Dansk (sprog)

nordisk sprog
For alternative betydninger, se Dansk. (Se også artikler, som begynder med Dansk)

Dansk er et østnordisk sprog indenfor den germanske gren af den indoeuropæiske sprogfamilie. Det danske sprog tales af ca. seks millioner mennesker, hovedsageligt i Danmark, men også i Sydslesvig, på Færøerne og Grønland.[1] Dansk er tæt beslægtet med norsk, svensk og islandsk, og sproghistorisk har dansk været stærkt påvirket af nedertysk.

Dansk  
Udtale: d̥anˀsɡ̊
Talt i: Danmark, Sydslesvig, Færøerne, Grønland
Talere i alt: 5,8-6,0 millioner
Ophav
Sprogstamme: Indoeuropæisk
 Germansk
  Nordisk
   Østnordisk
    Dansk 
Officiel status
Officielt sprog i: Danmark Danmark
Færøerne Færøerne
EU EU
Reguleret af: Dansk Sprognævn
Sprogkoder
ISO 639-1: da
ISO 639-2: dan
ISO 639-3: dan 
Kort over det danske sprogs udbredelse

Udbredelse og status

redigér

Dansk bliver til tider kaldt Danmarks "officielle sprog",[2][3] til trods for der ikke er nogen dansk lov der fastsætter dette,[4] :38 det er altså et de facto nationalsprog.[5] Lovgivningen og retten i Danmark foregår på dansk jf. Retsplejeloven,[6] og Retskrivningsloven af 1997 beskriver den officielle retskrivning, målrettet offentlige myndigheder tillige med uddannelsesinstitutioner der i væsentlig grad støttes af staten.

I rigsfællesskabet har Færøerne foruden rigsdansk også færøsk som officielt sprog og i Grønland kan dansk anvendes i offentlige forhold.[7] Dansk er også et af EUs officielle sprog.[8]

I Island underviser skolerne i dansk som et obligatorisk fremmedsprog, og i Tyskland, hvor der er et dansk mindretal af ca. 50.000 personer,[9] blev dansk et af Slesvigs officielle sprog i 2015.[10]

Historie

redigér

Urnordisk betegner generelt ursproget i det nordiske område. I den historiske lingvistik regnes tiden omkring år 800 for et sprogskel, og opkomsten af runedansk, eller olddansk som et selvstændigt sprog. Sprogperiodiseringen falder nogenlunde sammen med den historiske periodisering, altså vikingetiden. Det danske sprog i højmiddelalderen, lokalt kaldet tidlig middelalder (dvs. Danmarks historie (1047-1397)), er gammeldansk, der i 1500-tallet går over i nydansk. Nydansk opdeles i ældre nydansk, fra begyndelsen af 1500-tallet til ca. 1700, og yngre nydansk, fra 1700 til nutiden.

Oldnordisk blev benyttet i den tidlige danske sprogvidenskab - formelt siden Rasmus Rask i 1832 udgav bogtitelen "Kortfattet Vejledning til det oldnordiske eller gamle islandske sprog" - som en begrebsliggørelse af det fælles nordiske sprog, både forstået som et 'grundsprog' og som et slags enkeltsprog (de) - og beskriver som regel det der i dag kendes som norrønt. I dag opfattes både urnordisk og norrønt som en slags fælles nordiske enkeltsprog.[11]

Urnordisk

redigér
  Uddybende artikel: Urnordisk (sprog)

Det ældste runefund i Europa stammer fra en dansk lokalitet, Vimose, dateret til omkring år 160. Der er flere tidlige fund, men til forskel fra perioden for olddansk, eller runedansk, er det et sporadisk fundmateriale, og indtil ca. år 300 er der kun et korpus af nogle hundreder runer ialt som er spredt over flertallige genstande. Herefter kendes en del flere indskrifter, men det drejer sig generelt om et eller kun få ord fra mange forskellige genstande.[12]

De tidligste lokale arkæologiske artefakts der bærer korporeale vidnesbyrd om et sprog er diverse køkkenredskaber af bronze med et latinsk manufaktur-stempel. Ligesom med runefundene kendes der fra den efterfølgende tid, indtil ca. år 400, også her en del flere inskriptioner.[13] Mens det arkæologiske fundbillede således appelerer til forståelsen af runernes form og funktion - for runerne blev kvar - så er den sprogteoretiske udredning af urnordisk ikke så ligefrem.[14]

Eksempel på talt sprog: Guldhornene oplæst af Anders Ø. Kristensen.

