Carl Joachim Hambro (politiker)

Carl Joachim Hambro (5. december 1885 i Bergen15. december 1964 i Oslo) ofte bare C. J. Hambro var en norsk politiker (H), forfatter, oversætter og journalist for Morgenbladet. Han var kendt som en stor taler og retoriker og regnes som Norges bedste parlamentariker i det 20. århundrede.[1] Han sad i Stortinget for Høyre fra 1917 til 1954 og var stortingspræsident i 19261933 og 19351945. Han var Høyres parlamentariske leder 1926 – 1958, og partiets formand 1926 – 1934 og 19501954.[2] Hambro stod for organiseringen af evakueringen af stortingsrepræsentanter, regeringen og kongefamilien ud af Oslo, da Tyskland invaderede landet 9. april 1940. Han markerede sig som en kundskabsrig politiker, men ytrede også kontroversielle meninger. Han var hele tiden en stærk modstander af ekstremistiske ideologier og deres fortalere.

Carl Joachim Hambro
1950
Personlig information
Født5. januar 1885 Rediger på Wikidata
Bergen, Norge Rediger på Wikidata
Død15. december 1964 (79 år) Rediger på Wikidata
Oslo, Norge Rediger på Wikidata
GravstedVår Frelsers gravlund Rediger på Wikidata
Politisk partiHøyre Rediger på Wikidata
FarEdvard Hambro Rediger på Wikidata
MorNico Hambro Rediger på Wikidata
SøskendeCathrine Hambro,
Elise Hambro Rediger på Wikidata
ÆgtefællerGyda Christensen (fra 1946),
Gudrun Grieg (fra 1910) Rediger på Wikidata
BørnEdvard Hambro,
Carl Joachim Hambro,
Johan Hambro Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedUniversitetet i Oslo Rediger på Wikidata
Medlem afDet Norske Akademi for Sprog og Litteratur,
Den Norske Nobelkomite (1940-1963) Rediger på Wikidata
BeskæftigelseJournalist, oversætter, forfatter, politiker, redaktør Rediger på Wikidata
FagområdeJournalistik, politik, litteratur Rediger på Wikidata
ArbejdsstedOslo Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserStorkors af Sankt Olavs Orden (1937),
St. Olavsmedaljen,
Kong Haakon VIIs jubileumsmedalje 1905–1955,
Storkors af Finlands Hvide Roses Orden,
Haakon VIIs 70-årsmedalje med flere Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Studier og Journalistik

redigér

Hambro tog studentereksamen i 1902 ved Hambros skole i Bergen og begyndte derefter universitetsstudier. Han blev cand. mag. i 1907.

Allerede i studietiden blev Hambro ansat som journalist på 'Morgenbladet', hvor han arbejdede fra 1903 til 1907. I 1907 blev han lærer på Kristiania handelsgymnasium, året efter ved Vestheim Skole. I 1912 blev han chefredaktør på Morgenbladet og i 1921 redaktør for Ukens Revy, som han redigerede til 1929.

Politisk virke

redigér

C.J. Hambro havde store evner som taler og var en af Norges fremmeste parlamentarikere i moderne tid.

Hambro var stortingsrepræsentant fra 1919 til 1957 og stortingspræsident 192633 og 193545, samt vicepræsident i 1934, præsident i Odelstinget 19451958. Han var Høyres parlamentariske leder 1926–1958. Hambro var også præsident i Folkeforbundets delegeretforsamling i 1939 og 1946.

Hambro organiserede togtransport for stortingsrepræsentanterne, regeringen og kongefamilien ud af Oslo da tyskerne invaderede den 9. april 1940. Hambro var også den som udformede Elverumsfullmakten som gav regeringen konstitutionel dækning for at styre, indtil stortinget igen kunne samles. Under 2. Verdenskrig boede Hambro i USA og Storbritannien. I eksil i USA fik han at vide, at Arthur Schjelderup var død i Norge, men tolkede det som om dødsfaldet gjaldt Ferdinand Schjelderup, som var central i modstandsarbejdet i Norge. I Nordmannsforbundets tidsskrift, første nummer i 1944, skrev Hambro en nekrolog over den højst levende Ferdinand Schjelderup og navngav ham som en af hjemmefrontens ledende mænd. Tidsskriftet var tilgængeligt for tyske læsere, og Schjelderup havde ikke andet valg end at gå i dækning, før han kunne flygte til Sverige. I april 1944 blev Hambro indkaldt til et møde i London, hvor både statsminister Nygaardsvold og en repræsentant for hjemmefronten skarpt kritiserede den betydelige risiko, han havde udsat Schjelderup for. Til gengæld skrev Hambro efter mødet et brev til Nygaardsvold, hvori han sagde sin mening om det "overfald på sagesløs person", han mente sig udsat for. I flere nordmænds påhør karakteriserede Winston Churchill overfor Anthony Eden Hambro som "definitely an enemy of Great Britain" ("afgjort en fjende af Storbritannien").[3]

Hambro var medlem af Nobelkomiteen 1. januar 194031. december 1963. Dets næstformand 19451948 og fungerende formand juni 1945november 1945.

Bibliografi

redigér
  • 1912Kortfattet norsk litteraturhistorie
  • 1913Sprogets aand og bokstavens tjenere
  • 1920Irske streiftog og studier
  • 1921Mænd og masker
  • 1924Norske næringsinteresser paa Grønland : En oversigt
  • 1925Glimt fra Amerika
  • 1931Folkeforbundet og dets arbeide
  • 1931Taler
  • 1931Kristen fornyelse : Verdens frelse og Oxford-gruppen, oppr. innlegg i Morgenbladet
  • 1934Frydenlunds bryggeri : Træk av en norsk bedrifts historie i 75 aar
  • 1934Oslo Høire gjennem 50 år
  • 1935Amerikaferd : Av emigrasjonens historie
  • 1936Taler i tiden
  • 1936Amerika på skilleveien
  • 1937Moderne mentalitet
  • 1937Portræter og profiler
  • 1939For frihet og fred
  • 1939Powerful America : Streiflys over de Forente stater idag
 
  • 1940I Saw It Happen in Norway
  • 1942How to win the peace
  • 1945De første måneder
  • 1945Taler i krig
  • 1947Historisk supplement
  • 1948Far og sønn : Barndomserindringer
  • 1950De første studenterår : Ungdomserindringer
  • 1954Drømmere og dådsmenn
  • 1956Du herlige studentertid
  • 19567. juni – 9. april – 7. juni : Historiske dokumenter
  • 1957Statsmenn og statister
  • 1958Under den første verdenskrig
  • 1960Fra Elizabeth I til Winston Churchill : Studier i engelsk politikk
  • 1963Ungdom
  • 1964Dagboksblade og aktstykker til regjeringsdannelsen i 1945
  • 1964Norsk og nordisk : Taler
  • 1964Det Norske Storting gjennom 150 år, hovedredaktør, 4 bind
Oversættelser

Referencer

redigér
  1. ^ «Carl Joachim Hambro» (NRK), 30. desember 2004
  2. ^ C.J. Hambro (Webside ikke længere tilgængelig), utdrag fra «Høyres historie»
  3. ^ Olav Njølstad: «Jens Chr. Hauge», s. 187–188. Aschehoug, Oslo 2008. ISBN 978-82-03-22988-6.

Eksterne henvisninger

redigér