Bruger:Alexandramander/sandkasse

Hinduisme er en indisk religion og levevis, der er en af verdens ældste, og den har en kompleks og mangfoldig karakter.[1][2][3][4] Det er vigtigt at bemærke, at hinduismen ikke er baseret på en enkelt stifter eller en ensartet lære, som flere andre verdensreligioner.[5] I stedet er hinduismen en samling af forskellige religiøse, kulturelle og filosofiske traditioner, der har udviklet sig over tusinder af år på det indiske subkontinent.[3]

Det er vigtigt at bemærke, at hinduismen er yderst mangfoldig, og troende kan have forskellige forestillinger og praksisser. Hinduismen har en åben tilgang til spiritualitet og anerkender værdien af personlig søgen efter sandhed og åndelighed.

Hinduisme er betegnelsen for en række forskellige religiøse traditioner med oprindelse i Sydasien (det moderne Indien, Sri Lanka, Nepal, Bangladesh, og historisk også i Pakistan før indførelsen af Islam[6]).

Hinduismen har over 1 milliard tilhængere, hvoraf omkring 905 millioner bor i Indien. De fleste af de øvrige lever i resten af Syd-og Sydøstasien, men også i Øst- og Sydafrika, på Mauritius, Caribien, Europa (især Storbritannien), USA og Canada lever mange hinduer, primært gamle og nye emigranter fra Indien.

I modsætning til buddhisme, kristendom og islam har hinduismen ingen religionsstifter.[7][6][8][9] Af samme grund er hinduismens forestillingsverden og praksis heller ikke et sammenhængende system, men snarere en række temaer og praksisser spundet sammen igennem en lang historisk udvikling.

Hinduismen er ikke bare en religion, men omfatter også flere former for filosofi, der ofte har et åndeligt fokus.[10] Kernen i hinduistisk filosofi kan ikke let reduceres til en enkelt idé eller doktrin, da hinduismen er præget af en mangfoldighed af tanker og tilgange.

Historie redigér

 
Hinduistisk sadhu.

I den ældste periode, den "vediske" (cirka 1.500-500 år før vor tidsregning) var offerkulten i centrum. Ved kulten i hjemmene var føde som smør og brød det typiske offer. I den offentlige kult indgik også dyreofre.

Kulten blev varetaget af præsteklassen (brahmanerne, senere betegnet brahminerne), og i denne opstod gradvist fire tekstsamlinger, Vedaerne, der indeholdt henholdsvis hymner, sange, offerformularer og trylleformularer[11][12].

Med ekspansionen af den vediske kultur og i sammenhæng med en øget urbanisering og handel opstod nye strømninger omkring 500 f.Kr. Fokus bevægede sig væk fra ofrene og den ydre kult til en meditativ og asketisk religionsform.

Upanishaderne

Både Yoga, oprindeligt et system af meditationsøvelser, jainisme og buddhisme opstod i denne periode. Samtidigt formuleredes de tidligste forestillinger om genfødsel (reinkarnation), et centralt begreb i hinduismen og buddhismen.

Fra omkring 200 f.Kr. begyndte forestillinger om en frelsende gud at slå igennem. Sammen med de to foregående perioders vægt på slægten (i den vediske periode) og på en stræben efter forløsning (i de asketiske bevægelser) blev denne "teistiske" (gudscentrerede) hinduisme vigtig i tilblivelsen af den normative hinduisme.

En central tekst fra denne tid er Bhagavad Gita, der er guden Krishnas tale til krigeren Arjuna[13]. Det var her, det indiske samfunds opsplitning i adskilte erhvervsgrupper blev systematiseret, sådan som det har fungeret i form af kastesystemet frem til vore dag. Kastesystemet blev officielt afskaffet med den indiske forfatning fra 1950.

Fra omkring 600 e.Kr. blev den teistiske gudstilbedelse den dominerende form for hinduisme. Centralt står nu også mytologien, der beskriver et mylder af guder og gudinder samt templerne, hvor gudstjenesten foregår. Hinduistisk tilbedelse involverer ofte ritualer, bønner, ceremonier og pilgrimsrejser til hellige steder.[2]

De vigtigste gudeskikkelser er Vishnu (der inkarnerer sig igen bl.a. som guderne Rama og Krishna), Shiva (der ofte ses afbildet som dansende i en kreds af ild på en dæmon) og gudinderne Durga og Kali.

 
Hinduistisk kavadi.

I forbindelse med den gradvise europæiske kolonisering af Indien fra slutningen af 1700-tallet blev hinduismen præget af forholdet til europæiske ideer.

Frem Indiens uafhængighed i 1947 taler man om "reformhinduisme". Endelig er det offentlige billede af hinduismen efter omkring 1980 også i stigende grad præget af en politisk hinduisme med udgangspunkt i flere forskellige hindunationalistiske bevægelser. De har fokuseret på en konfrontation med den muslimske og (i mindre omfang også den kristne) befolkning i Indien, men visse grupper har også gjort hinduismens globale position til et vigtigt tema.

Lære/Vigtige begreber i hinduismen redigér

Selvom hinduismen består af forskellige strømme, er der fællestræk, der eksisterer i de fleste retninger, som fremstår som et sæt vejledende principper og principper.[14]

Samsara redigér

Samsara er det gentagne kredsløb gennem fødsel, død og ny fødsel (reinkarnation) Hinduismen går ud fra, at alle mennesker lever mange gange på jorden, før de når den endelige frelse.

Samsara er kendetegnet ved begær. Det er begæret, der holder samsara-kredsløbet i gang og binder mennesket til den fysiske verden. Så længe man har begær, vil man blive genfødt i den lave fysiske verden. Det begær, som hinduismen taler om, er det begær, der er rettet mod det fysiske og det psykiske. Det kan f.eks. dreje sig om begær efter penge, rigdom, forlystelser, overdådig mad, sex og følelser (både positive og negative følelser). Så længe man har et begær, der er rettet mod noget i den jordiske verden ("et jordisk begær"), vil man blive genfødt i den.

Karma redigér

Det, at man har et bestemt begær, bevirker, at man handler på en bestemt måde for at begæret tilfredsstillet. Begær avler handling. Enhver handling, der er ledsaget af et begær, skaber en bestemt karma.

"Karma" kan defineres som en energi, der er affødt af handlinger, og som får en indflydelse på ens skæbne i fremtiden - ofte i et fremtidigt liv. En god handling afføder en god karma, der påvirker ens fremtidige skæbne i en positiv retning: Man får på et tidspunkt i fremtiden en bedre skæbne, end man ellers ville have fået. En ond handling afføder tilsvarende en dårlig karma, der påvirker ens fremtidige liv i en negativ retning.

Når man ved at handle på en bestemt måde har skabt en bestemt karma , så klæber denne karma til ens sjæl, indtil den har udløst en bestemt skæbne for en - eventuelt i et fremtidigt liv.

Karmaloven er loven om årsag og virkning på det åndelige område. Her gælder det, at den, der udløser årsagen, også skal opleve virkningen ("Som du sår, skal du høste"). Hvis man som menneske har optrådt dyrisk (f.eks. ved grådighed eller ved at slå ihjel), kan man i sit næste liv blive genfødt som et dyr (f.eks. som en rotte). Hvis man tilhører en lav kaste, men har lagt vægt på fromhede og meditation, kan man avancere og måske blive en brahmin (medlem af den øverste kaste) i sit næste liv. Det må dog tilføjes, at denne forestilling om, at et menneske kan blive genfødt som et dyr, ikke findes hos moderne hinduer. Et dyr kan derimod godt udvikle sig til at blive et menneske.[15]

 
Pilgrimme bader i Ganges i den hellige by Varanasi.

