Åbn hovedmenuen
Auguste Renoir: La danse á la campagne, ca. 1890, blødgrundsætsning

Blødgrund er en fedtholdig ætsegrund, der benyttes i det kunstneriske grafiske arbejde som en dækkende overflade til ætsning af metalplader så som kobber og zink.

Blødgrundsætsning er en dybtryksteknik, hvor blødgrunden beskytter pladen, så kun det blotlagte metal udsættes for syre under ætsningen. Denne form for ætsegrund størkner ikke men vedbliver at være blød pga. indholdet af fedtstof og er derfor meget modtagelig for berøring. Sætter man fingeraftryk på pladen, smelter ætsegrunden øjeblikkelig og efterlader et nøjagtigt fingeraftryk.

Med radering i blødgrund kan man efterligne stregen i blyants- og kridttegninger. I nyere tid benyttes teknikken ofte eksperimenterende for at kunne skabe teksturtryk af forskellige materialer på pladen.

En anden type ætsegrund er den mere faste hårdgrund, som ved radering efterlader en skarp, jævn streg modsat blødgrundens mere kornede. Ud over den traditionelle blødgrund, der omtales her, findes der en non-toxic teknik, der efterhånden har vundet udbredelse.

Teknikken blødgrundsætsning omtales her.

Alternative betegnelserRediger

Typer af blødgrundRediger

Blødgrund er en fedtholdig ætsegrund, der fås i fast og i flydende form og kan erhverves i velassorterede butikker, der forhandler kunstnermaterialer. Man kan også lave sin egen blødgrund.

Fast form

Pladen opvarmes på en varmeplade ved ikke for høj varme, ca. 40 grader. Er pladen for varm, vil valsen ikke efterlade ætsegrunden ordentligt på pladen. Ætsegrunden valses tyndt og jævnt ud over hele pladens overflade med en læder- eller gummivalse. Alternativt bruges en dabber. Benyt helst separat dabber og valse til hhv. blød- og hårdgrund pga. deres forskellige smeltepunkt, alternativt skal den rengøres omhyggeligt efter brug. Pladen afkøles helt efter påføring af ætsegrunden.

Flydende form

Flydende blødgrund påføres jævnt med en pensel på hele pladens overflade. Pladen skal være kold. Fælles for begge varianter gælder, at blødgrunden skal optørre helt, førend man begynder at arbejde i den[1]

Opskrifter på blødgrundRediger

Der er udviklet en del opskrifter til at fremstille sin egen blødgrund. Nedenstående opskrifter er omtalt i Autenrieth, Wolfgang: Vernis Mou - Neue und alte Techniken der Radierung und Edeldruckverfahren[2].

1. Opskrift med flydende ætsegrund

Ingredienser:

Flydende ætsegrund

Talgfedt

Blandes, til det får en konsistens som margarine

2. Opskrift med hårdgrund

Ingredienser:

2 dele hårdgrund

1 del talgfedt

Hårdgrunden opvarmes i et vandbad og blandes med margarine eller talg. Læderfedt kan benyttes

3. Opskrift efter L. Bergmann

Ingredienser:

3 dele voks

2 dele pulveriseret asfalt

1 del talg

Terpentin

Smelt voksen med det pulveriserede asfalt under konstant omrøring og tilføj talgen. Kog det hele i 5 minutter og lad den køle. Tilføj derefter så megen terpentinolie, at blandingen bliver hård

4. Opskrift efter Preissig

Ingredienser:

1 del organisk fedt (mere om sommeren, mindre om vinteren)

2 dele smeltet asfalt eller ætsegrund af et andet fast stof bestående af en transparent substans

5. Opskrift. Hærdet blødgrund

Ingredienser:

Hårdgrund

Æterisk lavendelolie

Opvarm hårdgrunden og bland den med lavendelolie. Det giver en tyk pasta, der påføres pladen med en valse. Fordelen ved denne opskrift: Når motivet er overført på pladen, kan blødgrunden hærdes ved forsigtig opvarmning, fordi lavendelolie fordamper ved opvarmning. Det gør blødgrunden mindre modtagelig for skader

