Edvard 3. af England

Edvard 3. (engelsk: Edward III) (13. november 1312 – 21. juni 1377) var konge af England og Lord af Irland fra januar 1327 og frem til sin død; han er kendt for sin militære succes og for at genoprette den kongelige autoritet efter sin faders katastrofale og uortodokse styre. Edvard 3. omdannede Kongeriget England til en af de største militærmagter i Europa. Hans lange styre på 50 år var det næstlængste i den engelske middelalder (kun overgået af hans oldefar Henrik 3.), og i denne periode skete der vitale udviklinger i lovgivning og regeringstrukturen, særligt udviklungen af parlamentet, samt den sorte døds hærgen.

Edvard 3. af England
Konge af England
Regerede	25. januar 1327–21. juni 1377
Regent	Edvard 3.
Ægtefælle	Philippa af Hainault
Børn	Edvard, den sorte prins (1330–1376) Lionel af Antwerpen, 1. hertug af Clarence (1338–1368) John af Gaunt, 1. hertug af Lancaster (1340–1399) Edmund af Langley, 1. hertug af York (1341–1404) Thomas of Woodstock (1355–1397)
Far	Edvard 2. af England
Mor	Isabella af Frankrig
Født	13. november 1312 Windsor Castle
Død	21. juni 1377

Edvard blev kronet som 14-årig efter hans far blev afsat af hans mor, Isabella af Frankrig, og hendes elsker Roger Mortimer. I en alder af 17 år ledte han et succesfuldt coup d'état mod Mortimer, der var de facto hersker af landet, og han begyndte derved sit eget personlige styre. Efter en succesfuld kampagne i Skotland udråbte han sig selv som retmæssig arving til den franske trone i 1337. Dette igangsatte hvad der blev kendt som hundredårskrigen. Efter de første tilbageslag så gik første fase af krigen særdeles godt for England; sejre ved Crécy og Poitiers ledte til den meget favorable fredsaftale i Brétigny, hvor England fik flere områder i Frankrig, og Edvard gav afkaldt på sit krav om den franske trone. Den første fase blev kendt som den edvardianske krig. Edvards senere år var præget af internationale fiaskoer og stridigheder hjemme i England, særligt som resultat af hans egen inaktivitet og dårlige helbred.

Edvard 3. var en temperamentsfuld mand, men var i stand til at udvise stor mildhed. Han var på mange måder en konventionel konge, hvis primære interesser var krigsfærd. Han blev beundret i sin egen samtid og århundreder efter, men han blev set som en uansvarlig eventyrer af de senere historikere i oplysningstiden og William Stubbs. Dette syn er blev udfordret i nyere tid af moderne historikere, der kreditterer ham for store bedrifter.

Tidlige liv

Edvard var søn af Edvard 2. af England og Isabella af Frankrig, datter af kong Filip 4. den Smukke. Han blev født på Windsor Castle i 1312. I 1320 fik han titlen jarl af Chester, og i 1325 overlod faderen titlen hertug af Aquitanien til ham. Han blev så sendt til Frankrig for at møde sin onkel, kong Karl 4. af Frankrig.

Da han kom hjem i 1327, tvang den viljestærke dronning og hendes elsker Roger Mortimer den upopulære konge til at abdicere og satte den fjorten år gamle Edvard på tronen. Edvard 2. blev myrdet et stykke tid senere, og Isabella og Roger Mortimer kunne dermed styre riget som regenter uden at bekymre sig om indblanding fra ham.

Styre

Der gik ikke lang tid før det nye styre mødt andre problemer forårsaget af Roger Mortimer, der havde en central position ved hoffet, og som nu var de facto hersker af England. Mortimer brugte sin magt til at få herregårde og titler, og hans upopularitet voksede med det ydmygende nederlag til skotterne under slaget ved Stanhope Park og den efterfølgende Edinburgh–Northampton freden, der blev underskrevet med skotterne i 1328. Den unge konge kom i konflikt med sin værge. Mortimer vidste at hans position i relation til kongen var usikker og behandlede Edvard med respektløshed. Spændingerne blev større efter Edvard og Philippa, som var blevet gift i York Minster den 24. januar 1328, fik en søn den 15. juni 1330. Det endte med at Edvard besluttede at gøre noget mod Mortimer. Ved hjælp af sin tætte følgesvend William Montagu og en lille gruppe betroede mænd blev Mortimer fanget ved Nottingham Castle den 19. oktober 1330. Mortimer blev henrettet og Edvard 3.'s personlige styre begyndte.