En særlig kendt tekst af den urnordiske sprogform er de nu svundne guldhorns runeindskrift, der kunne være fra det 5. århundrede:

ᛖ ᚲ
ᚺ ᛚ ᛖ ᚹ ᚫ ᚷ ᚫ ᛋ ᛏ ᛁ ᛉ
ᚺ ᛟ ᛚ ᛏ ᛁ ᛃ ᚫ ᛉ
ᚺ ᛟ ᚱ ᛅ ᚫ
ᛏ ᚫ ᚹ ᛁ ᛞ ᛟ

med latinske bogstaver:

ek HlewagastiR holtijaR horna tawidō.

på moderne dansk:

Jeg Lægæst fra Holt gjorde dette horn.

Den tyske indflydelse i senmiddelalderen

redigér

Da den betydelige pantsættelse til de tysktalende hertuger fandt sted i 1300-tallet blev den spirende rigsadministration, fra 1400-tallet kendt som kancelliet, præget af netop det forhold, såvel sprogligt. Kancelliets skrivelser vedrørende Slesvig og Holsten - og Oldenburg - var holdt i den tids tysk, men det må også bemærkes den landlige udstrækning af områderne, inklusive Hamborg og Flensborg, for hovedparten ligger udenfor den nuværende grænse mod Tyskland. Kansleren var i flere tilfælde tysk og en del af kancelliskriverne måtte kunne beherske både tysk og latin så at der på den måde fandtes flere tyske borgere i kancelliet.[15] Også i senmiddelalderen indvandrede, eller færdedes hanseatiske købmænd og håndværkere i landet, og det satte ligevel et sprogligt præg.[16] Det siges flere af middelalderens konger ikke talte dansk (helt korrekt, gammeldansk), men havde plattysk som modersmål - sikkert er det i hvert fald at det oldenburgske hus, med sæde i Holsten, fik kongetitlen ved Christian d.1.s kroning i 1449.

Skriftsprog

redigér

Det danske alfabet er en udgave af det latinske alfabet blot med tilføjelse af tre ekstra bogstaver: Æ / æ, Ø / ø, og Å / å. Disse bogstaver optræder som de tre sidste bogstaver i det danske alfabet.

Retskrivning

redigér

Grundtrækkene i dansk retskrivning har eksisteret siden midten af 1500-tallet, hvor Christiern Pedersens bibeloversættelse fungerede som norm, men retskrivningen bliver løbende ændret. Den første officielle retskrivningsordbog udkom i 1872.[17] Retskrivningsreformen i 1948 havde undervisningsminister Hartvig Frisch som initiativtager og afskaffede stort forbogstav i navneord og ændrede formerne kunde, skulde og vilde til kunne, skulle og ville. Desuden erstattede bogstavet Å den hidtidige stavemåde med dobbelt A (Aa/aa).[18]

I 1955 oprettedes Dansk Sprognævn,[19] som fastlægger en retskrivningsnorm ved udgivelsen af Retskrivningsordbogen, med hjemmel i Retskrivningsloven.[20][21]

Ord og ordforråd

redigér
  Uddybende artikel: Dansk ordforråd

De største ordbøger over dansk indeholder mere end 200000 ord. Ordforrådet kan opdeles i arveord og låneord. Arveord er de ord som har eksisteret i sproget siden urnordisk eller tidligere, og udgør næsten alle af de 100 hyppigste ord og 80% af de 500 hyppigste ord. Låneord er ord som er kommet ind i dansk via et andet sprog. Blandt de 100 hyppigste ord findes ord som blive, og blandt de hyppigste 500 ord findes faktisk, eksempel og familie. De fleste låneord i dansk er fra nedertysk. Udover lån kan ord skabes gennem orddannelse i form af sammensætning eller afledning.[22]

Der findes en mængde ord fra latin, såsom 'institution', 'skole', 'familie', 'social', 'klasse', 'fabrik', 'maskine', og såmænd også fra græsk, såsom 'gymnasium', 'teknik', 'filosofi', 'analyse', 'akademi', 'politik', 'økonomi', og lige så vel mange orddannelser fra latin og græsk.