En dårlig karma kan blive neutraliseret eller ophævet på forskellige måder; for eksempel ved hengivelse til Gud (bhakti) eller ved at bade i den hellige flod Ganges (som hinduerne tror har en særlig syndsudslettende kraft).[16]

Frelse redigér

For hinduen er det endegyldige mål at blive befriet fra Samsara . Livet i den fysiske verden betragtes som en lidelse, især i Upanishaderne. At livet betragtes som en lidelse hænger sammen med, at mennesket ifølge hinduismen aldrig vil finde en fuldkommen tilfredsstillelse for sit begær. Begæret er endeløst. Hvis man har fået opfyldt et begær (f.eks. et begær efter et stort hus), så får man bare et endnu større begær (f.eks. et begær efter et endnu større hus).

Hvordan opnår man så frelsen fra samsara? Man opnår ikke frelsen blot ved at gøre gode gerninger; for enhver gerning - god eller ond - vil under normale omstændigheder binde sjælen til samsara, for under normale omstændigheder er gerningen ledsaget af begær. Og enhver gerning, der er ledsaget af begær, skaber karma - og binder dermed én til samsara. Sjælen er nødt til at modtage gerningens virkning (en bestemt skæbne) i samsara.

Men hvordan opnår man så frelsen? På dette punkt er der en forskel mellem Upanishaderne og Bhagavadgita. Ifølge Upanishaderne opnås frelsen ved erkendelse. Man skal erkende de højeste sandheder om tilværelsen. Man skal erkende, at der dybest set ikke findes nogen mangfoldighed i tilværelsen. I virkeligheden findes der kun brahman (det guddommelige, Gud), og brahman er enheden i tilværelsen. Den mangfoldige, forskelligartede fysiske verden er en illusion ("maya"). Man skal også erkende, at brahman og det inderste jeg ("atman") er det samme.

I Upanishaderne nævnes yoga også som en vej til frelse. Yoga er et omfattende system eller en teknik, der skal føre mennesket frem til frelsen eller befrielsen fra den fysiske verden. Gennem udøvelse af yoga forsøger man at undgå at blive knyttet til det jordiske. Hvis man retter sine tanker, sin opmærksomhed og sine sanser mod den fysiske verden, så knytter man sig til den. Derfor skal man undgå alt dette.

Der må i det hele taget ikke være noget i kroppen eller i den ydre verden, der kan distrahere eller forstyrre opmærksomheden. Derfor skal åndedrættet være rytmisk. Et urytmisk, uregelmæssigt åndedræt gør opmærksomheden ustadig og adspredt.

Endemålet for yoga er, at sjælen løsriver sig fra den fysiske verden og og forenes med brahman. Denne sammensmeltningstilstand (kaldet "samadhi") kan man opnå allerede mens man lever i et fysisk legeme. I så fald har man et fysisk legeme, men er alligevel i sin bevidsthed befriet fra det. Hvis man dør i denne vanskeligt opnåelige tilstand, er man endegyldigt frelst, dvs. befriet fra samsara.

Ifølge Bhagavadgita kan frelsen godt opnås ved erkendelse. Men den vej, som Bhagavadgita anbefaler som den letteste og hurtigste vej til frelse, er bhakti-vejen. "Bhakti" betyder "kærlighed til Gud" eller "hengivelse til Gud". Gennem en tillidsfuld fortrøstning til Gud opnår mennesket en nåde fra Gud, der redder det ud af sjælevandringen (samsara).

Ifølge Bhagavadgita skal mennesket gøre alle sine handlinger som et offer, en gave til Gud, i kærlighed til Gud. Mennesket skal ikke gøre sine handlinger af hensyn til sig selv. Det skal ikke begære noget til sig selv. Det skal ikke handle for at få en løn for sin handling. Det skal bare gøre sin pligt.

Hvis mennesket således handler uden at begære handlingens frugt, så vil der ikke blive skabt nogen karma, siger Bhagavadgita. For det er ikke handlingerne i sig selv, der skaber karma, men det begær og de ønsker om belønning, der ledsager handlingerne. Og når der ikke bliver skabt nogen karma, så vil der ikke være noget, der binder mennesket til samsara. Mennesket vil i så fald hurtigt blive frelst.

Bhagavadgitas lære henvender sig til i alle kaster og giver principielt alle mennesker mulighed for at nå frelsen.

