Konservative Parti (Storbritannien)

politisk parti i Storbritannien
(Omdirigeret fra Det Konservative Parti (UK))
For alternative betydninger, se Konservative Parti. (Se også artikler, som begynder med Konservative Parti)

Det Konservative og Unionistiske Parti (engelsk: The Conservative and Unionist Party, i daglig tale blot Conservatives) er et britisk konservativt og unionistisk politisk parti, som blev stiftet i 1834. Partiet er en udløber af det gamle Tory-parti, og medlemmer af Det Konservative Parti kaldes derfor stadig ofte for Tories.

Det Konservative Parti
Conservative and Unionist Party
 
PartilederRishi Sunak
PartiformandRichard Holden
 
Grundlagt1834; 189 år siden (1834)
Antal medlemmerStigning190.000 (oktober 2019)[1]
UngdomsorganisationYoung Conservatives
Pladser i House of Commons:
120 / 650
Pladser i House of Lords:
274 / 783
Pladser i Skotlands parlament:
31 / 129
Pladser i Den walisiske nationalforsamling:
16 / 60
 
Politisk ideologiKonservatisme,
Britisk unionisme,
Økonomisk liberalisme,
Euroskepticisme[2]
Politisk placeringCentrum-højre
Internationalt samarbejdsorganInternational Democrat Union
Europæisk samarbejdsorganAlliancen af Europæiske Konservative og Reformister
Partifarve(r)     Blå
Udspringer afTory-partiet,
Liberale Unionist Parti
 
Websitehttps://www.conservatives.com

Historie

redigér

Grundlæggelse og første år

redigér

Partiet blev stiftet i 1834 af den nyvalgte premierminister Robert Peel, som få dage efter at have indtrådt som premierminister publicerede et manifest, kaldet Tamworth-manifestet, hvor han fremlagde idealerne for et moderne konservativt parti.[3]

Over de næste år var de konservative i regering i de fleste af dem, men i 1846 blev partiet delt i to som resultat af uenighed over regeringens beslutning om fjerene toldafgifter på importen af korn, hvilke endte med at dele partiet i en frihandel-fraktion, kaldet Peelites efter Robert Peel, og en protektionistisk-fraktion.[4] Over tid begyndte Peelite-fraktionen at bevæge sig over til Whig-pariet, og de fleste var med til at stifte det Liberale Parti i 1859.[5]

Konservative og Unionister

redigér

Det lykkedes de konservative at danne en række kortvarige regeringer over de næste år, men det var først 1874 under Benjamin Disraeli at det lykkedes partiet at opnå en majoritet igen. Partiet havde under Disraeli og hans forgænger Edward Smith-Stanley havde haft succes med at udvide partiets appel samtidig med at valgretten blev udvidet gennem en række reformer i 1800-tallet.[5] Partiet begyndte at appellere til den nye middelklasse, men også dele af arbejdersklassen, under den paternalistiske konservative ideologi grundlagt af Disraeli som blev kendt som One-nation konservativisme.[6]

I 1886 dannede de konservative en alliance med det Liberale Unionist Parti, hvilke var en fraktion af det Liberale Parti som var splittet fra partiet som resultat af deres modstand imod selvstyreIrland. Denne alliance resulterede i politisk dominans over de næste 20 år, hvor at de konservative havde regeringsmagten i 17 af dem. Denne periode kom dog til sin ende i 1906, da et ny split over told resulterede i et massivt valgnederlag for de konservative og en stor sejr for de liberale.[5]

I 1909 skiftede partiet navn til det moderne navn, Det Konservative og Unionistiske Parti, og i 1912 fusionerede partiet officielt med Det Liberale Unionist Parti.[5]

Krigstiden

redigér
 
Margaret Thatcher var leder af Det Konservative Parti mellem 1975-90.

Under den 1. verdenskrig blev de konservative del af en samlingsregering, og fortsatte som del af denne koalition med Det Liberale Parti frem til 1922. Herefter overtog Det Konservative Parti magten for første gang siden 1906, og dominerede mellemkrigstiden under premierminister Stanley Baldwin. De konservative havde magten da 2. verdenskrig begyndte, og en konservativt-ledet samlingsregering blev dannet under Winston Churchill.[5]

Efterkrigstidens konsensus og Thatcher

redigér

En velfærdsstat var begyndt at opstå i Storbritannien i mellemkrigstiden og årene efter 2. verdenskrig, og de konservative accepterede denne velfærd som del af efterkrigstidens konsensus. Denne filosofi fortsatte under en række konservative premierministre, og det var først ved valget af Margaret Thatcher, den første kvindelige partileder og premierminister i Storbritannien, at de konservative bevægede sig væk fra konsensuset.[7] Under Thatcher begyndte de konservative et økonomisk liberalt program, som skulle gøre op med det svage økonomiske situation som landet fandt sig i. Thatcher regerede frem til 1990, hvor at hun trådte tilbage efter 11 år som premierminister.[8]

Senere år

redigér

De konservative beholdte magten under John Major frem til 1997, hvor at de ved valget led det tungeste nederlag for partiet siden 1906. Dette ledte til en periode på 13 år hvor at de konservative under fire forskellige formænd var i opposition. Det var først ved valget i 2010 at de konservative genvandt magten under David Cameron.[5]

Dette begyndte en periode på 14 år hvor at de konservative bevarede magten. Det var dog ikke en politisk stabil periode, da fem forskellige partiledere var premierminister i perioden. Cameron tråde tilbage i 2016 efter at briterne stemte for at forlade EU.[9] Han blev efterfulgt af Theresa May, som trådte tilbage i 2019 efter at ikke at kunne få en Brexitaftale igennem.[10] Hun blev efterfulgt af Boris Johnson, som lykkedes at gennemføre Brexit, men måtte træde tilbage efter at det kom frem at han havde deltaget i fester under Coronavirusnedlukningerne.[11] Herefter fulgte Liz Truss som varede bare 44 dage, og blev hermed den kortest siddende premierminister i britisk historie.[12] Sidst kom Rishi Sunak, den første etniske minoritet til at være premierminister i landet. Han varede frem til valget i 2024, hvor at de konservative led deres største valgnederlag nogensinde.[13]

Partiledere fra 1922 til i dag

redigér

Før 1922 havde Det Konservative Parti ikke nogen egentlig formel leder.

