Vild hør

(Omdirigeret fra Vild Hør)

Vild Hør (Linum catharticum) er en ret spæd, 5-25 cm høj urt, der vokser på enge og vejkanter. Frøene kan anvendes som et let afføringsmiddel.

Vild Hør
 
 
Videnskabelig klassifikation
Rige Plantae (Planter)
Division Magnoliophyta (Dækfrøede)
Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden Malpighiales (Barbadoskirsebær-ordenen)
Familie Linaceae (Hør-familien)
Slægt Linum (Hør)
Art L. catharticum
Videnskabeligt artsnavn
Linum catharticum
L.
Hjælp til læsning af taksobokse

Beskrivelse redigér

Vild Hør er en ret spæd, énårig plante med en opret vækst. De glatte stængler er kun ganske lidt forgrenede fra grunden, men ender i en rigt gaffelgrenet, åben kvast. De nederste blade sidder modsat, mens de øverste er mere eller mindre spredtstillede.

Bladene er lancetformede med hel rand, og oversiden er lyst grågrøn, mens undersiden er en smule mere bleg. Begge sider er helt hårløse. Blomstringen sker i juni-august, hvor man ser de hvide blomster med gult svælg sidde enligt ved spidsen af alle skudforgreninger. Frugten er en 5-rummet kapsel med få frø.


Rodnettet er meget fint trævlet, men når alligevel både dybt ned og vidt omkring.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,25 x 0,10 m (25 x 10 cm/år).

Voksested redigér

Planten er udbredt i Nordafrika og over det meste af Europa (fra Irland til Grækenland) og derfra videre gennem Kaukasus til Iran. Arten holder til på fugtige, tørveholdige enge, halvtørre græsgange, i siv- og kogleaksbevoksninger, lavmoser m.m. Den ynder vinterfugtige, sommertørre voksesteder og er i øvrigt almindeligt forekommende i Danmark.

Anvendelse i medicinen redigér

Frøene kan anvendes som et let afføringsmiddel, hvilket det videnskabelige artsepitet sigter til (græsk karthartikós – rensende). Planten indeholder garvestoffer og det giftige bitterstof linin.


 Søsterprojekter med yderligere information:



Kilder redigér

  • Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 8702112191.

Eksterne henvisninger redigér