Seikantunnelen

(Omdirigeret fra Sejkantunnelen)

Seikantunnelen er verdens næstlængste jernbanetunnel med en længde på 53,85 kilometer. Tunnelen går 240 meter under havets overflade og 100 meter under bunden af Tsugarustrædet mellem Tsugaru-halvøen i Aomori-præfekturetJapans hovedø, Honshū, og Matsumae-halvøen på øen Hokkaidō.

Indkørslen til tunnelen fra Honshū-siden.

Tunnelen blev påbegyndt i juni 1972 og stod færdigbygget i 1983. Konstruktionsarbejdet kostede i alt 66 menneskeliv. Den første prøvekørsel fandt først sted den 13. marts 1988.

Selvom det indtil 2016 var den længste trafiktunnel (jernbane eller vej) i verden, har billigere flyrejser gjort, at Seikantunnelen bruges mindre. Dens krav på rekorden forsvandt, da Gotthard Basistunnelen, en anden jernbanetunnel, blev færdig i 2016.

Historie redigér

At forbinde Honshū og Hokkaidō var noget, man havde overvejet siden Taishō perioden (1912-1925), men seriøse undersøgelser begyndte først i 1946, på grund af tabet af territorier efter 2. verdenskrig og behovet for at genhuse folk som returnerede fra disse territorier. I 1954 sank 5 færger inklusive Toya Maru under en tyfon, hvorved 1.430 mennesker mistede livet. Det følgende år satte de japanske statsbaner, JNR, fart på tunnel-undersøgelserne.[1]

Tidslinie
24. april 1946 Geologiske undersøgelser indledes
26. september 1954 Toya Maru synker
i Tsugaru-strædet
23. marts 1964 Japan Railway Construction
Public Corporation
etableret
28. september 1971 Hovedtunnel konstruktionen indledes
27. januar 1983 Pilot tunnel - hul igennem
10. marts 1985 Hovedtunnel - hul igennem
13. marts 1988 Tunnelen åbnes
Kilde: [1]

En anden overvejelse var den voksende trafik mellem de to øer. En blomstrende økonomi så trafik-niveauer på den JNR-drevne Seikan-færge fordoblet til 4.040.000 personer/år fra 1955 til 1965, og godsmængder voksede 1,7 gange til 6.240.000 tons/år. I 1971 forudså trafikfremskrivninger, at trafikken ville vokse så meget, at den ville overskride kapaciteten ved færgelejet, som var begrænset af geografiske forhold. I september 1971 blev beslutningen taget om at begynde arbejdet med tunnelen. Et Shinkansen-kapabelt krydssnit blev lagt, med planer om at udvide Shinkansen netværket

Konstruktion redigér

 
Tværsnit af linieføringen.
 
(2): Service tunnel, 4 - 5 meter bred, beliggende 30 meter fra hovedtunnelen.(4): Forbindende rør for hver ca. 600 m.(3): Pilot tunnel, 3,6 - 5 meter bred. (1): Hovedtunnel. 11 - 11,4 meter bred. (Hestesko-form er vist, men et cirkulært snit blev brugt i områder med vanskelig geologi).

De første geologiske undersøgelser fandt sted mellem 1946 og 1963, og omfattede: boring i havbunden, soniske undersøgelser, undervandsboringer, observationer ved hjælp af mini-ubåd, og seismiske og magnetiske undersøgelser. Men for at få en større forståelse af hvad man havde med at gøre, blev der foretaget horisontale pilot boringer, i både service og pilot tunnelerne.

Tunnelkonstruktionen begyndte samtidig fra både den nordlige og den sydlige ende. Afsnittende på tørt land blev tacklet med traditionelle bjergtunnel-teknikker, med en enkelt hovedtunnel. Men for de 23,3 km. som var under vandet, blev der lavet tre boringer med forskellig diametre: en første pilot tunnel, en service tunnel, og endelig hovedtunnelen. Servicetunnelen blev periodevis forbundet med hovedtunnelen med en serie af forbindende rør, i 600 til 1.000 m. intervaller. Pilottunnelen tjente som servicetunnel for det 5 km. lange center stykke.

Brugen af en tunnelboremaskine (TBM) under Tsugaru-strædet blev aflyst efter mindre end 2 km. på grund af klippens varierende beskaffenhed og besvær med at komme ind til fronten for at tage avancerede injektionsmetoder i anvendelse. Sprængning med dynamit og mekanisk hakning blev herefter brugt.

Se også redigér

Noter redigér

  1. ^ a b Matsuo, S. (1986). "An overview of the Seikan Tunnel Project Under the Ocean". Tunnelling and Underground Space Technology. 1 (3/4): 323-331. doi:10.1016/0886-7798(86)90015-5.

Koordinater: 41°18′57″N 140°20′06″Ø / 41.3157°N 140.3351°Ø / 41.3157; 140.3351