Engelsk har siden 1950'erne været hovedleverandør af låneord til dansk. I det 21. århundrede er sproget i mange virksomheder blevet engelsk i takt med internationaliseringen af erhvervslivet og øget anvendelse af personale fra udlandet.[kilde mangler]

Grammatik

redigér
  Uddybende artikel: Dansk grammatik

Den danske grammatik deles i fonologi, morfologi og syntaks med nogen overlapning. Morfologi beskriver ordets forandring, herunder dets grammatiske flektiver, mens syntaks, eller sætningslære, vedrører hvorledes ordene grupperes i det levende sprog. Dialekter har deres særegne grammatik.

Syntaks

redigér

Dansk er i hovedsagen et SVO-sprog, dvs. subjekt, verbum og objekt i den rækkefølge. Det er et fællestræk for de germanske sprog, men stilistisk findes der en del undtagelser.

Morfologi

redigér

Med kasussprog menes traditionelt sprog, der har mindst 3 kasus i substantivernes bøjning og mindst 4 kasus i pronominernes bøjning.


Af de nordiske sprog har færøsk og islandsk fire kasus, men dansk (eller engelsk) er ikke decideret et kasussprog - genitiv, eller ejefald er dog en slags undtagelse - men det siges godtnok at indoeuropæisk var et kasussprog.[23] Ud over de 'traditionelle' kasus, der også findes i det tyske sprog - nominativ, akkusativ, genitiv, dativ - findes såvel adverbielle kasus, blandt andet kendt fra latin, der beskriver tid, sted og måde - mådeskasus er ablativ og instrumentalis; tidskasus er temporalis; stedskasus er lokativ. I et sprog signalerer ordets flektion en betydningsnuance. Kasus danner såvel flektiver og er, på sin egen vis, dermed en berigelse af sproget. Alternativt, og konkret i sammenhæng med oversættelse fra et kasussprog til dansk, må sådanne betydningsangivelser opnås ved en omformulering, mest enkelt som en ændret ordstilling, eller ved finurlige præpositionsled. Som et sproganalytisk værktøj kan kasus siges ikke altid at være signaleret af flektion.

Artiklerne

redigér

Dansk bruger to artikler, fælleskøn og intetkøn, i en bestemt og en ubestemt form:

ental flertal
bestemt ubestemt bestemt/ubestemt
Fælleskøn den en de
Intetkøn det et

Den bestemte og ubestemte form er fælles for de germanske sprog,[kilde mangler] på nær islandsk, der kun har den bestemte form af artiklen.

Substantivets nominativ angives ved en affiksering af den bestemte artikel - nominativ: huset ; stamform: (et) hus - mens de vestjyske dialekter, ligesom på tysk og engelsk anvender den foranstillede artikel - das Haus, ein Haus / the house, a house.

Fonologi

redigér
  Uddybende artikel: Dansk fonologi

Lydsystemet for dansk har et rigt vokalinventar, hvor der skelnes mellem 16-18 forskellige vokalkvaliteter. Desuden skelnes der mellem korte, lange og stødte vokaler. Også konsonanterne har deres variation, og de danske konsonanter svækkes i stavelsesfinal position. Det gør, at der findes flere såkaldt vokoide konsonanter som i fx 'mad' ~ maæ, 'hav' ~ hau og 'mor' ~ moå. Det tryksvage e, schwa, smelter ofte sammen med nabolyde (schwa-assimilation) som derved bliver stavelsesbærende.

