Åbn hovedmenuen

Ole Peter Arnulf Øverland (27. april 1889 i Kristiansund-25. marts 1968 i Oslo) var en norsk forfatter, lyriker og riksmålsforkæmper.

Arnulf Øverland

Portrett av Arnulf Øverland.jpg

Arnulf ØverlandFoto: Postkort, Nasjonalbiblioteket
Personlig information
Født 27. april 1889Rediger på Wikidata
KristiansundRediger på Wikidata
Død 25. marts 1968 (78 år)Rediger på Wikidata
OsloRediger på Wikidata
Gravsted Vår Frelsers gravlundRediger på Wikidata
Bopæl GrottenRediger på Wikidata
Ægtefæller Hildur Arntzen (1918-1939),
Bartholine Eufemia Leganger (1940-1945),
Margrete Aamot Øverland (1945-1968)Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Oslo katedralskoleRediger på Wikidata
Medlem af Det Norske Akademi for Sprog og LitteraturRediger på Wikidata
Beskæftigelse Skribent, digterRediger på Wikidata
Genre Lyrik, prosaRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Doblougprisen (1951),
Gyldendals legat (1935),
Lytterprisen (1965),
Mads Wiel Nygaards legat (1961)Rediger på Wikidata
Fængslet i SachsenhausenRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Arnulf Øverland blev født i Kristiansund, men voksede op i fattige kår i Bergen og mistede tidligt sin far. Tolv år gammel flyttede han med moren og sine to brødre til Kristiania. I 1911 fik han tuberkulose og blev indlagt på Gjøsegaarden sanatorium i Kongsvinger. Samme år debuterede han som forfatter med lyriksamlingen Den ensomme fest.

Indholdsfortegnelse

Politisk udviklingRediger

Han blev central i det norske digtermiljø i mellemkrigstiden, særlig i kredsen omkring det kommunistiske tidsskrift Mot Dag, og han stillede sig meget kritisk til nazismen. Han forlod sit kommunistiske ståsted i løbet af 1930'erne på grund af Stalins politik i Sovjetunionen. I efterkrigstiden skrev han et utal artikler, avisindlæg og foredrag om de sovjetiske slavelejre, censuren og den politiske ufrihed østpå, og manede til forsvar mod den trussel mod verdensfreden, som sovjetregimet var kommet til at udgøre.[1]

Tiltalt for blasfemiRediger

Arnulf Øverland var ateist og blev i 1933 tiltalt for blasfemi efter sit foredrag Kristendommen, den tiende landeplage i Studentersamfundet i Oslo 21. januar. Han blev anmeldt af Menighetsfakultetets professor Ole Hallesby. Øverland blev frifundet, og senere er ingen blevet tiltalt for blasfemi i Norge. I foredraget gik han kraftigt ud imod primært den katolske kirke, og kaldte nadveren "denne væmmelige, kannibalske magi".[2]

I KZ-lejr under besættelsenRediger

Under anden verdenskrig skrev han en række kendte modstandsdigte. Han blev arresteret i 1941 og sat i Møllergaten 19 (politigården i Oslo), Grini og i 1942 Sachsenhausen, men overlevede. I Sachsenhausen havde han det først slemt på skiftarbejde ved en skofabrik; men senere havnede han sammen med blandt andre Emil Stang i "stoppebanden", der stoppede strømper og vanter for tyskerne. De stoppede også strømper for medfangerne, og indrømmede da at gøre et helt anderledes solidt arbejde. Som nordboere slap de for at få hovedet barberet. I 1942 var madforsyningerne yderst slette, og en brødskorpe guld værd; men fra 1943 sørgede Røde Kors for madpakker, og Øverland delte med nyankomne. Han var det uforglemmelige højdepunkt juleaften 1943, da han iført den kolossale vinterfrakke, han havde byttet til sig, deklamerede sit digt Jul i Sachsenhausen for de andre fanger:[3]

Et juletræ er tændt på galgebakken.
Vi sidder bænket ved vor suppeskål
og dufter stille af den sure kål,
og har det hyggeligt her i barakken.(...)
Nu har vi vasket vore suppekrus,
og vi la'r synke vore slidte næver,
mens vore længselssyge tanker svæver
om brændte grunde og forladte hus.
Det var vort hjem!
Og vore kære, hvordan går det dem?[4]

LitteratursynRediger

Arnulf Øverland var tilhænger af en traditionalistisk lyrik og kritiserede moderne poesi ved flere anledninger. Traditionel var han hele tiden, men særlig er han kendt for sammen med André Bjerke at have startet "tungetaledebatten" i 1950'erne. I sit foredrag "Tungetale fra Parnasset" tog han et opgør med det modernistiske formsprog: "Et desperat menneske skriger, men skriget er ikke noget digt!"[5]

Tillidshverv og hæderRediger

 
Norske kunstneres æresbolig, "Grotten" ved slotsparken i Oslo.
Foto: Hans A. Rosbach

Øverland var formand for Det Norske Studentersamfund i 1923 og for Den Norske Forfatterforening 1923–28. Han var medstifter af Det Norske Akademi for Sprog og Litteratur.

