Dronningerunde

Dronningerunde er en proces, der kan gå forud for dannelsen af en regering, typisk efter et valg. Efter opfordring fra partierne udpeger statsoverhovedet, den regerende monark, dvs. for tiden Dronning Magrethe, en forhandlingsleder, også kaldet undersøger, kongelig undersøger, regeringsforhandler, informateur eller formateur. Undersøgeren har til opgave at sondere hvilke partier der kan samarbejde om en ny regering. Oftest har undersøgeren også rollen som formateur, dvs. at danne den nye regering. Personen er derfor ofte den formodede kommende statsminister, som har vundet et valg.

En dronningerunde kan udløses af regeringens afgang, når en ny regering ikke umiddelbart er parat til at tage over. Det kan ske når en regering træder tilbage efter at have tabt et valg, efter at være kommet i mindretal eller efter et mistillidsvotum til statsministeren. Dronningen modtager forslag til forhandlingsleder fra partierne i Folketinget, og hun udpeger derefter den person der har flest mandater bag sig. Det er i reglen den blok i Folketinget der har fået flertal efter et valg. Partier som ikke har tillid til nogen af blokkenes ledere, eller som vil være uafhængige, vælger ofte at pege på deres egen partileder som forhandlingsleder, hvilket er en måde at markere sig på, ikke nødvendigvis en tro på at personen har chance for at blive udpeget.

Det er i dag almindeligt at partierne i forud for valget tilkendegiver hvem de vil støtte som statsminister. I de seneste år er det blevet almindeligt at partierne indgiver deres bud på en forhandlingsleder skriftligt til dronningen. Nogle partier skriver udførlige politiske krav i deres brev. Det har ikke nogen praktisk betydning, da dronningen blot udpeger den der har flest mandater.

I diskussionen om en reform af grundloven har det været foreslået at reglerne for en dronningerunde formelt skal være en del af grundloven. Der kan imidlertid også argumenteres for at det er unødvendigt, da enhver kan føre forhandlinger om en ny regering, men det har ingen officiel betydning, før man faktisk kan præstere et flertal bag sig, hvorefter dronningen har basis for at udpege den nye statsminister.

HistorieRediger

Proceduren blev indført som politisk praksis i 1909, men reglerne er ikke beskrevet i en lov.[1]

Begrebet "kongelig undersøger" har været brugt siden 1968, da Hilmar Baunsgaard dannede VKR-regeringen. Fra 1963 er der eksempler på brugen af "præsidentrunde" i dansk presse om den finske regeringsdannelse. Introduktionen af betegnelsen "dronningerunde" ses at have sammenhæng med forhandlingerne om regeringsskiftet i 1974-1975, mens der ikke er blevet talt om en "kongerunde" forud for dronning Margrethes regeringstid. Det er dog muligt, at udtrykket vil blive brugt, når Kronprins Frederik overtager tronen.[2][3] Alternativt har også været benyttet betegnelserne amalienborgrunde og regeringsrunde.

Regeringsskiftet 1982Rediger

Anker Jørgensens regering trådte den 10. september 1982 tilbage uden at udskrive folketingsvalg, efter at den ikke kunne skabe flertal for en håndtering af de økonomiske vanskeligheder. I praksis havde de Radikale ikke længere tillid til regeringen. I dronningerunden pegede et flertal på Poul Schlüter som forhandlingsleder, og han dannede derefter firkløverregeringen.[4]

Regeringsskiftet 1993Rediger

Efter at være blevet kritiseret i en undersøgelse om Tamilsagen i 1992, trådte statsminister Poul Schlüter tilbage den 15. januar 1993 uden at udskrive valg. Efter en dronningerunde dannede Poul Nyrup Rasmussen regering.

Folketingsvalget 2007Rediger

I valgkampen op til folketingsvalget 2007 ville partiet Ny Alliance kun pege på Anders Fogh Rasmussen som kongelig undersøger, ikke som statsministerkandidat.

Folketingsvalget 2019Rediger

Forud for valget havde partierne i den borgerlige blok peget på Lars Løkke Rasmussen som forhandlingsleder, mens rød blok pegede på Mette Frederiksen. Alternativet pegede på partiets egen leder Uffe Elbæk som en selvstændig "grøn blok". Nye Borgerlige ville pege på en borgerlig regeringsleder, hvis denne ville opfylde partiets krav.

FremgangsmådeRediger

En dronningerunde kan forekomme af flere årsager ved udpegelsen af en ny regering. Det mest almindelige scenarie er et regeringsskifte efter et folketingsvalg, hvor den parlamentariske situation har forrykket sig, således at den tidligere regering ikke længere har mandat til at fortsætte. Dette var navnlig tilfældet efter folketingsvalget i 2019. I sådanne tilfælde begærer den siddende statsminister sin afsked og indkalder de øvrige partiledere til en dronningerunde. Statsministeren kan dog også blive siddende ved stadig opbakning i Folketinget. Ved tvivl om den parlamentariske situation kan statsministeren vælge at blive siddende, og Folketinget må da rejse et mistillidsvotum efter Grundlovens § 15, stk. 2[5], hvis ikke der er opbakning til statsministeren længere. Dronningerunder kan også forekomme uden folketingsvalg, hvis en statsminister mener at have tabt opbakningen i Folketinget eller bliver udsat for et mistillidsvotum, og statsministeren ikke ønsker at udskrive nyvalg. Et statsministerskifte kan dog også forekomme uden en dronningerunde til at afgøre den nye statsminister. Dette sker navnlig, hvis den siddende statsminister forlader embeddet uden en ændring i den parlamentariske situation, så der ikke opstår tvivl om regeringens opbakning i Folketinget. Her overtager den nye partileder af statsministerens parti sædvanligvis posten uden en dronningerunde, som det var tilfældet, da Lars Løkke Rasmussen overtog efter Anders Fogh Rasmussen, eller da Anker Jørgensen overtog fra Jens Otto Krag i 1972.[6]

