Christian 9.

Konge af Danmark 1863–1906
(Omdirigeret fra Christian IX)

Christian 9. (8. april 181829. januar 1906[1]) var konge af Danmark fra 1863 til 1906 samt hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg fra 1863 til 1864 (de facto).

Christian 9.
Valgsprog:
Med Gud for Ære og Ret
Christian IX af Henrik Olrik.jpg
Portræt udført af Henrik Olrik, 1871
Konge af Danmark (mere..)
Regerede 15. november 1863
29. januar 1906
(42 år og 75 dage)
Forgænger Frederik 7.
Konseils-præsidenter
Efterfølger Frederik 8.
Ægtefælle Louise af Hessen-Kassel (g. 1842)
Børn med Dronning Louise:
Hus Huset Glücksborg
Far Vilhelm, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
Mor Louise Karoline af Hessen-Kassel
Født 8. april 1818(1818-04-08)
Gottorp Slot, Slesvig
Død 29. januar 1906 (87 år)
Amalienborg, København
Hvilested 15. februar 1906
Roskilde Domkirke
Beskæftigelse Konge
Religion Lutheransk
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1843

Han voksede op som en yngre søn af hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg og tilhørte dermed en fjern sidelinje af det danske kongehus, der nedstammede fra Christian 3. I 1852 blev han imidlertid udset til tronfølger i Det danske monarki, da Frederik 7. ikke havde arvinger, og man derfor måtte forvente at den oldenborgske slægts hovedlinje snart ville uddø. Ved Frederik 7.'s død i 1863 besteg han tronen som den første danske konge af den glücksburgske (lyksborgske) linje af den oldenborgske slægt. Han tog som valgsprog: Med Gud for Ære og Ret.

Hans regeringstid blev præget af nederlaget i den Anden Slesvigske Krig i 1864 og tabet af Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, der gjorde kongen meget upopulær. En lang række af hans regeringsår var domineret af Forfatningskampen, hvor Christian 9. stod fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets flertal. Først ved Systemskiftet i 1901 lod kongen sig endeligt overtale til at anerkende folketingsparlamentarismen som statsform, hvor regeringen ikke måtte have et flertal i Folketinget imod sig. På trods af mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til store dele af befolkningen, blev han efterhånden en populær regent på grund af sin lange regeringstid og sit fordringsløse og imødekommende væsen.

Christian giftede sig i 1842 med sin halvkusine Prinsesse Louise af Hessen. Deres seks børn giftede sig ind i flere af Europas fyrstehuse og skaffede Christian 9. tilnavnet Europas svigerfar.

BiografiRediger

Tidlige livRediger

Fødsel og famliebaggrundRediger

  Uddybende artikel: De sønderborgske hertughuse
 
Prins Christians fødested Gottorp Slot (2007).

Prins Christian blev født den 8. april 1818(1818-04-08) på sine bedsteforældres residens Gottorp Slot ved byen Slesvig i Hertugdømmet Slesvig.[2] Han blev født som Prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck og var fjerde søn og sjette barn af Hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck og Prinsesse Louise Karoline af Hessen-Kassel.[3] Han blev opkaldt efter sin mors fætter, Prins Christian Frederik af Danmark, den senere Kong Christian 8., der også var hans fadder.[4]

Prins Christians far var overhoved for slægten Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck, en fjern og ubetydelig sidelinje til det danske kongehus, Huset Oldenborg. Familien nedstammede fra Kong Christian 3.'s yngre søn, hertug Hans den Yngre af Slesvig-Holsten-Sønderborg, hvis barnebarn August Philip erhvervede herregården Haus Beck i Westfalen, hvorefter slægten antog navnet Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck.[5]

Prins Christians mor var en datter af Landgreve Karl af Hessen, en oprindeligt tysk prins, der var opvokset ved det danske hof og havde giftet sig med Kong Frederik 5.'s yngste datter, Prinsesse Louise. Han havde gjort karriere i Danmark, hvor han var blevet dansk feltmarskal og statholder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

Gennem sin far nedstammede Prins Christian dermed i lige mandslinje fra Kong Christian 3., mens han gennem sin mor var oldebarn af Kong Frederik 5.