Valgresultater

redigér
Valg til House of Commons
Valg Partileder Stemmer % Pladser
1835 Robert Peel 261.269 40,8%
273 / 658
1837 379.694 48,3%
314 / 658
1841 379.694 56,9%
357 / 658
1847 Edward Smith-Stanley 205.481 42,7%
325 / 656
1852 311.481 41,9%
330 / 654
1857 239.712 34,0%
264 / 654
1859 193.232 34,3%
298 / 654
1865 346.035 40,5%
289 / 658
1868 Benjamin Disraeli 903.318 38,4%
271 / 658
1874 1,091.708 44,3%
350 / 652
1880 1.462.351 42,5%
237 / 652
1885 Robert Gascoyne-Cecil 1.869.560 43,4%
247 / 670
1886 1.417.627 51,4%
393 / 670
1892 2.028.586 47,0%
314 / 670
1895 1.759.484 49,3%
411 / 670
1900 1.637.683 50,2%
402 / 670
1906 Arthur Balfour 2.278.076 43,4%
156 / 670
Januar 1910 2.919.236 46,8%
272 / 670
December 1910 2.270.753 46,6%
271 / 670
1918 Bonar Law 4.003.848 38,4%
379 / 707
1922 5.294.465 38,5%
344 / 615
1923 Stanley Baldwin 5.286.159 38,0%
258 / 625
1924 7.418.983 46,8%
412 / 615
1929 8.252.527 38,1%
260 / 615
1931 11.377.022 55,0%
470 / 615
1935 10.025.083 47,8%
386 / 615
1945 Winston Churchill 8.716.211 36,2%
197 / 640
1950 11.507.061 40,0%
282 / 625
1951 13.724.418 48,0%
302 / 625
1955 Anthony Eden 13.310.891 49,7%
324 / 630
1959 Harold Macmillan 13.750.875 49,4%
345 / 630
1964 Alec Douglas-Home 12.002.642 43,4%
298 / 630
1966 Edward Heath 11.418.455 41,9%
250 / 630
1970 13.145.123 46,4%
330 / 630
Februar 1974 11.872.180 37,9%
297 / 635
Oktober 1974 10.462.565 35,8%
277 / 635
1979 Margaret Thatcher 13.697.923 43,9%
339 / 635
1983 13.012.316 42,4%
397 / 650
1987 13.760.935 42,4%
376 / 650
1992 John Major 14.093.007 41,9%
336 / 650
1997 9.600.943 30,7%
165 / 650
2001 William Hague 8.357.615 31,7%
166 / 650
2005 Michael Howard 8.785.941 32,4%
198 / 650
2010 David Cameron 10.704.647 36,1%
306 / 650
2015 11.334.920 36,9%
330 / 650
2017 Theresa May 13.632.914 42,3%
317 / 650
2019 Boris Johnson 13.966.451 43,6%
365 / 650
2024 Rishi Sunak 6.814.650 23,7%
121 / 650

Referencer

redigér
  1. ^ Blanchard, Jack (2019-10-01). "POLITICO London Playbook, presented by Lloyds Banking Group: Brexit deal DOA? — Boris on the Today program — Javid on the fringe". POLITICO. Hentet 2020-04-04. On membership size: “The biggest it’s been in the modern era, since we started counting it … I can announce 191,000 [members].”
  2. ^ "Parties and Elections in Europe - United Kingdom". Parties and Elections in Europe. Hentet 2020-04-04.
  3. ^ Gash, Norman. "Robert Peel" Encyclopedia Britannica. Hentet 6. juli 2024.
  4. ^ "Petitions and the Corn Laws" UK Parliament. 26. juli 2019. Hentet 6. juli 2024.
  5. ^ a b c d e f Kellner, Peter. "Conservative Party" Encyclopedia Britannica. Hentet 6. juli 2024.
  6. ^ Bjørn, Claus. "Benjamin Disraeli" Den Store Danske. Hentet 6. juli 2024.
  7. ^ Kavanagh, Dennis. "Thatcherism and the End of the Post-War Consensus" BBC. Hentet 6. juli 2024.
  8. ^ Sevaldsen, Jørgen. "Margaret Thatcher" Den Store Danske. Hentet 6. juli 2024.
  9. ^ "Brexit: David Cameron's resignation statement in full" BBC. 24. juni 2016. Hentet 6. juli 2024.
  10. ^ "Theresa May quits: UK set for new PM by end of July" BBC. 24. maj 2019. Hentet 6. juli 2024.
  11. ^ Quinn, Ben. (7. juli 2022) "Boris Johnson’s resignation: what is going on in UK politics?" The Guardian. Hentet 6. juli 2024.
  12. ^ Nevett, Joshua & Kate Whannel. (21. oktober 2022) "Liz Truss resigns: PM's exit kicks off another Tory leadership race" BBC. Hentet 6. juli 2024.
  13. ^ Courea, Eleni & Peter Walker. (5. juli 2024) "Rishi Sunak resigns as Tory leader as well as PM after election defeat" The Guardian. Hentet 6. juni 2024.

Eksterne henvisninger

redigér