Dronningerundens fremgangsmåde er ikke beskrevet i lovgivningen.[1] Monarkens rolle i regeringsdannelsen bygger på Grundlovens § 14[5], der fastslår, at monarken udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Dronningerunden finder dog i praksis sted på den fungerende statsministers ansvar, da monarken er ansvarsfri og udøver sine beføjelser gennem ministrene, som det fremgår af Grundlovens §§ 12-13[5]. Der kræves desuden en kontrasignatur til enhver statshandling, der udføres af monarken, inklusiv udpegelsen af en statsminister.[6] Monarken har derfor ingen selvstændig kompetence, men alene en formel rolle, i forbindelse med en dronningerunde.[7] En regering kan ikke udpeges, hvis den forventes at blive mødt af et mistillidsvotum straks efter sin udnævnelse.[8] Derudover gælder det princip, at det er den tiltrædende statsminister, der kontrasignerer sin egen udnævnelse og samtidig afskedigelsen af den afgående statsminister og regering. Disse tre principper er i den juridiske litteratur blevet beskrevet som hhv. den processuelle kompetenceregel, den materielle kompetenceregel og den personelle kompetenceregel. Det er ikke et retligt krav, at den fungerende statsminister finder frem til, hvilken regering, der bør udpeges ved hjælp af netop dronningerunden, men det har været praksis i over 100 år.[6]

Ved dronningerunden indkaldes alle partilederne af de partier, der har mandater i Folketinget til at møde for dronningen. De afgiver her deres råd om, hvem der bør udpeges til forhandlingsleder, ofte benævnt kongelig undersøger. Partilederne giver også ofte andre råd bl.a. om en eventuel regerings sammensætning eller fremtidige politik. Disse råd udgør foreslagene til den kongelige undersøgers forhandlingsmandat. Den person, som oftest en partileder, som flest mandater herigennem peger på, udpeges herefter til kongelig undersøger. Den kongelige undersøger er som regel også kanidaten til at blive fremtidig statsminister under den nye regering. Den kongelige undersøger skal herefter forsøge gennem forhandlingsmandatet, men også evt. udenfor dette, da dette ikke er bindende, at finde frem til en mulig regeringssammensætning, der ikke vil have et flertal imod sig. Det hænder, at dette ikke lykkes i første forsøg, og der har været helt op til fire dronningerunder, før en regering er blevet fundet. Det er dog aldrig hændt, at der ikke er blevet fundet en regering. Hvis forhandlingerne fører til en statsministerkandidat, der ikke vil få et flertal imod sig, så kan denne kandidat blive statsminister og udpege sine ministre.[6][8]

I andre landeRediger

En undersøger har to opgaver. Som informateur skal han eller hun undersøge hvilke partier, der kan samarbejde med hinanden. Som formateur skal han eller hun forberede dannelsen af en regering.

InformateurRediger

Statsoverhovedet kan udpege en informateur efter nyvalg til parlamentet eller ved andre regeringskriser. Informatoren (rådgiveren) skal på Statsoverhovedets vegne undersøge samarbejdsmulighederne mellem partierne. Derved undgår statsoverhovedet at blive indblandet i en tvist mellem partierne.

Der er brug for informatorer (rådgivere) i lande, hvor intet parti har flertal i parlamentet. I Danmark er det dronningen, der udpeger den kongelige undersøger. I Belgien og Holland er det kongen, og i Luxembourg er det storhertugen, der udpeger undersøgeren. I Den Tjekkiske Republik og i Israel er det præsidenten, der udpeger undersøgeren.

FormateurRediger

Formateuren leder forhandlingerne om regeringsdannelsen. Formateuren undersøger hvilken politik en regering vil føre, dvs., at han eller hun forbereder et regeringsgrundlag. Formateuren undersøger også personspørgsmål. Han eller hun kommer med forslag til hvem, der skal være statsminister og kan også foreslå kandidater til andre ministerposter.

ReferencerRediger

  1. ^ a b "Dronningerunde". ft.dk. Arkiveret fra originalen 18. november 2020. Hentet 8. januar 2021. 
  2. ^ Mediestream: dronningerunde
  3. ^ Henrik Lorentzen: Dronningerunde Arkiveret 17. april 2019 hos Wayback Machine, Politiken, 14. november 2007 (gengivet på sproget.dk, tilgået 12. juni 2019, arkiveret fra originalen Arkiveret 17. april 2019 hos Wayback Machine 22. september 2020)
  4. ^ [Svar på spørgsmål 207], om regeringsskifte uden nyvalg, Statsministeriet, 10. december 2009
  5. ^ a b c "Grundloven (Retsinformation), kapitel III.". Arkiveret fra originalen 16. november 2020. Hentet 8. januar 2021. 
  6. ^ a b c d Christensen, Jens Peter; Jensen, Jørgen Albæk; Jensen, Michael Hansen (2020). Dansk Statsret (3. udgave). København K: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. s. 55-80. ISBN 978-87-574-4287-8. 
  7. ^ "Sådan dannes en regering". ft.dk. Arkiveret fra originalen 15. november 2020. Hentet 8. januar 2021. 
  8. ^ a b Holst, Emma Qvirin (6. juni 2019). "Dronningerundens anatomi". Altinget.dk. Arkiveret fra originalen 27. oktober 2020. Hentet 8. januar 2021. 

Eksterne henvisningerRediger