OpvækstRediger

 
Prins Christians barndomshjem Glücksborg Slot (2012).

Christian voksede indledningsvis op med sine uformuende forældre og mange søskende hos hertug Vilhelms svigerforældre på Gottorp Slot, der var den traditionelle residens for den kongelige statholder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I 1824 døde imidlertid enkehertuginde Anna Karoline af Glücksborg (1751-1824), enke efter den sidste hertug af den ældre linje af huset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, Frederik Henrik Vilhelm, der var død i 1779. Det gamle renæssanceslot Glücksborg Slot, beliggende lidt syd for Flensborg Fjord ikke langt fra byen Flensborg, stod nu tomt, og ved et kongeligt patent af 6. juni 1825 overdrog Kong Frederik 6. af Danmark slottet til Vilhelm og udnævnte ham til Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Dermed blev den den yngre linje af Huset Glücksborg grundlagt.[6]

Familien flyttede herefter til Glücksborg Slot, hvor Christian blev opdraget sammen med sine søskende under faderens ledelse. "Jeg opdrager mine sønner med strenghed, for at disse skulle lære at adlyde, uden at jeg dog derfor undlader at gøre dem tilgængelige for nutidens krav og fordringer", skrev hertugen til en ven.[2] Imidlertid døde hertug Vilhelm den 17. februar 1831 i en alder af bare 46 år som følge af en forkølelse, der havde udviklet sig til lungebetændelse og efter hertugen efter eget skøn skarlagensfeber, der tidligere havde ramt to af hans børn. Han efterlod sin kone som enke uden penge og med ti børn. Prins Christian var tolv år gammel, da faderen døde.

UddannelseRediger

 
Prins Christians surrogatfar, Kong Frederik 6., hvis dronning Marie var hans moster og de to prinsesser hans kusiner.

Efter hertugens død blev Kong Frederik 6. sammen med Prins Vilhelm af Hessen-Philippstal-Barchfeld formyndere for Prins Christian og hans ni søskende. Samme år ønskede Christian at blive uddannet til søofficer, men Frederik 6. aftalte med hans mor, at han blev sendt til København for at få en officersuddannelse ved Landkadetakademiet. Året efter faderens død flyttede den 14-årige Christian derfor til København, hvor han blev sat i huset hos oberst Linde, chefen for Landkadetakademiet. Han fik eneundervisning og var kun sjældent sammen med de andre kadetter.[2] Til gengæld tog det sønneløse kongepar sig godt af drengen, da Dronning Marie Sophie Frederikke var hans moster og Frederik 6. hans mors fætter. I 1838 blev Christians ældste bror, Hertug Carl af Glücksborg, ydermere gift med kongeparrets yngste datter, Prinsesse Vilhelmine.

 
Prins Christians mangeårige hjem, Det Gule Palæ i København (2006).

I 1835 blev han konfirmeret i Garnisonskirken, og i 1836 blev han udnævnt til ritmester ved Livgarden til Hest og fik herefter bolig i Hestgardekasernen ved Frederiksholms Kanal. Her boede han indtil Frederik 6. i 1839 tildelte ham en bolig i Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg, hvor han kom til at bo til 1865.

Fra 1839 til 1841 studerede han sammen med sin halvfætter Prins Frederik af Hessen statsret og historieBonns Universitet i Tyskland. Her modtog han i december 1839 nyheden om Frederik 6.s død. I ferierne tog han på forskellige udflugter i Tyskland og rejste også til Venedig. På en af disse rejser besøgte han sin mors fætter Landgrev Vilhelm af Hessens familie på Slottet Rumpenheim i Hessen, hvor han fattede interesse for sin senere hustru, Prinsesse Louise.[2] I 1841 vendte han tilbage til København. På hjemrejsen aflagde han besøg ved hoffet i Berlin, hvor han afslog et ellers smigrende tilbud fra Kong Frederik Vilhelm 4. af Preussen om at træde ind i den preussiske hær.[7]

Vejen til tronenRediger

ÆgteskabRediger

 
Prins Christians første ægteskabsprojekt, Dronning Victoria af Storbritannien.

I 1838 deltog prins Christian som repræsentant for kong Frederik 6. i dronning Victorias kroning i Westminster Abbey i London. Under sit ophold i London bejlede han uden held til den unge britiske dronning, der imidlertid valgte at følge sin families ønsker og foretrak at gifte sig med sin fætter, prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha. Ikke desto mindre fik den unge dronning et godt indtryk af den jævnaldrende prins Christian, der 25 år senere skulle blive svigerfar til hendes ældste søn, Fyrsten af Wales.[8]

 
Prins Christian og Prinsesse Louise i 1840'erne.

I stedet forlovede Prins Christian sig i efteråret 1841 med sin halvkusine prinsesse Louise af Hessen-Kassel.[9] Hun var datter af Landgreve Vilhelm af Hessen, der var dansk general og guvernør i København. Landgreve Vilhelm var gift med Kong Christian 8.s søster prinsesse Charlotte, og Louise var dermed den nye konges niece og som Prins Christian selv oldebarn af Kong Frederik 5.. Brylluppet blev fejret den 26. maj 1842 i prinsessens forældres residens i Frederik VIII's PalæAmalienborg.[9]

Louise var en klog og energisk kvinde, der udøvede stærk indflydelse på sin mand.[kilde mangler] Efter brylluppet fik parret overdraget Det Gule Palæ i Amaliegade som bolig, hvor deres første fem børn blev født mellem 1843 og 1853: Prins Frederik i 1843, prinsesse Alexandra i 1844, prins Vilhelm i 1845, prinsesse Dagmar i 1847 og prinsesse Thyra i 1853.[10] Familien var stadig ret ukendt og levede et efter kongelige normer relativt borgerligt liv.[kilde mangler]

TronfølgerRediger

 
Prinsesse Louises morbror, Kong Christian 8., der under sin regeringstid stod overfor en kompleks tronfølgekrise.

I løbet af 1840'erne blev det stadig mere tydeligt, at det Danske Monarki stod over for en tronfølgekrise. Da Kong Christian 8. besteg tronen i 1839, havde hverken hans søn, Kronprins Frederik, eller kongens lillebror, Arveprins Ferdinand, nogle børn, og det virkede efterhånden usandsynligt, at der ville blive født en legitim arving til tronen. Det blev dermed klart, at den regerende danske kongeslægt, den ældste mandlige linje af Huset Oldenburg, var på vej til at uddø. Tronfølgekrisen var et komplekst dilemma, da arvefølgereglerne i de forskellige dele af det Danske Monarki, Kongeriget Danmark og de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg ikke var identiske. Muligheden for, at den danske krone kunne blive adskilt fra hertugdømmerne, blev dermed overhængende.[11] Desuden havde de nationalliberale en dagsorden, hvor de toneangivende ønskede en tættere forbindelse mellem Danmark og Slesvig, hvilket især skabte forbitrelse i Holsten.[12]

Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:

Arvefølgereglerne i Kongeriget Danmark var fastlagt i Kongeloven fra 1665, der fastlagde, at tronen blev arvet af Frederik 3.'s efterkommere i mandslinje. Først i det tilfælde hvor alle efterkommere af Frederik 3. i mandslinjen, inklusive alle mandlige sidelinjer, var uddøde, ville den nærmeste kvindelige arving kunne arve tronen og derefter hendes egne mandlige arvinger.[13] I de tyske hertugdømmer var arvefølgereglerne også begrænset til efterkommere i mandslinje men var til gengæld ikke begrænset til Frederik 3.'s efterkommere. Da der eksisterede flere mandlige sidelinjer af Huset Oldenburg, der imidlertid ikke nedstammede fra Frederik 3., opstod muligheden for, at arvefølgen kunne gå forskellige veje i kongeriget og hertugdømmerne.

Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:

I 1851 anbefalede den russiske kejser, at prins Christian rykkede frem i den danske arvefølge. I 1852 tilsluttede stormagterne sig dette ved den anden London-protokol, der blev underskrevet af Storbritannien, Frankrig, Rusland, Preussen og Østrig den 8. maj 1852, samt ratificeret af Danmark og Sverige. Den fastslog, at det Danske Monarki bestod af Kongeriget Danmark med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, og at prins Christian skulle arve den danske trone. Denne protokol forudsatte en ændring af Tronfølgeloven, som blev vedtaget af den danske rigsdag og underskrevet af Frederik 7. den 31. juli 1853, hvorved Christian blev tronfølger i det samlede danske monarki, når Frederik 3.s mandlige linje måtte uddø. Som tronfølger fik han titlen Prins til Danmark og rang af Højhed.

I virkeligheden var det prins Christians hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece til Christian 8. og kusine til Frederik 7. havde arveret til den danske trone ifølge Kongeloven, men nu nød hendes mand godt af denne arveret.

RegeringstidRediger

TronbestigelseRediger

 
Christian 9.

Den 15. november 1863 døde Frederik 7., og Christian fulgte ham som konge i Danmark og hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg. Han blev udråbt til konge af konseilspræsident Carl Christian Hall fra Christiansborg Slots balkon den 16. november 1863 under kongenavnet Christian 9. Han var den første konge af huset Glücksborg, en yngre sidelinje af den oldenborgske slægt. Christian 9 var konge af Danmark fra 1863 til 1906.

Frederik 7.'s død uden arvinger, blev brugt af prins Frederik af Augustenborg (1829-1880) til at udråbe sig til hertug af Slesvig og Holsten under navnet Friedrich VIII. (Prins Frederik var en søn af den fordrevne hertug af Augustenborg, Christian August, som var leder af en tysk slesvig-holstensk bevægelse i 1848. Friedrichs far døde først i 1869). Hertugslægten nedstammede fra Hans den yngre af Sønderborg. Imidlertid fik Friederich ikke støtte af Otto von Bismarck, hvis mål ikke var et selvstændigt Slesvig-Holsten, men som ønskede en indlemmelse af Slesvig og Holsten i Preussen.

Anden slesvigske krigRediger

Den egentlige årsag til at Otto von Bismarck kunne erklære Danmark krig var, at folketinget i november 1863 vedtog en forfatning, som indlemmede Slesvig i det danske rige. C.C. Hall var en af fortalerne for denne Ejder-danske forfatning.

Som nyudnævnt konge var Christian 9. betænkelig ved at underskrive forfatningen, idet han forudså problemer med Otto von Bismarck. Men han var stillet over for et folkekrav – der var demonstrationer foran slottet hvor folkemængder råbte "Ned med kongen og leve Karl den 15." Dette tilråb sigtede til, at da de nationalliberale fik regeringsmagten i 1857, legede de med tanken om at indgå i en union med Sverige-Norge under fælles konge, Karl den 15. Ligeledes udtrykte dagspressen tvivl om, hvorvidt den nye konge ville underskrive forfatningen, og også Rigsrådet og Københavns borgerrepræsentation pressede kongen i henvendelser, der understregede forfatningens betydning for "Danmarks riges frihed og selvstændighed."[14] På det første statsrådsmøde efter sin tiltræden underskrev den nye konge forfatningen den 18. november 1863.[15] Han understregede, at ansvaret lå hos ministeriet, men at han ville skrive under af pligt, selv om han nødig ville bringe landet i ulykke.[15]

Næsten som forudset erklærede Bismarck Danmark krig. Natten til 1. februar 1864 gik preussiske og østrigske styrker over Ejderen med en talmæssigt overlegen styrke. Hertil kom, at preusserne var udstyret med bagladegeværer og riflede kanoner. Danskerne under de Meza afviste det første angreb ved Mysunde den 2. februar. Men stillingen var uholdbar, og de Meza besluttede at foretage en tilbagetrækning, før hæren blev omgået. Den gennemførtes den 5. februar, men kom til at koste generalen hans kommando, da den danske offentlighed ikke kunne forstå, at Dannevirke måtte opgives uden sværdslag.[16] Bagtroppen under Max Müller udkæmpede en hård kamp ved Sankelmark den 6. februar, mens hovedstyrken under general Gerlach forskansede sig ved Dybbøl.[17] Efter en måneds bombardement stormedes Dybbøl den 18. april 1864. Det lykkes at holde stand mod den knusende overmagt, og den 12. maj blev der sluttet våbenstilstand, medens man afventede resultaterne af London-konferencen, som var åbnet i april. Danmark tilbød at afstå strimlen mellem Ejderen og Dannevirke, men dette var ikke tilstrækkeligt, kampene blev genoptaget, og den 29. juni 1864 faldt Als. Kampen var umulig, og den 20. juli sluttes våbenhvile. Ved freden i Wien den 30. oktober måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Historikeren Tom Buk-Swienty afslørede i sin bog Dommedag Als (august 2010), at Christian 9. i et forsøg på at undgå, at det danske monarki mistede kontrol over Slesvig og Holsten, tilbød den preussiske konge Vilhelm 1. at indlemme Danmark i det tyske forbund. Ikke ulogisk idet Holsten allerede var medlem af Det Tyske Forbund, som jo ikke var et samlet Tyskland, men 35 selvstændige stater, som samarbejdede i et statsforbund med toldunion. Preussen og Østrig var stormagterne i Forbundet, som nærmest kan betragtes som et EU.[kilde mangler] De fleste stater i Forbundet var tysktalende.

ForfatningskampenRediger

  Uddybende artikler: Forfatningskampen og Systemskiftet

Forfatningskampen kom til at dominere en lang række af Christian 9.'s regeringsår. Han stod meget konsekvent fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets ønsker, og under hele forløbet støttede han sig længe uden forbehold til konsejlspræsidenten fra Højre, J.B.S. Estrup, i dennes kamp mod folketingsparlamentarismen og partiet Venstre, selv om visnepolitikken skabte store problemer for landet.[18] Da Estrup trak sig tilbage fra posten, forsøgte kongen sig med endnu tre højreledede mindtretalsregeringer.

Først efter et knusende nederlag til Højre ved folketingsvalget i 1901 lod kongen sig overtale til at udnævne et Venstre-ministerium, bl.a. under indflydelse af svigerdatteren prinsesse Marie.[19] Systemskiftet til folketingsparlamentarisme var en kendsgerning.

På trods af de mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til størsteparten af befolkningen, blev han en populær regent på grund af sit fordringsløse og imødekommende væsen over for alle.

Europas svigerfarRediger

 
Christian 9., Dronning Louise og deres familie samlet i Havesalen på Fredensborg Slot i 1883, malet i 1886 af Laurits Tuxen

Christian 9. og Dronning Louise havde børnene Frederik, Alexandra, Vilhelm, Dagmar, Thyra og Valdemar. Christian 9. var kendt som "Europas Svigerfar", idet fire af hans børn kom til at sidde på europæiske troner: Frederik som kong Frederik 8. af Danmark, Alexandra som dronning af England, gift med Edvard 7., Dagmar som kejserinde af Rusland (under navnet Maria Fjodorovna), gift med tsar Alexander 3. af Rusland, samt Vilhelm som Kong Georg 1. af Grækenland. I 1887 afslog prins Valdemar at blive konge af Bulgarien.

Det faldt desuden i Christian 9.'s lod, at han kunne give sit samtykke til, at hans sønnesøn, prins Carl, kunne vælges til konge af Norge.

I årenes løb afholdtes mange og store familiefester på Fredensborg Slot med børn, svigerbørn, børnebørn m.fl.

Christian den 9.'s udflugterRediger

 
En stenvarde til minde om Christian 9.'s besøg ved Mårup Kirke (Lønstrup) 17. august 1871

Kong Christian den 9. kom meget ud til sit folk både i København og i andre byer som i 1853, hvor han var til fuglekongeskydning i Randers og til andre byer. Han er mindet på en tavle med de andre, der har vundet.[kilde mangler]

Christian 9. besøgte i 1874 Færøerne og Island og blev den første regerende danske konge, der havde besøgt øerne.