Den endegyldige frelse fra samsara og maya nås først efter døden, og den indebærer, at man ikke mere fødes på jorden. Man er kommet ud over al begær og al karma (fænomener, som tilhører samsara).

Brahman redigér

Begrebet brahman kan defineres ved hjælp af forskellige ord: verdenssjælen, Gud, det guddommelige, den universelle guddommelige kraft, den forskelsløse enhed bag alt. Brahman gennemstrømmer alt og er enheden bag verdens mangfoldighed. Det er det fineste og mest ophøjede, der findes. Det er en uudtømmelig fylde, en urokkelig lykke og den højeste virkelighed.

Brahman er den eneste sande virkelighed - den absolutte virkelighed. Det menneske, der har opnået den højeste erkendelse, indser, at kun brahman er virkelig og eksisterer. Alt andet er egentlig uvirkeligt og en illusion.

Begrebet for det uvirkelige er maya - illusionen, blændværket. Maya omfatter fænomener som stjerner, planeter, landskaber, dyr, planter, følelser, begær, tanker, mm.

Gennemsnitsmennesket regner i sin uvidenhed maya for at være virkelig. Men denne virkelighedsoplevelse er en illusion. Der er tale om en foreløbig, uegentlig virkelighed. Så længe man lever som et gennemsnitsmenneske, er den fysiske verden virkelig for én. Men når man opnår den højeste erkendelse, så opløses den fysiske verden for én og man ser den som den illusion, den er - ligesom hvis man vågnede af en drøm.

Atman redigér

Atman er betegnelsen for sjælen - eller mere præcist sagt: menneskets inderste jeg, undertiden kaldt "selvet". Det er den usynlige væsenskerne i mennesket. Atman er ufødt, evig, uforanderlig, usårlig og uforgængelig. Det er således den uforanderlige væsenskerne i mennesket gennem de mange liv i samsara.

I modsætning til atman er legemet, begærerne og følelserne foranderlige og forgængelige. Det fysiske legeme er som en klædning, der slides i stykker, og som smides væk, når det er brugt op.

Det menneske, der opnår den højeste erkendelse, indser, at atman er identisk med brahman. Det enkelte menneskes atman er som en dråbe i det guddommelige hav, der gennemstrømmer alt. I kraft af atmans identitet med brahman har mennesket mulighed for at opleve enheden i alt og forbundetheden med alt. For brahman gennemtrænger alle fænomener i verden.

Samadhi redigér

Sammensmeltningen af atman og brahman kaldes samadhi. Det menneske, der opnår samadhi-tilstanden, oplever, at den fysiske verden opløses i intethed, illusion. Det menneskes bevidsthed bliver fuldstændig opfyldt af, sammensmeltet med og ét med den højeste - og i virkeligheden den eneste - virkelighed: brahman. Subjekt (atman, bevidstheden) og objekt (brahman, Gud, altet) smelter sammen og bliver ét. Alle forskelle og alle modsætninger ophæves.

Samadhi kan opnås, mens man stadig lever på jorden. I så fald lever man i sit legeme, samtidig med, at man i sin bevidsthed har frigjort sig fra sit legeme (og alt jordisk).

Guder redigér

Hinduismen er kendt for sin mangfoldighed af guddomme og gudinder.[17][2] Troen på guder og gudinder giver en ramme for etiske og moralske retningslinjer, da handlinger ofte ses som en del af ens forhold til det guddommelige og som en vej mod åndelig fremskridt og frigørelse (moksha).

De tre mest centrale guddomme er Brahma (skaberen), Vishnu (vedligeholderen) og Shiva (ødelæggeren). Guddommene repræsenterer forskellige aspekter af den guddommelige virkelighed. De har har hver med deres egne attributter, kræfter og myter.[2] Mennesker tilbeder forskellige guddomme baseret på deres personlige præferencer, regionale traditioner eller den specifikke kontekst af deres liv.

