Åbn hovedmenuen
Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Fra de tidligere Kellerske Anstalter i Brejning ved Børkop syd for Vejle
En af de mange bygninger i Brejning

De Kellerske Anstalter var navnet på Danmarks og Nordeuropas største anstalt for åndssvage eller udviklingshæmmede. Den blev oprettet i 1865 og nedlagt i 1990.

Anstalterne blev til, da døvepædagogen, cand.theol. Johan Keller udvidede sin private døvstummeskole i København til at omfatte åndssvage. Hans søn Christian Keller fulgte ham som leder.

Fra 1899 havde den hovedkvarter i Brejning mellem Vejle og Fredericia. Det oprindelige anstaltskompleks i Brejning er tegnet af Vilhelm Klein i historicistisk stil og blev opført 1898-1901. Den første bygning, Mandshjemmet, blev indviet 10. juli 1899. Anstalten havde plads til 600 patienter. De næste tres år mangedobledes tallet. Senere udvidelser blev foretaget af Peder Gram og Ernst Petersen.

Danmark blev med Christian Keller som frontfigur et foregangsland, når det gjaldt overvågning, systematisk indsamling, institutionalisering og sterilisation af åndssvage. Anstalten i Brejning blev med sine isolationsfilialer på Livø og Sprogø den anstalt, man i samtiden viste frem til offentligheden som forbillede for hele Europa og blev et bevis på, hvor humant et land Danmark var. Siden hen tog kritikken af menneskesynet bag og centralinstitutionerne som boligform over, og det førte fra slutningen af 1950'erne til en gradvis opløsning.

Komplekset er i dag ombygget til private boliger og hotel. Det tidligere kvindehjem ejes af DDS, der bruger det som efterskole og mødested.

Isolationsfilialen på LivøRediger

I 1911 overtog De Kellerske Anstalter øen Livø i Limfjorden. Den blev et sted, hvor åndssvage og ofte kriminelle mænd blev holdt fanget. Disse åndssvage fik betegnelserne "antisociale" og "moralsk åndssvage". Deres forbrydelser kunne være alt fra voldtægt til tyveri af cykler eller drengestreger. Læger ville i dag ikke betegne dem som åndssvage eller udviklingshæmmede, men det lå i tiden at rense ud i samfundet, og man frygtede særligt i 1920'erne og 1930'erne for, at de ville sætte børn i verden, eftersom man antog, at åndssvage videregav deres mangler til de følgende generationer. Derfor var et af målene med Livø at få de indsatte tilbage på rette spor og til et normalt liv, men også at sørge for, at de ikke formerede sig. Når de blev prøveløsladt, kunne samvær eller forlovelse føre til, at blive sendt tilbage til øen.

Livet på øen var ikke som i et normalt fængsel. De anbragte kunne gå frit omkring, og det var deres opgave at passe landbrug, skov, mejeri og værksteder. Flere forsøgte at flygte, hvilket oftest havde en uheldig udgang. På den tid havde Livø 200 beboere, hvoraf halvdelen var under åndssvageforsorgen, mens den anden halvdel var de ansatte og deres familier. Ø-anstalten blev nedlagt i 1961. De hvide huse med de røde tage på øen stammer fra denne periode. [kilde mangler]

Isolationsfilialen på SprogøRediger

 
Kvindehjemmet på Sprogø.

I 1923 indrettede De Kellerske Anstalter en tilsvarende ø-anstalt for "moralsk åndssvage" kvinder på Sprogø i Storebælt. Det var først og fremmest kvinder med en eksplicit seksualitet. Det skete under påvirkning af tidens debat om "racehygiejne" og i frygt for, at de satte børn i verden. Betalingen for at komme i land var at lade sig sterilisere. Ø-anstalten blev nedlagt i 1961. En fiktionsbeskrivelse af kvindernes liv på kvindehjemmet på Sprogø kan findes som en central del af Jussi Adler-Olsens bog Journal 64. Ligeledes handler Vibeke Marx' roman Skygger fra Sprogø om dette emne.

KilderRediger