Døden i Venedig (film)

film fra 1971, instrueret af Luchino Visconti

Døden i Venedig (originaltitel: Morte a Venezia) er en italiensk film fra 1971, instrueret af Luchino Visconti. Filmen bygger på Thomas Manns novellette af samme navn. Hvor Manns hovedperson er forfatter, gør Visconti ham til komponist.

Døden i Venedig
Visconti, Garfagnoli og Andrésen
Overblik
OriginaltitelMorte a Venezia
Genreeksistentielt drama
Instrueret afLuchino Visconti
Manuskript afThomas Mann (novelette)
Luchino Visconti
Nicola Badalucco
Baseret påDøden i Venedig Rediger på Wikidata
MedvirkendeDirk Bogarde
Romolo Valli
Mark Burns
Björn Andrésen
FotograferingPasqualino De Santis
KlipRuggiero Mastroianni Rediger på Wikidata
ScenografiFerdinando Scarfiotti Rediger på Wikidata
Musik afGustav Mahler Rediger på Wikidata
Produceret afLuchino Visconti
DistributørWarner Bros.
UdgivelsesdatoStorbritannien 1. marts 1971
Længde130 min.
OprindelseslandItalien/Frankrig
SprogEngelsk
Nomineringer og priser
Filmfestivalen i Cannes (1971) Bedste film
Bodil (1972) Bedste ikke-amerikanske film
Links
på IMDb
på scope.dk Rediger på Wikidata
i DFI's filmdatabase Rediger på Wikidata
i SFDb Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Handling

redigér

Gustav von Aschenbach (Dirk Bogarde) tager af helbredsmæssige årsager på en rekreationsrejse til Venedig. På hotellet og Lidoen betages han af synet af den billedskønne halvvoksne dreng Tadzio (Björn Andrésen), som er på ferie sammen med sin aristokratiske polske familie. Foruroligende tegn på en koleraepidemi bagatelliseres af de lokale myndigheder, men i stigende grader af panik afbryder overklassegæsterne deres ferie og tager hjem. Aschenbach beslutter sig for at følge eksemplet, pakker og gør klar til afrejse men fortryder på banegården. Han har svært ved at forlade det sted, hvor han har set den smukke dreng. Hos en frisør lader han sit grånende hår farve sort og sit ansigt hvidt og læberne røde, hvorved han mimer en grotesk klovnelignede mand, han havde oplevet på færgen i filmens begyndelse. En sidste gang sætter han sig i liggestolen ved sit badehus og betragter Tadzio, der erotisk leger på stranden med en ældre dreng. Da næsten alle har forladt Lidoen findes Aschenbach siddende død.

Produktion

redigér

Flere af Gustav Mahlers symfonier bruges til at understrege og farve filmens temaer. Mest den femte symfonis adagietto, som nærmest styrer klipningen af den sidste scene.

Eksterne henvisninger

redigér
Priser
Foregående:
Slagteren
Bodilprisen for bedste ikke-amerikanske film
1972
Efterfølgende:
Nybyggerne
 Spire
Denne artikel om italienske film er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.