DødRediger

Dronning Louise døde den 29. september 1898 på Bernstorff Slot. Christian 9. døde 87 år gammel den 29. januar 1906[1]Amalienborg. Efter et castrum doloris i Christiansborg Slotskirke blev han gravsat i Roskilde Domkirke i Glücksborgernes kapel.[20]

Han blev fulgt som konge af sin ældste søn Frederik, der besteg tronen som Kong Frederik 8.

Kunstneriske gengivelserRediger

Titler, prædikater og æresbevisningerRediger

Fuld officiel titelRediger

Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg.[21]

Titler og prædikater fra fødsel til dødRediger

  • 1818-1825: Hans Durchlauchtighed Prins Christian til Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
  • 1825-1853: Hans Durchlauchtighed Prins Christian til Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
  • 1853-1858: Hans Højhed Prins Christian til Danmark
  • 1858-1863: Hans Kongelige Højhed Prins Christian til Danmark
  • 1863-1906: Hans Majestæt Kong Christian IX til Danmark

ÆresbevisningerRediger

Danske dekorationerRediger

Udenlandske dekorationerRediger

BørnRediger

Navn Født Død Ægtefælle Børn
Med Louise af Hessen-Kassel
Kong Frederik 8. af Danmark 3. juni 1843 14. maj 1912 Prinsesse Louise af Sverige-Norge Kong Christian 10. af Danmark
Kong Haakon 7. af Norge
Prinsesse Louise af Schaumburg-Lippe
Prins Harald af Danmark
Prinsesse Ingeborg af Sverige
Prinsesse Thyra af Danmark
Prins Gustav af Danmark
Dagmar Castenskiold
Dronning Alexandra af Storbritannien 1. december 1844 20. november 1925 Kong Edward 7. af Storbritannien Prins Albert Victor af Storbritannien
Kong Georg 5. af Storbritannien
Hertuginde Louise af Fife
Prinsesse Victoria af Storbritannien
Dronning Maud af Norge
Prins John af Storbritannien
Kong Georg 1. af Grækenland 24. december 1845 18. marts 1913 Storfyrstinde Olga Konstantinovna af Rusland Kong Konstantin 1. af Grækenland
Prins Georg af Grækenland
Storfyrstinde Alexandra Georgievna af Rusland
Prins Nikolaos af Grækenland
Storfyrstinde Maria Georgievna af Rusland
Prinsesse Olga af Grækenland
Prins Andreas af Grækenland
Prins Christophoros af Grækenland
Kejserinde Maria Fjodorovna af Rusland 26. november 1847 13. oktober 1928 Kejser Alexander 3. af Rusland Kejser Nikolaj 2. af Rusland
Storfyrst Alexander Alexandrovitj af Rusland
Storfyrst Georg Alexandrovitj af Rusland
Storfyrstinde Xenia Alexandrovna af Rusland
Storfyrst Mikhail Alexandrovitj af Rusland
Olga Alexandrovna Kulikovskaja
Hertuginde Thyra af Cumberland 29. september 1853 26. februar 1933 Kronprins Ernst August af Hannover Markgrevinde Marie Louise af Baden
Prins Georg Vilhelm af Hannover
Storhertuginde Alexandra af Mecklenburg-Schwerin
Prinsesse Olga af Hannover
Prins Christian af Hannover
Hertug Ernst August af Braunschweig
Prins Valdemar af Danmark 27. oktober 1858 14. januar 1939 Prinsesse Marie af Orléans Prins Aage, Greve af Rosenborg
Prins Axel af Danmark
Prins Erik, Greve af Rosenborg
Prins Viggo, Greve af Rosenborg
Prinsesse Margrethe af Bourbon-Parma

AnetavleRediger

Christian IX's anetavle i fire generationer
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
16. Peter August Frederik af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
 
 
 
 
 
 
 
8. Karl Anton August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
17. Sophie von Hessen-Philippsthal
 
 
 
 
 
 
 
4. Frederik Karl Ludvig af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
18. Albrecht Christoph af Dohna-Schlobitten og Leistenau
 
 
 
 
 
 
 
9. Frederikke af Dohna-Schlobitten
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
19. Sophie Henriette af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
 
 
 
 
 
 
 
2. Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
20. George Adam von Schlieben
 
 
 
 
 
 
 