Den danske udtale kan være svær at håndtere for udlændinge. Velkendt er "rødgrød med fløde", en uklar grænse mellem vokaler og konsonanter som skaber lange vokaliske sekvenser, ligesom i "røget ørred".

Dialekter, sociolekter og regionssprog

redigér
  Hovedartikel: danske dialekter.
 
Danske dialektområder
 
Fordelingen af ét, to og tre køn i danske dialekter. På Sjælland er man først gået fra tre til to køn i nyere tid. Vest for den røde streg bruges foranstillet bestemt artikel.

Sprogforskerne inddeler de danske dialekter i tre hovedgrupper:

De danske dialekter har ét, to eller tre grammatiske køn, og kendeordet kan være efterhængt eller foranstillet. På Færøerne findes den særlige skriftsprogsnære udtaleform gøtudansk, i Sydslesvig sydslesvigdansk.

De traditionelle dialekter er på retur og erstattes efterhånden af et landsdækkende rigsdansk, men udtalen varierer stadig i landets egne. Et kendetegn ved det vestjyske er stød, mens specielt sproget på Fyn, Lolland og Falster samt på Bornholm synes at ligne mere (d)et syngende svensk(e). Således har nogle syddanske dialekter musikalsk accent. Socialt betingede udtaleforskelle, sociolekter, er (eller var engang) mest velkendt fra Københavnerområdet - det borgerlige højkøbenhavnske, senere rigsdansk, og arbejderklassens lavkøbenhavnske, gadesproget. Sprogfællesskaber markeres af en genkendelig sprogform, det være sig i udtale eller grammatik, og medlemmer fra andre sprogfællesskaber end det danske kan så bære disse kendemærker med i deres danske sprogudtale, og det kaldes også en etnolekt. En etnolekt er en sprogstil, der er knyttet til en bestemt etnisk gruppe. Det hører alt sammen med til det levende sprog.

Dansk påvirker også andre sprog. Således findes der danske påvirkninger i de nordfrisiske dialekter i Sydslesvig (f. eks. ej og ikke aiMooring, ei i Fering og Öömrang og ekSölring, dreng dring på Fering, Öömrang og Mooring og dreeng på Sölring; ild ial på Før og Amrum, iilj i Bøkingherred).[24][25] Da Gotland var dansk i årene 1361 til 1645 kom der også mange danske låneord ind i gutamålet (gutnisk). Eksempler. som findes endnu i dag, er någle (dansk nogle, svensk några), saktens (dansk sagtens, svensk nog visst) eller um en trent (dansk omtrent, svensk ungefär).[26]