Personligt styre

Edvard 3. var ikke tilfreds med fredsaftalen, der var blevet skrevet i hans navn, men en genoptagelse af krigen med Skotland var mere et privat initiativ end et kongeligt. En gruppe af engelske magnater kendt som The Disinherited (De Arveløse), der havde mistet land i Skotland som følge af fredsaftalen, iscenesatte en invasion af Skotland, og vandt en stor sejr under slaget ved Dupplin Moor i 1332. De forsøgte at indsætte Edward Balliol som konge af Skotland David 2.'s sted, men Balliol blev hurtigt fordrevet og tvunget til at søge hjælp fra Edvard 3. Den engelske konge svarede igen ved at belejre den vigtige grænseby Berwick og besejrede en stor hær der var sendt til Berwick for at hjælpe mod englænderne i slaget ved Halidon Hill. Edvard genindsatte Balliol på tronen og fik til gengæld en anseelig mængde jord i det sydlige Skotland. Disse sejre vist sig dog hårde at opretholde, da tropper som var loyale overfor David 2. gradvist genvandt kontrol over landet. I 1338 var Edvard nødt til at indgå en våbenhvile med skotterne.

For at markere sit krav til den franske trone vist Edvards våbenskjold Englands tre løver og den franske. Engelsk glasmaleri ca 1350–1377.

En af årsagerne til at han ændrede strategi overfor Skotland var en voksende bekymring over forholdet medllem England og Frankrig. Så længde Skotland og Frankrig var i en alliance stod englænderne overfor udsigten til at udkæmpe en krig på to fronter. Franskmændene plyndrede flere engelske kystbyer, hvilket ledte til rygter i England om en fransk invasion i fuld skala. I 1337 konfiskerede Filip 6. den engelske konges hertugdømme Aquitaine og countiet Ponthieu. I stedet for at søge en fredelig løsning på konflikten ved at homagium til den franske konge, som hans fader havde gjort, så svarede Edvard igen ved at gøre krav på den franske krone som barnebarn af Filip 4. Frankrig afvist baseret på fortilfælde med agnatisk arvefølge der var set i 1316 og 1322. I stedet opretholdt de retten til at Filip 4.'s nevø, kong Filip 6. (en agnatisk efterkommer af Huset Frankrig), og grundstenene til hundredeårskrigen blev dermed lagt (se stamtavlen nedenfor). I de tidlige stadier af krigen var Edvards strategi at etablere alliancer med andre prinser på kontinentet. I 1338 udnævnte Ludvig 4. Edvard som præstegeneral i Det tysk-romerske Rige og lovede sin støtte. Så sent som i 1373 etablerede den anglo-portugisiske traktat 1373 en anglo-portugisisk alliance. Disse tiltag gav dog få resultater; den eneste større militære sejr i denne fase af krigen var sejren til søs ved Sluys den 24. juni 1340, der sikrede engelsk kontrol var Kanalen.

Samtidig ledte det finanspolitiske pres på kongeriget som følge af Edvard dyre alliancer til utilfredshed hjemme i riget. Regeringsrådet var frustrerede over den store nationale gæld, mens kongen og hans ledere på kontinentet blev vrede over, at regeringen i England ikke kunne skaffe tilstrækkelige midler. For at håndtere situationen vendte Edvard tilbage til England, og han ankom uannonceret til London den 30. november 1340. Her fandt han rigets affærer i uorden, og han afskedigede store mængder af den kongelige administration i form af ministre og dommere. Dette gav dog ikke stabilitet i hjemlandet, og det ledte til modstand og uenighed imellem kongen og John de Stratford, ærkebiskop af Canterbury, hvor Stratfords slægtninge Robert Stratford biskop af Chichester og Henry de Stratford midlertidigt henholdsvis fik frataget sin og fængslet. Stratford påstod at Edvard havde forbrudt sig mod landets love ved at arrestere kongelige officerer. Der blev opnået en form for forlig i parlamentet i april 1341, hvor Edvard blev tvunget til at acceptere store begrænsninger i hans finansielle og administrative frihed mod at kunne udstede skatter. I oktober samme år fornægtede kongen dog denne statut og ærkebiskop Stratford blev politisk udstødt. De ekstraordinære omstændigheder i parlamentet i april havde tvunget kongen til at underkaste sig, men under normale omstændigheder var kongens magt i middelalderens England stort set ubegrænset, hvilket Edvard formåede at udnytte.

