Animisme
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Animisme eller naturbesjæling er den religiøse overbevisning at dyr, planter og for nogle også ikke levende objekter og fænomener, inderholder en spirituel essens, også kaldt ånd eller sjæl. Animisme er også troen på at der ikke er separation af den åndelige verden og fysiske verden. Animisme omfatter også abstrakte koncepter som ord har magisk betydning, og ting har sande navne.
Animisme tillægges en lang række religioner, som shintoisme, serer, hinduisme, buddhisme, jainisme, panteisme, hedenskab, og nyhedenskab. Animisme bruges også til at beskrive den almindelige verdensopfattelse blandt jægere og samlere samfund. Animistisk verdenssyn deles også af dele af new age bevægelsen.
Hvor begrebet animisme fortsat anvendes hyppigt i nyhedenske og new age miljøer, er brugen af begrebet inden for den moderne religionsvidenskab ikke længere almindeligt, da animisme ses som en forsimplet og forældet måde at beskrive naturfolks religioner, på linje med ideer om såkaldt primitiv religion og animatisme.[1]
AntropologiRediger
Ordet kommer af det latinske ord ”animus” (sjæl, åndedræt, livskraft, mod og passion). Ordet er introduceret og defineret af Georg Ernst Stahl og Edward Burnett Tylor. Stahl mener at "dyrelivet er produceret af en immateriel sjæl." og Tylor kalder Animisme "en idé om gennemtrængende kraft af liv og vilje i naturen".[2]
Især Tylor var af den opfattelse at et samfunds udviklingsstadier afspejles i de religiøse forestillinger, hvor udviklingen formodes at gå fra animisme over polyteisme til monoteisme. Det betyder at han opfattede jægere og samlere samfund som laverestående, fordi de ikke var nået videre i deres spirituelle udvikling, i modsætning til de højere udviklede englændere.
Animisme og PanteismeRediger
Animisme og Panteisme minder meget om hinanden, fordi de begge opfatter verden som værende spirituel af natur og indeholdende spirituel essens. Det er dog 2 forskellige verdens opfattelser, Animisme fokuserer på at ting har en individuel sjæl, i Panteisme deler alting den spirituelle essens.
Rediger
En populær opfattelse i animisme er ideen om at ord har magisk kraft i sig selv, og at ting og væsner har særlige sande navne, som giver særlig kraft, hvis man kender eller udtaler dem.
Det er et gennemgående tema i mange religioner at gud eller guderne havde særlige hellige navne som var forbeholdt særligt indviede personer. Og anvendelsen af sande navne havde en særlig kraft. Et andet almindeligt tema i mange religioner er skabelsen gennem det talte ord, hvor guden taler ting til at eksistere.
Konceptet har til alle tider været populært, fra gamle myter og folkeeventyr, til den nyere fantasy genre.
Se ogsåRediger
ReferencerRediger
- ^ Finn Stefánsson og Asger Sørensen, red. (1998). Gyldendals Religionsleksikon. Gyldendals Bogklubber.
- ^ Sir Edward Burnett Tylor (1871). Primitive Culture: Researches Into the Development of Mythology, Philosophy, Religion, Art, and Custom. J. Murray. s. 260.