Asymmetrisk krigsførelse

Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Asymmetrisk krigsførelse beskriver en form for krigsførelse, hvor to parter har forskellige militære kapaciteter eller metoder til krigen. I et sådant tilfælde må den svage part udnytte sine specielle fordele eller modstanderens svagheder for at have nogen mulighed for at opnå sine mål.

Begrebet opstod under NATO-kampagnen Operation Allied Force mod Jugoslavien i 1999[kilde mangler], men er som fænomen flere hundrede år gammelt. Den jugoslaviske hær benyttede sig af vildledning og camouflage for at fortsætte modstanden på trods af en massiv luftkampagne fra NATOs side.

Under krigen i Afghanistan, hvor Danmark deltog i ISAF-styrken, benyttede Taliban sig af assymmetrisk krigsførelse. Det internationale samfund med USA i spidsen sendte det ypperligste militære isenkram til Afghanistan og var med radarer, satellitter, bombefly, helikoptere, artilleri og fjernstyrede droner fjenden langt overlegen. Derfor kom der færre af de klassiske kampe med to fronter. Taliban måtte i stedet ty til asymmetrisk krig med selvmordsbomber, improviserede miner og nedgravede vejsidebomber.

En stærk hær vil tabe, hvis den ikke vinder.
En svag guerilla vil vinde, hvis den ikke taber.

Henry Kissinger, tidligere amerikansk udenrigsminister[1]

Guerillakrig er et eksempel på asymmetrisk krigsførelse.

Eksempler på asymmetriske krigeRediger

Se ogsåRediger

ReferencerRediger

  1. ^ Harste (2020), s. 47.

LitteraturRediger

Eksterne henvisningerRediger