Christian Horneman
- Ikke at forveksle med filosoffen Christian Hornemann.
Christian Horneman (15. august 1765 i København – 7. marts 1844 sammesteds) var en dansk miniature- og pastelmaler. Han var far til komponisten Emil Horneman.
Christian Horneman | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 15. august 1765 København, Danmark |
Død | 7. marts 1844 (78 år) København, Danmark |
Gravsted | Garnisons Kirkegård |
Barn | Emil Horneman |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Det Kongelige Danske Kunstakademi |
Beskæftigelse | Kunstmaler, litograf |
Arbejdssted | København |
Kendte værker | Ukendt dreng |
Genre | Portræt |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Christian Horneman uddannedes fra 1780 ved Kunstakademiet. Han vandt i 1785 den mindre og 1786 den store sølvmedalje. I 1787 rejste han udenlands og blev borte i seksten år. Undervejs specialiserede han sig i miniaturemaleri. På rejsen oplevede han bl.a. revolutionens udbrud i Paris 1789, og han fik lejlighed til at portrættere enkelte af tidens betydeligste mænd som Beethoven (1802) og Haydn. Han lavede en række skitser af andre, som findes i en skitsebog i Kobberstiksamlingen. Under den lange udenlandsrejse blev han inspireret af Sydeuropas portrætkunst. Han var i Italien og i Wien, hvor bl.a. Wilhelm Tischbein og H.F. Fügers værker påvirkede ham. I Berlin lærte han, sandsynligvis af maleren Daniel Nikolaus Chodowiecki, tegning med sølvstift på grunderet karton, en teknik, som han ofte anvendte i Danmark.
I 1803 var han tilbage i København. I 1804 blev han udnævnt til hofminiaturemaler og i 1805 blev han medlem af Kunstakademiet. Han var med til at udfylde det tomrum i portrætkunsten, som opstod efter Cornelius Høyers og Jens Juels død. Lige til 1830 synes han at have været en virksom portrætmaler i miniature og måske endnu mere i pastel, der blev det materiale, i hvilket han udførte sine bedste arbejder. Desuden lavede Horneman i 1820'erne en række litografier.
I sine senere år var han plaget af sygdom. Han havde i 1816 af Akademiet fået fribolig på Charlottenborg og fik fra 1840 en årlig understøttelse. I 1835 blev han titulær professor.
Han er begravet på Garnisons Kirkegård.
Hornemans billeder kan ses bl.a. på Statens Museum for Kunst. I alt opregner Kunstindekset 23 billeder af ham på danske museer.
Kilder m.m.
redigér- Dansk biografisk Leksikon 1979
- Dansk biografisk Leksikon 1905
- Christian Horneman på Kunstindeks Danmark/Weilbachs Kunstnerleksikon
- Henvisning til værker på danske museer
Eksterne henvisninger
redigérArtiklen om Christian Horneman kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |