BVN. 176

Noter redigér

  1. ^ Kraks Blå Bog, register
  2. ^ Valdemar Lønsted (16. august 2010). "Rued Langgaards indtog i Royal Albert Hall". Information.
  3. ^ Hammerich, s. 419
  4. ^ a b c d Hammerich, s. 420
  5. ^ "Langgaard, 2. Rud Immanuel" (i: Nordisk Familjebok, Uggleuplagan, bind 37 (1925), sp. 64)
  6. ^ Hewett, Ivan (5. august 2010). "Rued Langgaard: return of a visionary composer". The Daily Telegraph.

Litteratur redigér

Eksterne henvisninger redigér

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Rued_Langgaard&oldid=11612062"