1664 - Den nederlandske koloni Nieuw Amsterdam i Nordamerika overdrages til englænderne, der i 1669 ændrer områdets navn til New York.
1908 - Tidligere justitsminister, gehejmekonferensråd P.A. Alberti melder sig selv til politiet for bedrageri og falskneri for 15 millioner kr. Han havde taget sin afsked som justitsminister 1½ måned tidligere. Albertis bedrageri var sket over for hans egen sparekasse og smøreksportforeningen. I 1910 blev Alberti ved en rigsretssag idømt 8 års tugthus.
1966 - Første afsnit af tv-serien Star Trek sendes på NBC i USA. Serien kørte i tre år uden at opnå voldsom stor popularitet. Senere fik serien dog kultstatus og blev genoptaget i 1980'erne.
1986 - Én bliver dræbt og 15 såret ved et bombeattentat på Rådhuset i Paris. Attentatet er det første af fem, der rammer Frankrig i løbet af 14 dage.
1987 - Ved Folketingsvalget bliver SF valgets vinder, men Firkløverregeringen (C, V, CD og Kr.F.) under Poul Schlüter fortsætter, trods et tab af 5 mandater. SF fik en fremgang på 6 mandater og Fremskridtspartiet på 3. Det nye parti Fælles Kurs, ledet af formanden for Sømændenes Forbund, Preben Møller Hansen, kommer ind med 4 mandater, mens VS røg ud af Folketinget.
1988 - Cubaneren Javier Sotomayor sætter ny verdensrekord i højdespring med 2,43 meter ved et stævne i Salamanca, Spanien. Den tidligere rekord tilhørte svenskeren Patrick Sjöberg og lød på 2,42 meter.
1989 - Alle 55 om bord omkommer, da et norsk passagerfly styrter ned i Skagerrak, nordøst for Hirtshals. Det var den hidtil alvorligste ulykke i norsk civilflyvnings historie - og den mest dødelige flyulykke i dansk luftrum.
1993 - Det danske fodboldlandshold vinder i Tirana en VM-kvalifikationskamp mod Albanien med 1-0. Målet blev scoret af Frank Pingel.
1993 - Den hæderkronede fodboldklub BK Frem erklæres konkurs - og tvinges dermed til nedrykning fra 1. division til Danmarksserien.
1993 - Den kinesiske kvinde Wang Junxia sætter i Beijing, Kina verdensrekord i 10.000 meter løb med tiden 29.31,78 minutter. Rekorden stod stadig i 1997.
1994 - De sidste af de vestlige allieredes soldater forlader Berlin ved en stor ceremoni.