Bruger:Anders Bager/sandkasse2
Værnepligtskrisen i 1918 var et resultat af den britiske regerings politik om at pålægge Irland værnepligt, og krisen var med til at udløse nogle af de afgørende politiske begivenheder i irsk politik i den tidlige del af det 20.årh., da tilslutningen til irsk separatisme blev kraftigt styrket heraf.
Baggrund redigér
Allerede tidligt i 1918 var antallet af soldater i den britiske hær på vestfronten faretruende lavt. I den tyske forårsoffensiv 1918 havde tyske tropper gennembrudt det allierede forsvar adskillige steder i Frankrig, og mange steder med et styrkeforhold på 4:1, hvilket havde udsat de allierede for et seriøst pres. [1] Den britiske hær oplevede et overvældende tilbageslag på en dag, da fjenden erobrede 98 kvadratmiles og trængte så dybt som fire en halv miles gennem deres linjer.[2]
For at løse denne alvorlige militære situation valgte den engelske regering at udvide værnepligt til Irland (I England havde man indført værnepligten i 1916), for at få udbytte af den mandsreserve der lå indførte man altså en ny militærtjenestetraktat, såvel som man foreslog en ny forhandling af hjemmestyreloven. Resultatet var at man stødte såvel nationalister og unionister fra sig i Irland.[3] Selvom alle medlemmer af Irish Parliamentary Party stemte imod, vedtog Westminster indførelsen af værnepligt.[4]
På trods af at adskillige irske mænd ved krigsudbruddet i 1914 frivilligt havde indrulleret sig i irske divisioner og regimenter,[5] førte tvangsindkaldelsen til den ny britiske hær til en modreaktion. Reaktionen havde primært baggrund i at implementeringen af Irske Regeringslov af 1914 (som det irske konvent så sent som marts havde været for) var kontroversielt forbundet til en tvetydig politik, hvor den anden side var programmet for militærtjeneste. Den ny sammenhæng mellem værnepligt og Hjemmestyre gjorde de irske partier (det var IPP, AFIL og andre) i Westminster så rasende, at de udvandrede i protest og drog til Irland for at organisere modstand mod en sådan værnepligt.
Værnepligten i Irland var ikke unik, da Australien (1916-17) og Canada (1917) havde oplevet tilsvarende udskrivninger, dog uden samme drastiske konsekvenser.
Konferencerne og Løfterne redigér
18.April 1918 afholdt Dublins Lord Mayor, på opfordring af Dublin Corporation, en konference i Mansion House, Dublin. Den Irske Anti-Conscription Committee (Irske Anti-værnepligts komité) var sammenkaldt for at udtænke planer der kunne forhindre værnepligten i at blive ført ud i livet, - komitéen bestod af vidt forskellige nationalistiske fraktioner: John Dillon og Joseph Devlin fra IPP, Eamon de Valera og Arthur Griffith fra Sinn Féin, William O´Brien og Timothy Michael Healy fra All-for-Ireland Party og endelig repræsenterede Michael Egan, Thomas Johnson og W X O´Brien Labour og fagforeningerne.
Samme dag om aftenen mødtes de katolske bisper til deres årlige sammenkomst i Maynooth (med samme dagsorden, at finde fælles fodslag i holdningen til værnepligt) og de mødtes samtidig med delegerede fra konferencen i Mansion House.
Fra begge møder blev resultatet et løfte om Anti-værnepligt, indholdet skulle læses op foran samtlige kirker den efterfølgende søndag og lød således:
Vi nægter den britiske regering at gennemføre en tvangsmæssig værnepligt i dette land, vi lover os selv højtideligt at sætte os til modværge med alle de midler vi har til vores rådighed
- ^ Randal, Gray (1991). Kaiserschlacht, 1918: The Final German Offensive. Osprey Campaign Series. Osprey Publishing. ISBN 1-85532-157-2.
- ^ Hennessey, Thomas: Dividing Ireland, World War I and Partition, The Irish Convention and Conscription p. 220, Routledge Press (1998) ISBN 0-415-17420-1
- ^ ibid
- ^ Jeffery, Keith (2000). Ireland and the Great War. Cambridge University Press. ISBN 0-521-77323-7.
- ^ BBC - The forgotten soldiers (Article highlighting pre- and post-war attitudes to participation of Irish in Great War)