Karbjerg

→Jernalderbopladser i Bøgvad

Efter regnvejr på en nyharvet mark kan der glimte flintafslag fra stenalderen, og er man heldig måske finde en hel stenøkse fra bondestenalderen. Dengang for 5-6000 år siden da man i Danmark blev bønder, fastboende, og begyndte at rydde skovene, for at dyrke jorden i stedet for som hidtil at være et jægerfolk på evig vandring. Først i 70’erene havde vi i Egtved en lille gruppe mennesker, der fandt sammen om vores historiske interesser og vi talte om at danne en arkæologigruppe eller måske en museumsforening. Sidst i 70’erne blev så amatørarkæologiforeningen ”Flintøksen” dannet. Den dækkede hele Vejle Amt og de før nævnte var straks parate for at lære noget mere om oldtiden. Det resulterede i, at vi gennem Folkeuniversitet fik flere foredragsrækker i Egtved om de forskellige tidsaldre, bl.a. havde vi både den nuværende rigsantikvar Steen Hvass og hans kone Lone, der dengang var ansat i Vejle til at komme herud, og de var så samtidig ude at se på vore fund fra Højdalgård i Bøgvad. I disse år var der fremkommet et utal af disse bopladser rundt i hele landet, og det skyldtes jo de samme forhold som hos os, nemlig de mere dybdegående redskaber. Steen Hvass gjorde det klart, at der ikke kunne findes midler til en egentlig udgravning da man på det tidspunkt i Vorbasse afdækkede lignende bopladser fra den samme periode, men under hans overopsyn kunne vi godt få lov til at undersøge pladsen lidt nærmere. På et hjørne af en mark ud mod Ådalen var der gruber, hvor der var store klumper af slagger. Der har der været godt træk i ilden inden milen blev lukket og myremalmen skilte sig ud til jern og slagger på bunden af gruben. Disse store bundslagger kan være flere kilo tunge og var de fleste steder blevet oppløjet, men sådanne kan stadig findes rundt om, flere er f.eks. havnet i kirkedigerne og som syldsten. Måske har man førhen ment de indeholdt magiske evner. Et andet sted blev en formodet brandgrav pløjet op, hvor der i resterne lå en fibula af bronze og nogle hårdbrændte lerskiver, der har været benyttet til at holde trendtrådene på væven strammet ned.

Vi undersøgte i 1981 en hustomt. Den lå i modsætning til det største område af huse syd for Amtsvejen. Op mod Holt mose har ellers landsbyen på 4-5 gårde flyttet sig gennem århundrederne efter Kr.f. og der har i luftlinie ikke været mere end 500 m over til Bronzealderens Egtvedpige, altså har området været bebygget i mere end 1000 år og det er vel ikke usandsynligt at det er denne bebyggelse der i Vikingetid er flyttet lidt mere østpå og siden har dannet grundlag for Egtved kirkes beliggenhed. I det sandede område nær ved kirken har man i hvert fald fundet både tenvægt og ragekniv fra vikingetiden, desværre er disse fund nu bortkommet.

Jørgen Wandel har tegnet skitsen af de stolpehuller der kunne registreres på vores enligtliggende hus mod syd, det er dog ikke sikkert at der kun har været dette ene hus på lokaliteten. Marken har været meget udsat for sandfygning og lidt længere ud mod skrænten ned til Egtved å, var mulden så at sige blæst væk. I en søgegrøft kom en affaldsgrube frem, her lå sammen med en hel del lerkarskår også resterne af en ildbuk med sortfarvet horn på det ellers røde ler. Hvor hullet havde været var ildbukken brækket. Man mener disse ildbukke, der næsten altid findes parvis, har været brugt ved ildstedet og anvendt ved spidstegning. Lerkarskårene ca. 200 stk havde udfaldende facetteret mundingsrand. Enkelte havde indstrøgne furer og vinkelbånd, ørerne var svagt x-formede. I gruben var der også en del sten, deraf 4 knusesten og halvdelen til en løber til en skubbekværn.

Huset var ca. 5,5 m bredt og meget langt, ca. 22 m. Gavlene var svagt buede og det så ud som der havde stået skråtstillede støttestolper ved gavlene. Inde i huset havde der stået 8 tagbærende stolper pakket med ler. Døråbningerne var godt 1 m brede og var over for hinanden i nord og syd. Staldenden på ca.13 m lå mod øst og beboelsen med ildstedet mod vest, akkurat som ved andre jernalderbebyggelser. Det var tydeligt, at der var føget fint, gråt flyvesand ind fra nordsiden som havde lagt sig i en bræmme øst for indgangen. I flere stolpehuller lå endnu de forkullede rester af egestolperne, og en enkelt af de tagbærende stolper lå i en aftegning mod sydøst, hvor den er faldet under husets brand. De enkelte lerkarskår der fandtes bedømtes til ca. år 200 e. Kr. Alle stolpehuller blev tømt efter opmåling og i en af de tagbærende stolpehuller nærmest ildstedet, som var meget utydeligt, lå en smuk hugget ildsten tildannet af kvatsit. Den havde en fure indhugget så den kunne bæres i en rem. Den tids tændstikker var sådan en ildsten, et stykke flint og noget letfængeligt materiale som gnisterne blev pustet ind i.

Se tingene på museet Højvang eller på Egtved Museumsforenings hjemmeside:

www. hoejvangmuseum.dk

Tørvegravning For bare 60-70 år siden havde landskabets mange vandhuller en meget stor betydning for den daglige drift og vandforsyning på gårdene. Til det enkelte vandhul kunne være knyttet en del forskellige funktioner. Mergelgravene, hvor der gennem årene kunne være kørt tonsvis ud på markerne, for at højne kalkindholdet, gav senere vanding til kvæg og heste, vognhjul kunne holdes fugtige i den tørre tid, så de ikke skiltes ad, og om somrene blev mergelgraven tit brugt til et svalende bad, men da skulle man også være varsom, for især dybe mergelgrave kunne være lumske og flere har i tidens løb forårsaget drukneulykker.

En anden type af vandhuller er tørvemosen. Herfra har man til alle tider hentet brændsel til husholdningen på landet, både til komfuret og til kakkelovnen blev den sorte humusjord anvendt når den var blevet tørret. Men der var godt nok meget forskel på disse tørv, nogle var ganske lette og gav ikke megen varme, andre var fyldt med sand og gav en masse aske.

Før landboreformerne var gårdens størrelse afgørende for, hvor mange tørv bonden måtte skære i den fælles mose. De jordløse daglejere og husmænd, havde sjældent rettigheder i den fælles mose. Nogle steder var det almindeligt, at husmændene skar tørv for gårdmændene mod at få en del af tørvene til sig selv. Efter landsbyernes udskiftning blev det almindeligt, at også moserne blev udstykket i lodder. Nogle gårdes lodder var så store, at de kunne sælge til andre, som ikke selv havde adgang til tørvemoser. I mosen skulle man først have det øverste lag gravet væk inden man kom ned til tørvedyndet, der enten kunne være i vand, og da skulle trækkes op med en såkaldt spoltspade, eller graven kunne være tør og var da lettere at bearbejde. Til dette havde man flere forskellige spader og knive, som man brugte, alt efter hvor fast tørven var. Når tørvene var skåret fri, blev de kørt til tørvepladsen, enten på en trillebør eller på en "slæbefjæl" trukket af heste. På tørvepladsen var det børnenes arbejde at lægge tørvene ud og vende dem cirka én gang om ugen, til de var tørre. Nogle tørv kunne derefter brændes i miler og blive til tørvekul. Tørvekul blev anvendt af smeden, da de kunne brænde længe og give en meget kraftig varme. Tørvegravningen var senere gerne på akkord, når man havde lavet 2000 tørv, kunne man holde fri. I den tid, hvor der blev gravet tørv, var der et muntert liv i mosen. Byens karle og piger skulle nok sørge for, at de kom i mosen sammen med de andre unge fra byen. Til mellemmadstid gik de sammen og spiste, men det gjaldt mest om at få de 2000 tørv lavet så hurtigt som muligt, blive færdig så tidligt som muligt, for så rigtigt at holde sjov om aftenen. Når tørvearbejdet i juni var forbi, skulle pigerne rejse og stakke tørvene, mens karlene i den tid skulle arbejde i marken med harvning af brakmarkerne. Når tørvene var tørrede i solen og i vinden, skulle de køres hjem, et arbejde der helst skulle være forbi inden høsten. I slutningen af 1800 tallet da roedyrkningen kom til, blev det vanskeligt at afse tid til tørvegravningen eller tørveskæret, derfor holdt man mange steder helt op med at fremstille tørv. Mange tørvemoser blev drænede og jævnede så de kunne bruges til agerjord eller enge.

