Elvis Costello

Confusion colour.svg Ikke at forveksle med Elvis Presley.

Declan Patrick MacManus, OBE (født 25. august 1954),[6] kendt under sit kunstnernavn som Elvis Costello, er en engelsk post-punk singer-songwriter.[7] Han har modtaget adskillige priser i sin karriere, inklusive Grammy Awards i 1999 og 2020,[8] og han har været nomineret til Brit Award to gange i kategorien Best British Male Artist.[9] I 2003 blev han indskrevet Rock and Roll Hall of Fame.[10] I 2004 rangerede Rolling Stone Costello som nummer 80 på deresliste over 100 største kunstnere nogensinde.[11]

Elvis Costello
OBE
Elvis Costello 2012.JPG
Costello under en optræden ved Riot Fest i Chicago i 2012
Information
Pseudonym
  • D.P. Costello
  • The Imposter
  • Little Hands of Concrete
  • Napoleon Dynamite
  • Howard Coward[1]
  • Mac Manus[2]
Født Declan Patrick MacManus
25. august 1954 (66 år)
London Rediger på Wikidata
Oprindelse Paddington, London, England
Genre
Beskæftigelse Sanger, sangskriver
Aktive år 1970-nu
Pladeselskab
Associeret med
Eksterne henvisninger
www.elviscostello.com

Costello begyndte sin karriere som en del af Londons pub rock-scene i begyndelsen af 1970'erne, og han blev senere associeret med den første bølge af britisk punk og new wave, der opstod i midten og slutningen af 1970'erne.[12][13] Hans kritikerroset debutalbum My Aim Is True blev udgivet i 1977. Kort efter at have indspillet de, dannede han gruppen the Attractions som sit backing band. Hans andet album, This Year's Model, blev udgivet i 1978, og det blev rangeret som nummer 11 af Rolling Stone på deres liste over albums fra 1967-1987. Hans tredje album Armed Forces blev udgivet i 1979, og det indeholder hans højest rangerede single, "Oliver's Army" (nummer 2 i Storbritannien). Hans første tre albums optrådte alle på Rolling Stones liste over 500 Greatest Albums of All Time.

Costello og the Attractions har turneret og indspillet sammen i størstedelen af et årti, men uoverensstemmelser fik dem til at gå fra hinanden i 1986. Meget af Costellos arbejde siden har været som solokunstner, selvom han også har været genforenet med medlemmerne i gruppen flere gange siden. Costellos tekster benytter et stort ordforråd og ofte med ordspil. Hans musik trækker på mange forskellige genrer; en kritiker beskrev ham som en "popencyklopædi", der var i stand til at "genopfinde fortiden i sit eget billede".[14]

Costello har været med til at skrive adskillige originale sange til film, inklusive "God Give Me Strength" fra Grace of My Heart (1996, med Burt Bacharach) og "The Scarlet Tide" fra Cold Mountain (2003, med T-Bone Burnett). For sidstnævnte blev Burnett og Costello nomineret til Academy Award for Best Original Song og Grammy Award for Best Song Written for Visual Media.

Det Kongelige Teater bestilte en kammeropera af Costello om H.C. Andersens kærlighed til den svenske sopran Jenny Lind. Operaen fik titlen The Secret Songs, men forblev ufærdig.[15] I en 2007-opførelse instrueret af Kasper Bech Holten i Takelloftet, blev de sange, der var færdige, blandet med sange fra Costellos album The Juliet Letters. Sopranen Sine Bundgaard sang partiet som Lind.

PolitikRediger

Costello er en politisk engageret person. Han var blandt andet en af drivkræfterne bag Rock Against Racism og udgav flere plader, der var ment som en kraftig modstand mod Margaret Thatcher og hendes regering, specielt Falklandskrigen. På trods af dette har Costello i USA et rygte for at være racist efter blandt andet at have omtalt Ray Charles som en dum og blind afro-amerikaner («A blind, ignorant nigger»). Efter eget udsagn var dette imidlertid et følge af, at han var beruset og midt i en diskussion om amerikansk og britisk musik, som ikke førte nogen steder hen. Charles har selv tilgivet Costello for udtalelsen.

PrivatlivRediger

Siden december 2003 har Costello været gift med jazzmusikeren Diana Krall. Parret fik tvillinger i december 2006.

DiskografiRediger

Elvis Costello

Elvis Costello and the Attractions

Elvis Costello and The Confederates and The Attractions

Elvis Costello with Richard Harvey

Elvis Costello and the Brodsky Quartet

Elvis Costello with Bill Frisell

Elvis Costello with Steve Nieve

Elvis Costello with John Harle

Elvis Costello with Burt Bacharach

Elvis Costello with Anne-Sofie von Otter

Elvis Costello and the Imposters

Elvis Costello with Marian McPartland

Elvis Costello with Allen Toussaint

ReferencerRediger

  1. ^ Upchurch, Michael (17. april 2014). "Diana Krall takes fresh twist on forgotten tunes | Concert review". The Seattle Times. Hentet 10. maj 2020. 
  2. ^ In the liner notes of The Juliet Letters
  3. ^ Michael Uslan; Bruce Solomon (november 1981). Dick Clark's First 25 Years of Rock and Roll. Dell Books. s. 433. ISBN 978-0-440-51763-4. 
  4. ^ Barsky, Alice (11. september 2015). "Elvis Costello to Release Soundtrack Album to His Upcoming Memoir". Paste. Hentet 19. december 2015. 
  5. ^ Carr, Roy. "Pub Rock". NME. 29 October 1977.
  6. ^ Hans fulde navn blive nogle gange fejlagtigt angivet som Declan Patrick Aloysius MacManus, dette skete bl.a. i Birthday Honours List 2019, hvor ha modtog sin OBE, og derfor ofte bliver betragt som autoritativ inden for navne. Aloysius var dog ikke et af hans fødenavn, men Costello begyndte at bruge navne "Declan Patrick Aloysius MacManus" (eller nogle gange, "D.P.A. MacManus") til krediteringer på både skrift og produktion på hans albums i 1986, men det blev udfaset i midten af 1990'erne. Det er blevet foreslået at Aloysius kan være hans konfirmationsnavn, eller at brugen af Aloysius er en reference til den engelske komiker Tony Hancock, der blev født Anthony John Hancock, som blev berømt i Storbritannien for at spille en komisk karakter, der gik under navnet Anthony Aloysius St. John Hancock.
  7. ^ Holden, Stephen (28. oktober 1986). "Music: Elvis Costello". The New York Times. Hentet 19. januar 2020. 
  8. ^ Grammy Award Winners 2020 List by Zoe Haylock, Vulture.com, 26 January 2020.
  9. ^ Elvis Costello BRITS Profile Arkiveret 19. januar 2012 hos Wayback Machine. BRIT Awards Ltd
  10. ^ Elvis Costello and the Attractions Rockhall.com.
  11. ^ 100 Greatest Artists: Elvis Costello Rolling Stone.
  12. ^ Masley, Ed (18. oktober 2002). "The Best of Elvis Costello". Post-Gazette. Hentet 30. juli 2011. 
  13. ^ Elvis Costello. Encyclopædia Britannica. 25. august 1954. Hentet 30. juli 2011. 
  14. ^ Stephen Thomas Erlewine, Get Happy!! [Ryko Bonus Tracks], Allmusic. Retrieved 17 September 2007.
  15. ^ Graff, Gary (15. maj 2009). "Elvis Costello Reveals 'Secret' New Album'". Billboard. 

Eksterne henvisningerRediger