Dansk (sprog)

nordisk sprog

Dansk er et nordgermansk sprog af den østnordiske (kontinentale) gruppe, der tales af ca. seks millioner mennesker. Det er stærkt påvirket af plattysk. Dansk tales i Danmark, Sydslesvig (i Flensborg ca. 20 %), på Færøerne og Grønland [1]. Dansk er tæt forbundet med norsk. Både dansk, norsk og svensk er skandinaviske sprog og minder meget om hinanden.

Dansk  
Udtale: d̥anˀsɡ̊
Talt i: Danmark, Sydslesvig, Færøerne, Grønland
Talere i alt: 5,8-6,0 millioner 
Rang: Ca. 90
Ophav
Sprogstamme: Indoeuropæisk
 Germansk
  Nordisk
   Østnordisk
    Dansk 
Officiel status
Officielt sprog i: Danmark Danmark
Færøerne Færøerne
EU EU
Reguleret af: Dansk Sprognævn
Sprogkoder
ISO 639-1: da
ISO 639-2: dan
ISO 639-3: dan 
Kort over det danske sprogs udbredelse
Danske dialektområder
Fordelingen af ét, to og tre køn i danske dialekter. På Sjælland er man først gået fra tre til to køn i nyere tid. Vest for den røde streg bruges foranstillet bestemt artikel.
Fordelingen af stød i danske dialekter (pink=stød, grøn=musikalsk accent, blå=hverken stød eller musikalsk accent).
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Dansk. (Se også artikler, som begynder med Dansk)

Et kendetegn ved dansk er stød, men sønderjysk og dialekterne på Lolland og Falster mangler til dels stød. På bornholmsk mangler det ganske.

HistorieRediger

  Uddybende artikel: Dansk sproghistorie

Den danske sproghistorie begynder med Guldhornenes berømte runeindskrift:

ᛖ ᚲ
ᚺ ᛚ ᛖ ᚹ ᚫ ᚷ ᚫ ᛋ ᛏ ᛁ ᛉ
ᚺ ᛟ ᛚ ᛏ ᛁ ᛃ ᚫ ᛉ
ᚺ ᛟ ᚱ ᛅ ᚫ
ᛏ ᚫ ᚹ ᛁ ᛞ ᛟ

eller med latinske bogstaver:

ek HlewagastiR holtijaR horna tawidō.

fra, måske, omkring 400 e.Kr. På dansk

Jeg Lægæst fra Holt gjorde dette horn.

Fra urnordisk til nydanskRediger

Sproget på dette stadium kaldes urnordisk og adskiller sig ikke fundamentalt fra det sprog, der taltes i det øvrige nordiske område. Omkring 800 e.Kr. udskiltes olddansk (800-1100) fra urnordisk som et selvstændigt sprog. Olddansk var det sprog, der taltes i Danmark i vikingetiden. Omkring 1100 afløstes olddansk af gammeldansk, middelalderens danske sprog, der igen i 1500-tallet afløstes af nydansk.

Nydansk opdeles i ældre nydansk (fra begyndelsen af 1500-tallet til ca. 1700) og yngre nydansk (fra 1700 til nutiden).

Ord og ordforrådRediger

  Uddybende artikel: Dansk ordforråd

Det danske ordforråd vokser nu hovedsageligt ved at optage låneord, for det meste engelske, på samme måde som engelsk optager ord fra andre sprog. I senmiddelalderen blev dansk udsat for en meget stærk plattysk påvirkning fra indvandrede hanseatiske købmænd og håndværkere. En stor del af det nuværende danske ordforråd stammer fra plattysk.[2] Efter reformationen spillede hertugdømmerne en stor rolle i tysks stærke stilling, samtidig med et stort antal nordtyskere indvandrede, og tyskere blev optaget i kancellierne. Desuden var plattysk mange danske middelalderkongers modersmål, og nogle af dem kunne ikke tale dansk. Det grundlæggende ordforråd er stadig nordisk. Engelsk har siden 1950'erne været hovedleverandør af låneord til dansk. I de sidste 15 år er sproget i mange virksomheder blevet engelsk i takt med internationaliseringen af erhvervslivet og øget anvendelse af personale fra udlandet.

SkriftsprogRediger

Dansk er et skriftsprog, der er officielt i Danmark og Færøerne. Færøerne har foruden dansk færøsk som officielt sprog. I Grønland kan dansk anvendes i offentlige forhold.[3] I Island underviser skolerne i dansk som obligatorisk fremmedsprog. Dansk skrives med det latinske alfabet blot med tilføjelse af tre ekstra bogstaver: Æ / æ, Ø / ø, og Å / å. Disse bogstaver optræder som de tre sidste bogstaver i det dansk-norske alfabet.[kilde mangler]

HistorieRediger

Grundtrækkene i dansk retskrivning har ligget fast siden midten af 1500-tallet, hvor Christiern Pedersen standardiserede det i sin bibeloversættelse,[kilde mangler] men retskrivningen bliver løbende ændret. Den sidste større reform trådte i kraft 1. april 1948 med undervisningsminister Hartvig Frisch som initiativtager.[kilde mangler] Den afskaffede stort forbogstav i navneord og ændrede formerne kunde, skulde og vilde til kunne, skulle og ville. Desuden erstattede bogstavet Å den hidtidige stavemåde med dobbelt A (Aa/aa).[kilde mangler]

GrammatikRediger

  Uddybende artikel: Dansk grammatik

Den danske grammatik deles i fonologi, morfologi og syntaks med betydelige overlapninger. F.eks. hører artiklerne egentlig under morfologien, dvs. hvordan de er og (skulle det være tilfældet, dog ikke på dansk) bøjes, mens det hører syntaksen til, hvordan og hvornår de bruges. I det følgende vil rigsdansk blive brugt som mønster. Dialekterne fortjener egne artikler.