Groat Med Edvard 3.

Historikeren Nicholas Rodger har stillet spørgsmålstegn ved Edvards krav om at være "Sovereign of the Seas" (Hersker over havet), idet han argumenterer for at der stort set ikke var en Royal Navy før Henrik 5. (1413–22) regerede. På trods af Rodgers synspunkt, så havde Konh Jogn allerede udviklet en kongelig flåde af galejer og havde forsøgt at etablere en administration for disse skibe og for dem, som blev indrullet i flåden (privat skibe, der blev tvunget i kongens eller nationens service). Hans efterfølger Henrik 3. fortsatte dette arbejde. Uanset det faktum at han, sammen med sin forgænger, havde håbet på at udvikle en stærk go effektiv flådeadministration, så gav deres bestræbelser kun en uformel administration, der for det mest var ad hoc. Der opstod en formel flådeadministration i løbet af Edvards styre, der bestod af lægadministratorer og styret af først William de Clewre, så Matthew de Torksey og derefterJohn de Haytfield, og de havde titlen Clerk of the King's Ships. Sir Robert de Crull var den sidste der havde posten under Edvard 3. og han blev den person, som sad længst. Det var i hans tid at Edvards flådeadministration blev til den basis, som kunne udvikle sig under de efterfølgende Henrik 8.'s Council of Marine ogd Navy Board og Charles 1.'s Board of Admiralty. Rodger argumenterer også for, at Frankrig havde overherredømmet til søs i en stor del af 1300-tallet, bortset fra ved slaget Sluys i 1340 og muligvis slaget ved Winchelsea in 1350. Frankrig invaderede dog aldrig England, og Frankrigs kong John 2. døde i fangeskab i England. Der var brug for en engelsk flåde til at spille en rolle her og i andre sammenhænge bl.a. de engelsk-irske herremænds oprør og pirateri.

Stamtavle

Edvards krav om den franske trone var bseret på hans afstamning fra kong Filip 4. af Frankrig igennem ahns mor Isabella.

Forhold til det franske monarki

Filip 3. (r. 1270–1285)

Filip 4. (r. 1285–1314)

Karl af Valois († 1325)

Ludvig 10. (r. 1314–1316)

Filip 5. (r. 1316–1322)

Karl 4. (r. 1322–1328)

Isabella

Edvard 2. af England

Filip 6. (r. 1328–1350)

Joan

Edward III

Philippa af Hainault

									8. Henrik 3. af England
						4. Edvard 1. af England
									9. Eleanor af Provence
			2. Edvard 2. af England
									10. Ferdinand 3. af Castile
						5. Eleanor af Castile
									11. Joan, grevinde af Ponthieu
1. Edvard 3. af England
									12. Filip 3. af Frankrig
						6. Filip 4. af Frankrig
									13. Isabella af Aragon
			3. Isabella af Frankrig
									14. Henrik 1. af Navarre
						7. Joan 1. af Navarre
									15. Blanche af Artois

