Puniske krige
De puniske krige var tre krige mellem den Romerske republik og den fønikiske bystat Kartago. De fandt sted fra 264 f.Kr. til 146 f.Kr.. Ordet 'punisk' kommer af, at romerne kaldte kartaginienserne for punere. 'Puner' er etymologisk det samme som føniker.
Krigene var et resultat af Roms ekspansion på den italienske halvø og især under den 2. puniske krig løsrev de italienske forbundsfæller sig fra Rom. Det førte til, at romerne konfiskerede deres jord, som blev ager publicus, jord ejet af staten Rom.
Første puniske krig redigér
Den første puniske krig mellem 264 og 241 f.Kr. blev udløst af Karthagos ekspansion på Sicilien. Det så romerne som en trussel mod Rom og deres dominans på den italiske halvø. Krigen blev mest udkæmpet på havet og endte med, at Rom vandt Sicilien, Sardinien, Korsika og de Baleariske Øer fra Karthago. Herefter havde Karthago kun besiddelser i Nordafrika og på den iberiske halvø.
Anden puniske krig redigér
Den anden puniske krig varede fra 218 til 201 f.Kr.. Forinden havde Karthagos med general Hannibal ekspanderet kraftigt på den iberiske halvø. Krigen er mest berømt for Hannibals togt over Alperne med elefanter og hans sejre over romerne 218-216 f.Kr., især slaget ved Cannae 216 f.Kr.. Krigen endte dog med Roms sejr, der fratog Kartago alle besiddelser pånær landområdet omkring selve byen i Nordafrika.
Tredje puniske krig redigér
Den tredje puniske krig mellem 149 og 146 f.Kr. var en lang belejring af Karthago og endte med byens fuldstændige ødelæggelse.
Udsagn redigér
Den romerske politiker Cato den Ældre er berømt for sit udsagn "Ceterum censeo Carthaginem esse delendam" ("Desuden mener jeg, Karthago bør ødelægges") mellem anden og tredje puniske krig.
Hovedkilde redigér
Hovedkilden til krigene er historikeren Polyb.