Referencer

redigér
  1. ^ "Tromsø Universitet". Arkiveret fra originalen 3. marts 2016. Hentet 20. juli 2008.
  2. ^ "Det danske sprog". DEOundervisning. Demokrati i Europa Oplysningforbundet. Hentet 4. december 2022.
  3. ^ "Fakta om Danmark". www.norden.org. Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. Hentet 4. december 2022.
  4. ^ Gregersen, Frans (2016). "Sproghistorie og sprogteori". I Jacobsen, Henrik Galberg; Jørgensen, Bent; Jacobsen, Birgitte; Fahl, Laurids Kristian (red.). Dansk Sproghistorie (vol. 1): Dansk tager form. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. s. 35-78. ISBN 9788771841626.
  5. ^ Rischel, Jørgen (2012). "Danish". Revue Belge de Philologie et d'Histoire. 90 (3): 809-832. doi:10.3406/rbph.2012.8263.
  6. ^ Wind Nielsen, Jørgen Chr. (2016). "Dansk - Skal, skal ikke?" (PDF). Sprog & Samfund. 2016 (1): 3. Hentet 4. december 2022.
  7. ^ Inatsisartutlov nr. 7 af 19. maj 2010 om sprogpolitik
  8. ^ Carol Henriksen (2021), "EU", Dansk Sproghistorie: Dansk i samspil, Aarhus Universitetsforlag, 5: 163-174Wikidata Q116843650
  9. ^ Farø, Ken; Winge, Vibeke (2023-05-04). "Tyskland - sprog". Den Store Danske. Hentet 2023-09-13.
  10. ^ Nygaard, Jørgen; Møller, Ernst (14. maj 2015). "Dansk er blevet officielt sprog i Slesvig". TV SYD. Hentet 4. december 2022.
  11. ^ dansk i Den Store DanskeLex.dk ;
    Verner Dahlerup; Johannes Brøndum-Nielsen; Paul Diderichsen; Jørgen Glahder; Aage Hansen; Holger M. Nielsen, red. (1934), "Oldnordisk", Ny-Overførster, Ordbog over det danske Sprog, vol. 15, København: Gyldendalske Boghandel ; Nordisk Forlag ; Det danske Sprog- og Litteraturselskab, hentet 18. oktober 2021
  12. ^ gengivelse af de tidlige runer: pp.82-97, Vimose: p.87 hos Looijenga, Jantina Helena (1997), "Early Danish and South-East European Runic Inscriptions", Runes around the North Sea and on the Continent AD 150-700; texts & contexts, rug.nl: University of Groningen research portal / UMCG research database (Pure), s. 79=106, hentet 14. november 2023 ;
    se også Karker, Allan (2001). Dansk i tusind år. Modersmål-Selskabet. s. 22-23. ISBN 87-9941-379-5.
  13. ^ s. 41-44,44-45 hos Imer, Lisbeth M. (2010), "Runes and Romans in the North", Futhark: International Journal of Runic Studies, Oslo, Uppsala: University of Oslo, Uppsala University: 41-64, hentet 14. november 2023
  14. ^ runernes funktion, se eks. s.77-78 hos Spurkland, Terje (2010), "The Older Fuþark and Roman Script Literacy", Futhark: International Journal of Runic Studies, Oslo, Uppsala: University of Oslo, Uppsala University: 65-84, hentet 14. november 2023
  15. ^ s.1,3 hos Christiansen, Carl C. (1962), "Indledning - Forretningsgang og bogføring i Tyske Kancellis udenrigske Afdeling indtil 1670", i Hassøe, Arthur G.; Kroman, Erik (red.), Tyske Kancelli II (PDF), Vejledende Arkivregistraturer, vol. 11, København: Rigsarkivet ; Munksgårds Forlag, s. 1-5, hentet 21. april 2023 ;
    spirende: se evt.s.99-100 hos Christensen, William (1903), "Kongens Kansler og Kancelliet", Dansk statsforvaltning i det 15. århundrede, København: Det kongelige danske videnskabernes selskab ; GEC. Gad, s. 91-146, hentet 18. oktober 2021
  16. ^ "Mittelniederdeutsche Lehnwoerter in den skandinavischen Sprachen". Arkiveret fra originalen 28. marts 2020. Hentet 11. april 2020.
  17. ^ Galberg Jacobsen, Henrik (2021-11-26). "retskrivning". Den Store Danske. Hentet 2023-05-14.
  18. ^ "retskrivningsreformen i 1948". Den Store Danske. 2023-03-22. Hentet 2023-05-14.
  19. ^ Hansen, Erik; Lund, Jørn. "Dansk Sprognævn". Den Store Danske. lex.dk. Hentet 2023-05-14.
  20. ^ "Lov om dansk retskrivning". retsinformation.dk. 14. maj 1997. Hentet 25. juli 2022.
  21. ^ "Bekendtgørelse af lov om Dansk Sprognævn". retsinformation.dk. 13. februar 2015. Hentet 25. juli 2022.
  22. ^ Karker, Allan (2023-05-03). "dansk - ordforråd". Den Store Danske. Hentet 2023-08-09.
  23. ^ kasussprog i Den Store DanskeLex.dk
  24. ^ Handbuch der Sprachminderheiten in Deutschland, 2020, side 113
  25. ^ V. Tams Jørgensen: Snaak Friisk, interfrisisk leksikon, Nordfriisk Instituut, Bredsted/Bräist 2010
  26. ^ Bengt Pamp: Svenska dialekter. Natur och Kultur, Stockholm 1978, ISBN 91-27-00344-2, side 76

Eksterne henvisninger

redigér