Litteratur

• Allmand, Christopher (1988). The Hundred Years War: England and France at War c. 1300 – c. 1450. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 0-521-26499-5. 
• Ayton, Andrew (1994). Knights and Warhorses: Military Service and the English Aristocracy under Edward III. Woodbridge: Boydell Press. ISBN 0-85115-568-5. 
• Barrow, G.W.S. (1965). Robert Bruce and the Community of the Realm of Scotland. London: Eyre & Spottiswoode. 
• Berard, Christopher (2012). "Edward III's Abandoned Order of the Round Table". Arthurian Literature. 29: 1-40. JSTOR 10.7722/j.ctt1x71zc. 
• Berard, Christopher (2016). "Edward III's Abandoned Order of the Round Table Revisited: Political Arthurianism after Poitiers". Arthurian Literature. 33: 70-109. 
• Bothwell, J. (1997-11-01). "Edward III and the 'New Nobility': Largesse and Limitation in Fourteenth-Century England". The English Historical Review. 112 (449): 1111-1140. JSTOR 577101. doi:10.1093/ehr/CXII.449.1111. 
• Bothwell, J. (1998). "The management of position: Alice Perrers, Edward III, and the creation of a landed estates, 1362–1377". Journal of Medieval History. 24 (1): 31-51. doi:10.1016/S0304-4181(97)00017-1. 
• Bothwell, J. (2001). The Age of Edward III. York: Boydell Press. ISBN 1-903153-06-9. 
• Bothwell, J. (2004). Edward III and the English Peerage: Royal Patronage, Social Mobility and Political Control in Fourteenth-Century England. Ipswich: Boydell Press. ISBN 1-84383-047-7. 
• Bothwell, J. (2008). "The more things change: Isabella and Mortimer, Edward III and the painful delay of a royal majority". I Beem Charles. The Royal Minorities of Medieval and Early Modern England. New York: Palgrave Macmillan. s. 67-102. ISBN 0-230-60866-3. 
• Brown, A.L. (1989). The Governance of Late Medieval England 1272–1461. London: Edward Arnold. ISBN 0-8047-1730-3. 
• Curry, Anne (1993). The Hundred Years' War. Basingstoke: Macmillan. ISBN 0-333-53175-2. 
• Graham Cushway (2011). Edward III and the war at sea: the English Navy, 1327–1377. Boydell. ISBN 978-1-84383-621-6. Hentet 11. februar 2012. 
• DeVries, Kelly (1996). Infantry Warfare in the Early Fourteenth Century: Discipline, Tactics, and Technology. Woodbridge: Boydell. ISBN 0-85115-567-7. 
• Fowler, K.H. (1969). The King's Lieutenant: Henry of Grosmont, First Duke of Lancaster, 1310–1361. London: Elek. ISBN 0-236-30812-2. 
• Fryde, E. B. (1983-07-01). Studies in Medieval Trade and Finance. London: Hambledon Press. ISBN 978-0-907628-10-1. 
• Fryde, N.M. (1975). "Edward III's Removal of his Ministers and Judges, 1340–1". Bulletin of the Institute of Historical Research. 48 (118): 149-61. doi:10.1111/j.1468-2281.1975.tb00747.x. 
• Given-Wilson, Chris (1986). The Royal Household and the King's Affinity: Service, Politics, and Finance in England, 1360–1413. New Haven, CT, US: Yale University Press. ISBN 0-300-03570-5. 
• Given-Wilson, Chris (1996). The English Nobility in the Late Middle Ages. London: Routledge. ISBN 0-415-14883-9. 
• Goodman, Anthony (1992). John of Gaunt: the exercise of princely power in fourteenth-century Europe. Longman. ISBN 978-0-582-09813-8. Hentet 30. april 2011. 
• Harriss, G.L. (1975). King, Parliament and Public Finance in Medieval England to 1369. Oxford: Oxford University Press. ISBN 0-19-822435-4. 
• Harriss, G.L. (2006). Shaping the Nation: England 1360–1461. Oxford University Press. ISBN 978-0-19-921119-7. Hentet 8. maj 2011. 
• Hewitt, H.J. (2005). The Organisation of War under Edward III. Pen and Sword. ISBN 1-84415-231-6. 
• Holmes, George (1957). The Estates of The Higher Nobility in Fourteenth Century England. Cambridge: Cambridge University Press. 
• Holmes, George (1975). The Good Parliament. Clarendon Press. ISBN 978-0-19-822446-4. 
• Jones, Dan (2013). The Plantagenets: The Warrior Kings and Queens Who Made England. Viking. ISBN 978-0-670-02665-4. 
• McKisack, M. (1959-12-31). The Fourteenth Century 1307–1399. Oxford History of England. 5. Oxford: Clarendon Press. ISBN 978-0-19-821712-1. 