Her er nogle guder i hinduismen:

  • Brahma (Skaberen) gift med Sarasvati (Visdomsgudinden).
  • Vishnu (Opretholderen) gift med Lakshmi (Skønheds- og Kærlighedsgudinden).
  • Shiva (Både ødelægger og velgører) gift med Parvati (gudinden for energi og kraft)
  • Murugan
  • Ganesha - Visdommens, intelligensens og undervisningens gud.
  • Yama (dødsguden).
  • Indra (Gud for torden og krig).
  • Dyaus (Indras far og himmelgud) - gift med Prithvi (Jordens gudinde).
  • Usha (daggry og nordlysene).
  • Agni (ildgud).
  • Vayu (vindgud).
  • Surya (solens gud).
  • Chandra eller Soma (gud af månen).
  • Mitra eller Mithra (gud af venskab).
  • Aryamana (gud af ære).
  • Rudra (gud af vin og vrede).
  • Kama (lidenskab og begær).
  • Kali (dødsgudinden).
  • Krishna (den højeste gud i Krishna-hinduismen).

Blandt hinduer er det en almindelig tanke, at alle disse guder skal forstås som forskellige fremtrædelsesformer for brahman. Guderne har derfor ingen selvstændig eksistens. En variant af denne tanke er læren om trimurti (Sanskrit: त्रिमूर्ति, "tre former", "treenighed"), der går ud på, at den eneste virkelige gud (brahman) repræsenterer tre sider eller aspekter af brahman: det skabende, det opretholdende og det ødelæggende aspekt.[18]

Se også redigér

Referencer redigér

  1. ^ Flood 1996
  2. ^ a b c d Jens Toft Ravn Pedersen 2016
  3. ^ a b Michaels, A. (2004). Hinduism: Past and present. Princeton University Press.
  4. ^ Sharma 2003
  5. ^ Doniger, Wendy. On Hinduism. Oxford University Press, USA, 2014.
  6. ^ a b Jens Toft Ravn Pedersen, Bjarne Olesen, Silje Lyngar 2016 Hinduismens brændpunkt. Systime
  7. ^ Helle Hinge: Hinduisme (Gyldendal, 2013)
  8. ^ Allan Poulsen: Hinduismen (Systime, 2012)
  9. ^ Carsten Bo Mortensen: Hinduismen (Gyldendal, 2013)
  10. ^ Kap. 2 i Livskunsten - filosofien om at vågne op til livet, Anders Draeby, Akademisk Forlag, 2018
  11. ^ The Vedas (Book Tree, 2003)
  12. ^ Leif Asmark Jensen: Hinduisme (Gyldendal, 2005)
  13. ^ The Bhagavad Gita. Nilgiri Press, 2007
  14. ^ Christoph Auffahrt (Hrsg.): Metzler Lexikon Religion. Band II, Stuttgart 1999, S. 56.
  15. ^ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 17. Jævnfør Swami Abhedananda: Reinkarnation. København 1972.
  16. ^ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 45.
  17. ^ Chandra, Suresh. Encyclopaedia of Hindu gods and goddesses. Sarup & Sons, 1998.
  18. ^ Gavin Flood (red.): Blackwell-ledsageren til hinduismen, s. 139.
  Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.


Litteratur redigér

Christoph Auffahrt (udg.): Metzler Lexikon Religion. Band II, Stuttgart 1999.

  • Gavin Flood: An Introduction to Hinduism, Cambridge University Press, 1996.
  • Gavin Flood (red.): Blackwell-ledsageren til hinduismen. Malden, MA: Blackwell Publishing 2003.
  • C.J. Fuller: The Camphor Flame: Popular Hinduism and Society in India, Princeton University Press, 1992.
  • Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom. Sankt Ansgars Forlag 1999.
  • Axel Michaels: Hinduism: Past and Present. Translated by Harshav, Barbara. Princeton University Press 2004.
  • Jens Toft Ravn Pedersen, Bjarne Olesen og Silje Lyngar: Hinduismens brændpunkt. Systime 2016.
  • Allan Poulsen: Hinduisme. Systime 2012.
  • Arving Sharma ed.: The study of Hinduism. University of South Carolina Press 2003.

Eksterne henvisninger redigér