FonologiRediger

  Uddybende artikel: Dansk fonologi
Eksempel på talt sprog: Guldhornene oplæst af Anders Ø. Kristensen.

Den danske fonologi kan være svær at begribe for udlændinge. Dansk har et usædvanlig rigt vokalinventar, hvor der skelnes mellem 16-18 forskellige vokalkvaliteter. Desuden skelnes der mellem korte, lange og stødte vokaler.

De danske konsonanter svækkes i stavelsesfinal position. Det gør, at der findes flere vokoide konsonanter som i fx mad, hav, mor.

Det tryksvage e, schwa, smelter ofte sammen med nabolyde (schwa-assimilation) som derved bliver stavelsesbærende.

De uklare grænser mellem vokaler og konsonanter gør, at det er almindeligt i dansk med lange vokaliske sekvenser som i røget ørred, som kan være vanskelige at afkode for dem, der ikke har dansk som modersmål.

MorfologiRediger

  Uddybende artikel: Dansk bøjningslære

Den danske morfologi er ret simpel, idet de fleste af de bøjninger, som fandtes på oldnordisk er forsvundet.

ArtiklerneRediger

  Uddybende artikel: Den danske artikel

Dansk bruger to artikler, en ubestemt og en bestemt: en – et for den ubestemte artikel og den – det (ental) og de (flertal) for den bestemte, begge her i rækkefølgen fælleskønintetkøn. En mærkværdighed ved den bestemte artikel er, at den kan bruges som foranstående, og da i forbindelse med et adjektiv eller som et suffiks, og da som et nærmere bestemmende middel for det affikserede navneord.

De andre nordgermanske sprog viser også dette fænomen[4].

SyntaksRediger

  Uddybende artikel: Dansk sætningslære

Dansk er i hovedsagen et SVO-sprog, dvs. subjekt, verbum og objekt i den rækkefølge. Det er et fællestræk for de germanske sprog, men stilistisk findes der en del undtagelser.

Tidligere et kasussprogRediger

Dansk var for tusind år siden et kasussprog. I kasussprog bruges kasus til betydningsangivelser, der uden brug af kasus må angives på anden måde, især ved præpositionsled, men også ved ordstilling. Ud over de grammatiske kasus, nominativ, akkusativ, genitiv, dativ, der tidligere fandtes på dansk, findes der adverbielle kasus, der beskriver tid, sted og måde. Eksempler på mådeskasus er ablativ og instrumentalis. En tidskasus er temporalis, og en stedskasus er lokativ. Af de nordiske sprog har færøsk og islandsk stadig fire kasus og er kasussprog.

Dialekter, sociolekter og regionssprogRediger

  Hovedartikel: danske dialekter.

Udtalen varierer i flere egne af landet og efter socialt miljø (sociolekter). De traditionelle dialekter er på retur og erstattes efterhånden af en regional udtale af rigsdansk. Sprogforskerne inddeler de danske dialekter i tre hovedgrupper: østdansk (bornholmsk), ømål (Sjælland, Fyn og øvrige øer øst for Lillebælt) og jysk, der igen deles op i sønderjysk og øst-/vestjysk (tilsammen udgør de nørrejysk – ikke at forveksle med nordjysk). De danske dialekter har ét, to eller tre grammatiske køn, og kendeordet kan være efterhængt eller foranstillet. Socialt betingede udtaleforskelle (sociolekter) er mest markante i København, hvor der stadig er klare skel mellem højkøbenhavnsk og lavkøbenhavnsk. På Færøerne findes den særlige skriftsprogsnære udtaleform gøtudansk. Endelig har mange fra etniske minoriteter en udtale, der afviger fra rigsdansk: etnolekter.

ReferencerRediger

  1. ^ "Tromsø Universitet". Arkiveret fra originalen 3. marts 2016. Hentet 20. juli 2008. 
  2. ^ "Mittelniederdeutsche Lehnwoerter in den skandinavischen Sprachen". Arkiveret fra originalen 28. marts 2020. Hentet 11. april 2020. 
  3. ^ Inatsisartutlov nr. 7 af 19. maj 2010 om sprogpolitik
  4. ^ med to undtagelser: islandsk har kun den bestemte artikel (samtlige andre germanske sprog har to), og de vestjyske dialekter har ikke den vedhængte bestemte artikel, kun en foranstående.

Eksterne henvisningerRediger