• McKisack, M. (1960). "Edward III and the historians". History. 45 (153): 1-15. JSTOR 24403881. doi:10.1111/j.1468-229X.1960.tb02288.x. 
• Maddicott, John (2010). The Origins of the English Parliament, 924–1327. Oxford: Oxford University Press. ISBN 0-19-958550-4. 
• Morgan, D.A.L. (1997-09-01). "The Political After-Life of Edward III: The Apotheosis of a Warmonger". The English Historical Review. 112 (448): 856-81. JSTOR 576696. doi:10.1093/EHR/CXII.448.856. 
• Mortimer, Ian (2006). The Perfect King: The Life of Edward III, Father of the English Nation. London: Jonathan Cape. ISBN 0-224-07301-X. 
• Munby, Julian; Barber, Richard W.; Brown, Richard (2007). Edward III's Round Table at Windsor: The House of the Round Table and the Windsor Festival of 1344. Arthurian Studies. Ipswich: Boydell Press. ISBN 1-84383-313-1. 
• Musson, A. and W.A. Omrod (1999). The Evolution of English Justice. Basingstoke: Macmillan. ISBN 0-333-67670-X. 
• Nicholson, Ranald (1965). Edward III and the Scots: The Formative Years of a Military Career, 1327–1335. London: Oxford University Press. 
• Ormrod, W. Mark (2012). Edward III. Yale University Press. ISBN 978-0-300-11910-7. ; 752pp
• Ormrod, Mark (1986). "The English government and the Black Death of 1348–49". I Mark Ormrod. England in the Fourteenth Century. Woodbridge: Boydell. s. 175-88. ISBN 0-85115-448-4. 
• Ormrod, W.M. (1987a). "Edward III and the Recovery of Royal Authority in England, 1340–60". History. 72 (234): 4-19. JSTOR 24415599. doi:10.1111/j.1468-229X.1987.tb01455.x. 
• Ormrod, W.M. (1987b). "Edward III and His Family". Journal of British Studies. 26 (4): 398-422. JSTOR 175720. doi:10.1086/385897. 
• Ormrod, W.M. (February 2005) [1990]. Edward III. Tempus. ISBN 978-0-7524-3320-2. 
• Ormrod, W.M. (1994). "England, Normandy and the beginnings of the hundred years war, 1259–1360". I Bates, David; Curry Anne. England and Normandy in the Middle Ages. London: Hambledon. s. 197-213. ISBN 978-1-85285-083-8. Hentet 30. april 2011. 
• Ormrod, W.M. (2008-01-03). "Edward III (1312–1377)". Oxford Dictionary of National Biography (online). Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/8519. 
• Prestwich, M.C. (1980). The Three Edwards: War and State in England 1272–1377. London: Weidenfeld and Nicolson. ISBN 0-297-77730-0. 
• Prestwich, M.C. (2005). Plantagenet England: 1225–1360. Oxford: Oxford University Press. ISBN 0-19-822844-9. 
• Rogers, C.J., (red.) (1999). The Wars of Edward III: Sources and Interpretations. Woodbridge: Boydell Press. ISBN 0-85115-646-0. 
• Rogers, C.J. (2000). War Cruel and Sharp: English Strategy under Edward III, 1327–1360. Woodbridge: Boydell Press. ISBN 0-85115-804-8. 
• Richardson, H.G. and G.O. Sayles (1981). The English Parliament in the Middle Ages. London: Hambledon Press. ISBN 0-9506882-1-5. 
• Sumption, Jonathan (1999). Trial by Battle (The Hundred Years War I). London: Faber and Faber. ISBN 0-571-20095-8. 
• Sumption, Jonathan (2001). Trial by Fire (The Hundred Years War II). London: Faber and Faber. ISBN 0-571-20737-5. 
• Tuck, Anthony (1985). Crown and Nobility 1272–1461: Political Conflict in Late Medieval England. London: Fontana. ISBN 0-00-686084-2. 
• Verduyn, Anthony (1993-10-01). "The Politics of Law and Order during the Early Years of Edward III". The English Historical Review. 108 (429): 842-867. JSTOR 575533. doi:10.1093/ehr/CVIII.CCCCXXIX.842. 
• Vale, J. (1982). Edward III and Chivalry: Chivalric Society and its Context, 1270–1350. Woodbridge: Boydell Press. ISBN 0-85115-170-1. 
• Waugh, S.L. (1991). England in the Reign of Edward III. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 0-521-31090-3. 
• Ziegler, Phillip (1969). The Black Death. London: Collins. ISBN 0-00-211085-7. 

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Edvard 3. af England

Foregående:	Konge af England 1327-1377	Efterfølgende:
Edvard 2.		Richard 2.

Stub Denne artikel om en kongelig eller fyrstelig person er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.