Diskussion:Pladderhumanisme

"...udtrykkes ved en grundholdning til særligt udlændinge, som er næstekærlig og tolerant og som bygger på en accept af menneskerettighederne." synes jeg er en groft forkert udlægning af det at være 'pladderhumanist' - tanken bag 'pladderhumanisme' er at personen der bliver anklaget for det er druknet i næstekærlighed og derfor har mistet al sund fornuft.

Således vil jeg egentlig sige at ovenstående citerede sætning er et angreb på humanister og ikke bør være i artiklen.

TroelsJ 8. nov 2007, 19:49 (CET)

Citat af Ruben Palma

Citatet af Ruben Palma er lige lovligt langt til at være inden for paragraf 22 synes jeg. — Fnielsen (diskussion) 30. dec 2015, 22:57 (CET)

Emnet er rimelig svært at håndtere. Der er kun få steder, hvor begrebet får en nogenlunde omfattende definition. Citatet af Ruben Palma er et af de få, jeg har kunnet finde. Hvis der findes andre (og bedre), vil de naturligvis kunne bruges i stedet eller for at belyse begrebets spændvidde. venlig hilsen Rmir2 (diskussion) 31. dec 2015, 14:18 (CET)

Pladderhumanisme er et dansk ord

Det er helt hen i vejret at fremkomme med påstande om at udlændinge skulle have defineret betydningen. Det er de oversættere, der har oversat udenlandske vending til dansk pladderhumanisme, der ved dette valg indirekte foretager definitionen. --Madglad (diskussion) 31. maj 2016, 11:06 (CEST)

Flyttet fra artiklen

Hvis man kan skaffe oversætterens navn til følgende, har man en kilde til hvem, der mener at dette er definition og kilde, og kan skrive noget mere encyklopædisk på denne baggrund. --Madglad (diskussion) 31. maj 2016, 11:06 (CEST)

Definition

Den chilenskfødte Rubén Palma har karakteriseret pladderhumanismen som følger:

"Livet er en krævende affære. Det kræver blandt andet, at man tager beslutninger man ikke bryder sig om. Særlig ubehagelige kan være de beslutninger, der skal tages for at forhindre ubehagelige mennesker i at begå ubehagelige handlinger.

Dog findes der personer i besiddelse af et bemærkelsesværdigt privilegium, der tillader dem at gøre livets ubehageligheder til et sandt tag-selv-bord af rigtige holdninger og meninger. Disse privilegerede er pladderhumanister.

Vold og kriminalitet i alle dens former vækker naturligvis vrede hos samfundsbevidste borgere, som oftest vil kræve sanktioner overfor de asociale. Et soleklart eksempel: Visse asylansøgeres kriminalitet og udnyttelse af danskernes penge og gode vilje.

Pladderhumanisten, som selvsagt også kan være en indvandrer, har en særlig forkærlighed for denne problematik. Han vil typisk sige: At man skal visse meget forståelse og rummelighed for folk. der kommer fra andre lande. At man skal forstå hvorfor, de gør, som de gør. At det frem for alt gælder om at være tolerant og gæstfri. At man skal se sagen fra alle sider og nuancer, inden man handler overilet. Og endelig, når hans argumenter ikke rækker længere, vil han henvise til internationale konventioner – som var de naturlove, man ikke kan tillade sig at stille noget op imod.

I sin enfoldighed har pladderhumanisten bildt sig ind, at hans papegøjeagtige gentagelser og forudsigelige letkøbte “rigtige meninger” er et tegn på enestående medmenneskelighed og intelligens. Derfor har han en medfødt ret til at kalde andre for egoistiske, intolerante og fascistiske. Og enhver, der kritiserer ham, er imod den universelle godhed, han er selvbestaltet repræsentant for.

Pladderhumanisten elsker at optræde som minoriteternes beskytter. I virkeligheden interesserer han sig ikke for andre end sig selv. Han er følelsesmæssige afstumpet og kan overhovedet ikke se at kriminelle asylansøgere og indvandrere, ikke alene skaber ofre og fylder fængsler, men er medvirkende til at negativisere danskernes forhold til den brede indvandrermasse, som i årevis har gjort en indsats for at tilpasse sig dette samfund."

Med andre ord: en pladderhumanist er ifølge denne opfattelse en person, der hævder ubegrænset tolerance ud fra en opfattelse af, at dette er humanismens inderste væsen, men uden at gøre sig klart, at hvis ikke en person stilles til ansvar over for forholdet til det omgivende samfund, så bliver vedkommende i sin opførsel i stedet udtryk for egoisme og/eller partikularisme og dermed ved sin opførsel og i sine holdninger et udtryk for intolerance eller foragt og ligegyldighed over for sine medmennesker.

Kritikere af begrebet er uenige i denne definition. Den radikale Knud Sandbæk Nielsen anfører følgende:

"Udtrykket er dukket op igen på disse sider, og jeg har aldrig forstået det som et fagudtryk, der angiver noget præcist. Jeg har altid hørt det som et skældsord, omtrent som sludrechatol eller vrøvlehoved.

Men humanisme er en gennemtænkt og gennem-argumenteret, bred ideologi, som er opstået i kølvandet på religionernes tilbagetog. Humanisme er grundlaget for, at vi kan have frie samtaler og en fri debat. Humanisme er alternativet til religiøs fundamentalisme.

Humanisme sætter mennesket i centrum for dets eget verdensbillede - ikke dets verden - på den måde at det overlades til det enkelte menneske at definere sin egen identitet og danne sin egen holdning.

Allerede i 1946 satte Sartre lighedstegn mellem eksistentialisme og humanisme. Argumentet var netop, at mennesket er ansvarligt for sit eget syn på livet og medmennesket, og at mennesket eksisterer i kraft af at det påtager sig dette ansvar.



Mennesket kan således ikke længere, ifølge humanismen og eksistentialismen sådan forstået, skyde skylden på religioner eller på den herskende orden. Mennesket har et ansvar for at tage stilling til den foreliggende kultur, og selv undersøge om den er acceptabel eller om den bør ændres. 



En humanist kunne være en person, som således mener at alle mennesker har ret til at mene hvad de vil, idet de har deres grunde til det, og idet de selv må tage ansvaret for hvad de mener. Og så vil jeg jo gerne høre nogen argumentere for, at det er noget pladder."

Oprindelse

Udtrykket menes fejlagtig afledt af Adolf Hitler: Mein Kampf; heri forekommer udtrykket: Humanitätsdusel, hvilket på dansk er oversat ved pladderhumanisme, øllebrødsbarmhjertighed, humanisteri. Begrebet pladderhumanisme kendes fra 1910 og Mein Kampf kom på dansk i 1934. Begrebet øllebrødsbarmhjertighed kendes på dansk fra 1835

Pladderhumanisme kendes ikke fra 1910 - første dokumenterede brug er af K- K. Steincke fra folketingets talerstol i en tale om socialreformerne hvor han iøvrigt nævner Hitler. Talen er gengivet på side 137 i Harald Nielsen's ORd i Tide fra 1935. Mein Kampf Udkom på tysk i 1925 og danskere kunne naturligvis læse den på originalsproget inden den udkom i oversættelse. Det er derfor ret sandsyneligt at ordet er inspireret af Hitler's "Humanitätsduselei", inden den senere danske oversættelse som brugte "øllebrødsbarmhjertighed".Maunus (diskussion) 3. dec 2018, 10:12 (CET)