Efter anden verdenskrig spillede Øverland en markant rolle i den norske sprogstrid. Han var formand for Riksmålsforbundet fra 1947 til 1956 og Forfatterforeningen av 1952 fra 1952 til 1953. I sin indsats for det norske rigsmål førte han ligesom André Bjerke en indbidt kamp mod det konstruerede sprog samnorsk, der blev påtvunget befolkningen efter krigen: "Mange mennesker har aldrig lært at tale rent. Det er sinkernes vrøvl vi nu skal lære," skrev han i sit essay "Hvor ofte skal vi skifte sprog?" fra 1948.[6]

Han var tildelt Statens kunstnerlønn fra 1938 og boede i æresboligen "Grotten" i slotsparken i Oslo fra 1946 og frem til sin død. Hans enke, journalisten Margrete Aamot, blev boende der i ti år til hun døde i 1978.[7]

FamilieRediger

Åsil Øverland blev født på forældrenes et års bryllupsdag. Begge havde siddet i KZ-lejr under krigen, og følte nu, at livet kom tilbage. Øverland havde været gift to gange uden at få børn; først i sit tredje ægteskab med Margrete blev han far, først til Åsil og halvandet år senere til Eli. De to piger voksede op i "Grotten". Da Åsil begyndte i skole i 1953, var hendes far landskendt. Det var ikke altid så nemt at forsvare sådan en far - hvorfor han var så gammel, ikke havde et ordentlig arbejde, ikke kunne udtale r-lyden som i Oslo. Janteloven stod den gang stærkt. Åsil Øverland blev grafiker. og skrev en bog om sin far.[8] Hun levede ikke op til hans forventninger, men stod ham ellers nær. Mange underlige mennesker kom på besøg, og hver søndag var der åbent hus mellem kl. 17 og 18. Nogle fik serveret kaffe. De kom med digte, religiøse spørgsmål og måske psykiske problemer. Der kom også mange breve med udvalgte bibelsteder, nok i håb om at omvende ham.[9]

BibliografiRediger

LyrikRediger

  • 1965 Livets minutter – lyrik
  • 1962 På Nebo Bjerg – lyrik
  • 1960 Den rykende tande – lyrik
  • 1956 Sverdet bak døren – lyrik
  • 1947 Fiskeren og hans sjel – lyrik
  • 1946 Tilbake til livet – lyrik
  • 1945 Vi overlever alt – lyrik
  • 1940 Ord i alvor til det norske folk – lyrik (ny udgave 1959)
  • 1937 Den røde front – lyrik
  • 1936Du må ikke sove – digte (del af digtsamlingen Den røde front fra 1937)
  • 1934Riket er ditt – lyrik
  • 1934 Jeg besværger dig – lyrik
  • 1930 Gi mig ditt hjerte – lyrik
  • 1929Birkeland i mitt Hjerte
  • 1929 Hustavler – lyrik
  • 1927 Berget det blå – lyrik
  • 1919 Brød og vin – lyrik
  • 1915 Advent – lyrik
  • 1912 De hundrede violiner – lyrik
  • 1911 Den ensomme fest – lyrik

NovellerRediger

  • 1964 Møllerupgåsens liv og himmelfart og andre troverdige betraktninger – noveller
  • 1931 Gud plantet en have – noveller
  • 1923 Deilig er jorden – noveller
  • 1916 Den haarde fred – noveller

DramatikRediger

  • 1917 Venner, drama

Essays og artiklerRediger

  • 1967Torstein spelar langeleik og munnspel – essay
  • 1967 Sprog og usprog – artikler
  • 1964 Hvor gammelt er Norge? – essays
  • 1963 I tjeneste hos ordene – artikler
  • 1959 Verset – hvordan blir det til? – essays
  • 1958 Om Gud skulle bli lei av oss – artikler
  • 1956 Riksmål, landsmål og slagsmål – essays
  • 1954 I beundring og forargelse – artikler
  • 1952 Har jorden plass til oss? – artikler
  • 1949 Nordiske randstater eller atlantisk fred – artikler
  • 1949 Bokmålet – et avstumpet landsmål? – artikler
  • 1948 Nøitralitet eller vestblokk – artikler
  • 1948 Hvor ofte skal vi skifte sprog? – artikler
  • 1947 Norden mellom øst og vest – essays
  • 1946 Det har ringt for annen gang – artikler
  • 1940 Er vort sprog avskaffet? – artikler
  • 1939 Forpostfektninger – essays
  • 1935 Det frie ord – essays
  • 1933 Tre foredrag til offentlig forargelse – artikler (gjenutgitt 2006, e-bok 2011)
  • 1927 Kapital og åndsarbeide – essays
  • 1926 Olav Duun – essays
  • 1920 Norske kunstnere. Edvard Munch – essays

Priser, udmærkelser og nomineringer (udvalg)Rediger

NoterRediger

LitteraturRediger

Willy Dahl: Arnulf Øverland: en biografi. Oslo, 1989.

Eksterne henvisningerRediger