I krigsårene blev moserne dog så igen udnyttet til tørvefremstilling i stor stil, og der kunne da ses græsmarker blive gravet op og tørvejorden i dens undergrund udnyttet til tørvefremstilling, og det blev en stor og betydelig industri for landets eksistens og trivsel, med rigtig mange mennesker der i sommerhalvåret tjente godt med penge. Derudover var vel næppe en gård, eller husmand, der ikke kørte tørv fra de forskellige små og store tørveskær henholdsvis til privates forbrug på egnen, men selvfølelig blev der også afsat mange tørv ind til byerne. De større tørveværker startede i de tidlige forårsmåneder, hvor al vand først skulle pumpes ud af moserne. Det foregik med forskellige sindrige systemer, der gerne blev drevet af petroleumsmotorer eller elmotorer.

Tørvemassen blev så med elevator kørt op i en æltemaskine, hvor det efter passende tid blev lukket over i små vogne med en hest for og som regel en stor dreng som kusk. Der skulle i reglen 4 vogne til et ælteværk, afhængig af hvor langt der var at køre ud til læggepladsen, hvor der var en mand med en såkaldt Bjørn, det var en rund tromle og med små felter i passende størrelse til en tørv. Bjørnen blev, efter at tørvemassen var lukket ud over pladsen ofte med håndkraft, trukket frem over marken, men dog mest med en hest.

Nogle steder gik man over til pressetørv, der efter æltemaskinen blev presset ud på brædder med væsentlig mindre vand, og var formet som tørv og kørt ud på læggepladsen. Mange tørv var, efter at behovet steg, af meget ringe kvalitet, heller ikke alle tørv var ordentligt gennemtørre, når de blev kørt ud, men da alt kunne sælges, og pladsen skulle bruges tre til fire gange på en sommer, kneb det til tider med tålmodigheden. Det medførte, at der kom offentlig kontrol med jævne mellemrum. Da tørveskæret i 1945-46 sluttede, gik mange over til produktion af briketter, der blev stampet af helt tørt smuld, der blev pløjet eller harvet løs med en såkaldt stubharve, derefter gennemharvet flere gange dagligt med en meget fintandet harve. Når det var helt tørt, blev det med håndkraft læsset og kørt til stampeværket Briketter var et meget bedre brændsel end tørv, og produktionen ophørte først i 1949-50, da der atter kom udenlandsk brændsel til Danmark.

En oldtidsbrønd på Højmarken Da rendegraverne var i gang for at forberede udstykningen på Højmarken i Egtved for godt en halv snes år siden, lod Knud Bruhn mærke til et sted, hvor jorden var mørk og fyldt med lerkarskår i undergrunden. De arkæologi interesserede, som havde arbejdet ved bopladsen i Bøgvad, fik da en hurtig undersøgelse sat i værk, og der viste sig stadig skår i en rundkreds længere nede under muldlaget. Museet i Vejle blev derefter kontaktet, og vi fik selv lov til at undersøge fundet med arkæolog Folmer Christiansen som rådgiver og ankermand, og vi fik i et par dage standset rendegraverens arbejde midlertidigt lige omkring fundstedet. Det viste sig, at det temmelig sikkert var en brønd fra jernalderen. Forsigtigt blev lagene afdækket, og jo længere vi kom ned mod bunden jo større blev skårene. Nogle var faktisk halve eller kvarte og i mange forskellige former og størrelser, lige fra mindre krus og til store forrådskar.

Det resulterede i at Astrid og Jørgen Wandel gennem flere år sorterede og samlede i hundredvis af disse skår, og efter mange timers arbejde kunne de derpå udstille alle disse kar, fade og krus. Nu står de og fremtræder rigtigt flot på Højvangmuseet, hvor de vidner om, at der også fandtes et godt håndværk for 2000 år siden her på Egtvedegnen. En skam at jorden ikke var fugtig nok til at trægenstande også havde kunnet bevares, som det har vist sig i andre oldtidsbrønde.

Sådan kan det heldigvis gå, når opmærksomme personer lægger mærke til noget usædvanligt, især hvor der bliver rodet lidt dybere i jorden end lige netop i pløjelaget. Vi var fattigere hvis vi ikke kendte lidt til tiden længe før danmarkshistorien blev skrevet, til de utallige generationer, som formede og opdyrkede vores egn til frugtbart landbrugsland og undervejs måtte gøre deres erfaringer og fremskridt, inden vi nåede frem til vore dages velstand og overflod.