6. Opskrift. Trykfarve til bogtryk

Ingredienser:

Trykfarve til bogtryk

Visse trykfarver til bogtryk indeholder fedt og er velegnet som blødgrund. Sværten valses på pladen

7. Opskrift. Skivoks / skovoks

Ingredienser:

Skivoks (voksspray)

Voksen er vandtæt, syrebestandigt. Skovoks fås som bivoks i spraydåser. Pladen må ikke opvarmes efter påføring af spray

HistorieRediger

Blød ætsegrund blev opfundet omkring 1620 af den schweiziske kobberstikker og maler Dietrich Meyer (1572-1658), hvor han begyndte at tilsætte hårdgrunden fedtstof. Deciderede teknikker blev dog først udbredt i midten af 1700-tallet[3]

Oprindelig benyttede kunstnere teknikken blødgrund for at efterligne blyants- og kridttegninger. I nyere tid benyttes teknikken ofte eksperimenterende for at kunne skabe teksturtryk af forskellige materialer på pladen[4].

Kunstnere der har arbejdet med blødgrundRediger

 
Emil Orlik: Gustav Mahler, 1902, blødgrundsætsning og koldnål

En lang række kunstnere har gennem tidens løb benyttet blødgrundsteknikken i deres kunstneriske arbejde, nogle gange som et selvstændigt udtryk men ofte i sammenhæng med andre grafiske teknikker så som stregætsning, akvatinte og koldnålsradering.

Blandt kunstnere, der kontinuerligt har beskæftiget sig med blødgrund, kan nævnes Rembrandt (1606-1669), Auguste Renoir (1841-1919), Edgar Degas (1834-1917), Lovis Corinth (1858-1925) og Käthe Kollwitz (1867-1940).

I Danmark har billedkunstneren Pernille Kløvedal Helweg (1946) arbejdet og eksperimenteret en del med blødgrundsætsninger i stort format med dyrespor. Kløvedal Helweg har ladet dyr som isbjørn, elefant, næsehorn og skildpadde bevæge sig fysisk hen over trykplader præpareret med ætsegrund, hvorefter sporene blev ætset ned i pladen. Det største tryk stammer fra en 5 meter lang grindehval, og i radioprogrammet Hvalen på kobberpladenDR - Stedsans fortæller kunstneren om sit grafiske projekt[5].

LitteraturRediger

  • Agerbo, Bjarne, Grafiske teknikker, 1998
  • Autenrieth, Wolfgang: Neue und alte Techniken der Radierung und Edeldruckverfahren - Ein alchemistisches Werkstattbuch für Radierer : Vom 'Hexenmehl und Drachenblut' zur Fotopolymerschicht. Tipps, Tricks, Anleitungen und Rezepte aus fünf Jahrhunderten, 2010, ISBN 978-3-00-035619-3 [Findes også som internet"bog". Se under eksterne links]
  • Chamberlain, Walter: The Thames and Hudson Manual of etching and engraving, 1972
  • Hind, Arthur Mayger: A History of Engraving and Etching, 2011
  • Holstein, Bent: Lær grafik, 1970
  • Koschatzky, Walter: Die Kunst der Graphik. 11. oplag, 1993, ISBN 3-423-02868-8
  • Schantz, Philip von: De grafiske metoder, 1969
  • Steinbacher, Volker: Workshop Radierung, Gravieren, Drucken, Kolorieren, 2006, ISBN 3-8241-1337-6

VideoRediger

NoterRediger

  1. ^ Holstein, Bent: Lær grafik, 1970, s. 37.
  2. ^ Autenrieth, Wolfgang: Vernis Mou - Neue und alte Techniken der Radierung und Edeldruckverfahren.
  3. ^ Agerbo, Bjarne, Grafiske teknikker, 1998, s. 5
  4. ^ Chamberlain, Walter: The Thames and Hudson Manual of etching and engraving, 1972, s. 53
  5. ^ Hvalen på kobberpladen. Radioprogram om Pernille Kløvedal Helwegs grafiske arbejde med dyrespor på blødgrund

Eksterne henvisningerRediger