10. Karl Leopold af Schlieben
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
21. Katharine Dorothea Finck von Finckenstein
 
 
 
 
 
 
 
5. Friederikke, f. grevinde von Schlieben
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
22. Ahasverus Ernst von Lehndorff
 
 
 
 
 
 
 
11. Marie Eleanore af Lehndorff
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
23. Marie Louise von Wallenrodt
 
 
 
 
 
 
 
1. Christian IX
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
24. Vilhelm 8. af Hessen-Kassel
 
 
 
 
 
 
 
12. Frederik 2. af Hessen-Kassel
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
25. Dorothea Wilhelmine af Sachsen-Zeitz
 
 
 
 
 
 
 
6. Carl af Hessen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
26. Georg 2. af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
 
13. Marie af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
27. Caroline af Ansbach
 
 
 
 
 
 
 
3. Louise Karoline af Hessen-Kassel
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
28. Christian 6.
 
 
 
 
 
 
 
14. Frederik V
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
29. Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach
 
 
 
 
 
 
 
7. Louise af Danmark
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
30. Georg 2. af Storbritannien (=26)
 
 
 
 
 
 
 
15. Louise af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
31. Caroline af Ansbach (=27)
 
 
 
 
 
 

Se ogsåRediger

Noter og henvisningerRediger

  1. ^ a b Christian 9.gravsted.dk
  2. ^ a b c d Thorsøe, s. 523.
  3. ^ Montgomery-Massingberd, Hugh, (red.) (1977). Burke's Royal Families of the World (engelsk). Volume 1: Europe & Latin America. London: Burke's Peerage Ltd. s. 280. ISBN 0-85011-023-8. 
  4. ^ Bramsen 1992, s. 103.
  5. ^ Bramsen 1992.
  6. ^ Bramsen 1992, s. 78-82.
  7. ^ Thorsøe, s. 523-34
  8. ^ Bramsen 1992, s. 117-118.
  9. ^ a b Thorsøe 1889, s. 524.
  10. ^ Montgomery-Massingberd, Hugh, (red.) (1977). Burke's Royal Families of the World (engelsk). Volume 1: Europe & Latin America. London: Burke's Peerage Ltd. s. 69. ISBN 0-85011-023-8. 
  11. ^ Glenthøj 2014, s. 136f.
  12. ^ Glenthøj 2014, s. 140.
  13. ^ Ekman, Ernst (1957). "The Danish Royal Law of 1665". The Journal of Modern History. 29 (2): 102-107. ISSN 0022-2801. doi:10.1086/237987.  Ukendt parameter |s2cid= ignoreret (hjælp)
  14. ^ Neergaard 1916, s. 875
  15. ^ a b Møde i Geheimestatsrådet den 18. november 1863, i:Jørgensen (1970), s. 194
  16. ^ Johansen 2014, s. 172
  17. ^ Buk-Swienty 2008, s. 200
  18. ^ Skou 2008, s. 204
  19. ^ Skou 2008, s. 217
  20. ^ Filmcentralen Kong Christian IX’s bisættelse, 1906, 14 min. stumfilm
  21. ^ "Denmark". Titles of European hereditary rulers (engelsk). Arkiveret fra originalen 10. februar 2020. Hentet 20. januar 2021. 
  22. ^ Hof- und Staats-Handbuch des Herzogtum Anhalt (1867) "Herzoglicher Haus-orden Albrecht des Bären" p. 17
  23. ^ Norges Statskalender (norsk), 1890, s. 593-594, hentet 2018-01-06 – via runeberg.org. 

LitteraturRediger

Eksterne henvisningerRediger

Wikimedia Commons har medier relateret til:
Christian 9.
Sidelinje af Huset Oldenburg
Født: 8. april 1818 Død: 29. januar 1906
Titler som regent
Foregående:
Frederik 7.
Konge af Danmark
1863-1906
Efterfølgende:
Frederik 8.
Hertug af Slesvig
1863-1864
Efterfølgende:
Ingen
(titel mediatiseret)
Hertug af Holsten
1863-1864
Hertug af Lauenborg
1863-1864
Efterfølgende:
Wilhelm 1.