Emo af Frisland

Emo af Frisland (frisisk: Emo fan Witewierrum; nederlandsk: Emo van Bloemhof, Emo van Huizinge eller Emo van Friesland; tysk: Emo von Wittewierum) (1175 sandsynligvis i Fivelingo - 1237 i Wittewierum ved Delfzijl) var en groningsk præmonstratenser-munk, der var øjenvidne til stormfloden i 1219.

Emo af Frisland
Født 1175 Rediger på Wikidata
Fivelingo Rediger på Wikidata
Død 1237 Rediger på Wikidata
Delfzijl Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted University of Oxford Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Gejstlig Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Liv og gerningRediger

Emo kom fra Groningen-egnen. Efter at have besøgt skolen i et benediktinerkloster, studerede han kanonisk ret i Paris, fra 1190 i Oxford - under navnet Emo af Frisland er han sammen med sin broder Azzo opteget som den første kendte udenlandske studerende[1] - og i Orléans.

 
Kirke i Wittewierum

Efter sin tilbagevenden som magister var han skolemester og præst i Huizinge (Loppersum, Groningen). I 1208 indtrådte han i et kloster ved Groningen grundlagt af hans fætter Emo van Romerswerf og udvirkede i 1209 dets tilslutning til Norbert af Xantens orden. Inkorporeringen af kirken i Wierum førte til flytning af klostret til Wittewierum som stedet nu kaldtes efter præmonstratensernes hvide munkekåbe, og en hurtig opstigning i klosteret, der blev forbundet med kvindeklosteret Campus rosarum (Rozenkamp) til en dobbelt kloster.[2] Da biskoppen af Münster Otto 1. af Oldenburg ønskede at omgøre ændringen af kirken i Wierum, rejste Emo til Rom for at for pave Innocens 3. gennemføre sit ønske. I 1213 blev klostret formelt etableret under navnet Hortus Floridus (Bloemhof).

Diger og oversvømmelserRediger

Konfrontation med bønderne, der krævede, at klosteret skulle opfylde opgaven at vedligeholde hele diget på grund af sin beliggenhed lige på diget af Ems forværker, endte med et kompromis: hver grundejer var forpligtet til at vedligeholde sin del af diget.[3] Den første stormflod den 16. januar 1219 overlevede klosteret tilsyneladende uskadt, mens nonnerne i klosteret kun kunne redde deres liv. Selvom Emo forsøgte at fastslå årsagerne til oversvømmelsen naturfilosofi ud fra læren om de fire elementer, så han alligevel oversvømmelsen som en straf fra Gud for de mennesker, især for de landmænd, der nægtede at udføre deres opgaver.[4] Ikke desto mindre tvang ordenen de af stadigt nye oversvømmelser i det følgende år hårdt pressede landmænd til aktivt at reparere digerne.

Striden med biskoppenRediger

I 1225 blev Emo abbed af klostret. Der indrettede han et stort bibliotek med værker af kirkefædrene og samtidige teologer. I 1235 førte en tvist med biskoppen Dietrich 3. af Isenberg til, at biskoppen ønskede at få bandlyst Emo. Paven skred ind til fordel for Wittewierum. Biskoppen måtte afskedige sin offizial, der var upopulær i befolkningen, og modtog ikke de nødvendige afgifter.

DødRediger

Emo døde 1237 under et besøg i kvindeklosteret Campus rosarum.[5]

Chronicon abbatum i WerumRediger

Hans vigtigste arbejde er skrevet af ham på middelalderens latin og fortsattes af hans efterfølgere Menko og Folkert til 1296 som Chronicon abbatum i Werum. Krøniken begynder med grundlæggelsen af klostret 1213. Det er en rig kilde til historien om middelalderens Frisland, især for regionen Groningen. Krøniken indeholder den eneste øjenvidneberetning om den første stormflod og fortæller om Thomas Olivier, der fra 1210 til 1213 i Frisland virkede for et korstog. Emo videregiver også en rapport fra en ven, der fortæller historien om frisiske deltagere i det 5. korstog i 1217 indtil ankomsten i Akko. Også Stedingerkrigen 1230 behandles.

I fire Soliloquia (selv-beretninger), hvori Emo reflekterer som Augustin af Hippo over egne karriere og teologiske spørgsmål, der giver et indblik i tanker og indre liv hos en middelalderlig religiøs personlighed. Emo stiller sig kritisk til det asketisk-monastiske ideal og sin egen rolle som præst og også spørgsmålet om Simoni fra hinanden.[6] Han gør sig også hans overvejelser om en kvinde, der ville forlade klostret. Hendes beslutning om at vende tilbage til "fængselet" i klostret var for ham et eksempel på menneskets frie vilje.[7]

Fra Chronicon abbatum i Werum befinder sig to velbevarede manuskripter skrevne på pergament fra det 13. og 15. århundrede i arkiverne i Groningen, hvoraf den ene er så gammelt, at det kan være det oprindelige.[8]

NoterRediger

  1. ^ A brief history of the university of Oxford Arkiveret 11. april 2008 hos Wayback Machine; Elisabeth van Houts: Narrative sources from the Medieval Low Countries (engelsk)
  2. ^ Wilhelm Kohl: Das Bistum Münster: Die Diözese, Bind 3; Göttingen 2003; S. 271-272.
  3. ^ Bernd Rieken: "Nordsee ist Mordsee". Sturmfluten und ihre Bedeutung für die Mentalitätsgeschichte der Friesen. Nordfriisk Instituut Bind 187. Münster 2005; S. 146ff.
  4. ^ Rieken: "Nordsee ist Mordsee"; S. 151.
  5. ^ von Huizinge.html Eintrag im Heiligenlexikon (tysk)
  6. ^ Rieken: "Nordsee ist Mordsee"; S. 160ff.
  7. ^ Paul Gerhard Schmidt: Der Rangstreit zwischen Mann und Frau im lateinischen Mittelalter. Mit einer Edition der Altercation inter virum et mulierem. In: Dispute Poems and Dialogues in the Ancient and Mediaeval Near East: Forms and Types of Literary Debates in Semitic and Related Literatures. Leuven 1991, S. 213-; S. 214
  8. ^ De kroniek van Wittewierum Arkiveret 21. marts 2015 hos Wayback Machine (nederlandsk/hollandsk)

LitteraturRediger

Eksterne henvisningerRediger