Åbn hovedmenuen

Dorothea af Danmark (1504-1547)

Hertuginde af Preussen

Dorothea af Danmark (1504 – 11. april 1547) var en dansk prinsesse, der var den første hertuginde af Preussen fra 1526 til 1547.

Dorothea af Danmark
Binck Dorothea of Denmark.jpg
Hertuginde Dorothea af Preussen
Hertuginde af Preussen
Periode 1526-1547
Forgænger Ingen (titel oprettet)
Efterfølger Anna Marie af Braunschweig
Ægtefælle Albrecht, Hertug af Preussen
Børn Anna Sophia, Hertuginde af Mecklenburg
Katharina
Frederik Albrecht
Lucia Dorothea
Lucia
Albrecht
Hus Huset Oldenburg
Far Frederik 1. af Danmark
Mor Anna af Brandenburg
Født 1504
Gottorp Slot, Slesvig
Død 11. april 1547
Königsberg, Hertugdømmet Preussen
Hvilested Königsberg Domkirke

Hun var datter af Kong Frederik 1. af Danmark og Anna af Brandenburg og blev gift med Hertug Albrecht af Preussen i 1526.

BiografiRediger

Fødsel og opvækstRediger

Dorothea blev født i 1504 på Gottorp Slot nær Slesvig, som hendes far, der på dette tidspunkt var hertug af Slesvig og Holsten i fællesskab med sin storebror Kong Hans, havde gjort til sin hovedresidens. I 1514 døde hendes mor, Anna af Brandenburg, og fire år senere giftede hendes far sig igen med Sophie af Pommern.

ÆgteskabRediger

 
Portræt af Hertug Albrecht fra 1528, udført af Lucas Cranach den ældre.

I 1523 blev hendes far konge, da Christian 2. blev afsat. Umiddelbart efter blev der forhandlet om et ægteskab mellem Dorothea og den engelske tronprætendent Richard de la Pole, der blev støttet af Kong Frans 1. af Frankrig. Planerne blev dog ikke realiseret.

Til gengæld blev Dorothea i 1525 forlovet med den nytiltrådte Hertug Albrecht af Preussen. Ægteskabet blev arrangeret af hendes fars tyske kansler Wolfgang von Utenhof. Brylluppet fandt sted den 12. februar 1526, og i juni ankom Dorothea med et stort følge til Hertugdømmet Preussens hovedstad Königsberg.

Hertuginde af PreussenRediger

Dorothea havde et lykkeligt ægteskab med Albrecht, og forbindelsen bidrog til en god og tæt kontakt mellem Danmark og Preussen. Dette fortsatte, da hendes bror Christian blev dansk konge, hvor Dorothea og hendes mand fungerede som hans politiske rådgivere. De var tilstede under Christians kroning i København i 1537, og parret fungerede også som opdragere for Christians søn, Hans.

Dorotheas tid som hertuginde af Preussen var kendetegnet ved hendes store velgørenhed. Ved grundlæggelsen af Königsberg Universitet stiftede hun med midler fra sin livgeding den nordlige del af kollegiehuset med 10 fripladser. Hun støttede lutheranismen, og havde et fortroligt forhold til lederne af den protestantiske kirke i Preussen som Paul Speratus og Johannes Poliander.

Død og gravmæleRediger

 
Dorotheas epitafium i Königsberg Domkirke før ødelæggelsen under Anden Verdenskrig.
 
Busten fra Dorotheas epitafium udført af Cornelis Floris de Vriendt. Busten befinder sig i dag i Pusjkinmuseet i Moskva.

Dorothea døde i Königsberg den 11. april 1547. Hun blev begravet i Königsberg Domkirke, hvor der blev opsat et epitafium for hende i korets nordside. Epitafiet blev ødelagt under Anden Verdenskrig, men Dorotheas buste fra epitafiet overlevede og kan i dag ses i Pusjkinmuseet i Moskva.

BørnRediger

Dorothea og Albrecht havde seks børn, hvoraf kun den ældste datter overlevede til voksenalderen:

  1. Anna Sophia (11. juni 1527 - 6. februar 1591), gift 1555 med Hertug Johan Albrecht 1. af Mecklenburg
  2. Katharina (24. februar 1528 - 24. februar 1528)
  3. Frederik Albrecht (5. december 1529 - 1. januar 1530)
  4. Lucia Dorothea (8. april 1531 - 1. februar 1532)
  5. Lucia (februar 1537 - maj 1539)
  6. Albrecht (marts 1539 - marts 1539)

AnetavleRediger

KilderRediger