Erik Menved
Erik Menved (Erik 6.) (1274 – 13. november 1319[1]) var en dansk konge fra 1286 til sin død den 13. november 1319.
| Erik Menved | |
|---|---|
 Udsnit af Erik Menveds segl. | |
| Konge af Danmark og de Venders | |
| Kroning | 25. december 1287 |
| Regerede | 1286-1319 |
| Forgænger | Erik 5. Klipping |
| Regent | Erik 6. Menved |
| Efterfølger | Christoffer 2. |
| Ægtefælle | Ingeborg Magnusdatter af Sverige |
| Børn | 14 dødfødte børn |
| Hus | Jellingdynastiet |
| Far | Erik Klipping |
| Mor | Agnes af Brandenburg |
| Født |
1274 |
| Død |
13. november 1319 |
Erik Menved var søn af Erik 5. Klipping, som blev myrdet i Finderup Lade, da Erik Menved var 12 år gammel den 22. november 1286. Der indsattes en formynderregering for den unge kongesøn, heriblandt hans moder, enkedronning Agnes. Juledag 1287 blev Erik Menved kronet til konge. Erik Menveds første regeringstid var præget af uro. De stormænd, som var dømt for mordet på Erik Klipping, vendte tilbage støttet af Norges konge Erik Præstehader og hærgede de danske kyster under De fredløses krig. Flere stormænd og gejstlige sluttede sig til de fredløse, bl.a. Eriks bror, hertug Christoffer, som i 1315 måtte gå i landflygtighed, ligesom den slesvigske hertug Valdemar, der kortvarigt havde været Eriks formynder efter drabet på faderen, udfordrede kongens position.
I 1289 udnævntes Jens Grand til ærkebiskop efter Johannes Dros. Jens Grand var imidlertid af den mægtige Hvideslægt og i familie med flere af de fredløse, som han åbenlyst støttede. I 1294 blev Jens Grand arresteret, men det lykkedes ham i første omgang at flygte til Hammershus. Siden fortsatte han til pavehoffet, hvor han indledte proces mod Erik Menved. Erik Menved dømtes til at genindsætte ham i hans embede samt betale en erstatning på 49.000 mark sølv. Erik nægtede at betale, og i 1299 blev landet lagt under interdikt. I 1301 måtte Erik "krybe til korset" og betale en stor bøde, men Jens Grand indsattes af paven som ærkebiskop i Riga og fik ikke siden indflydelse i Danmark. I 1293 døde de fredløses leder, marsk Stig Andersen, og angrebene aftog og der blev siden sluttet fred med Norgesvældet og de fredløse.
Erik Menveds ambition var at genoptage Valdemar Sejrs erobringspolitik i Nordtyskland. I 1302 blev han hyldet som lensherre over fyrstendømmet Rostock. I 1304 stadfæstede den tyske konge Albrecht 1. afståelse af landene nord for floderne Elben og Elde. Erik besluttede at gå løs på Wismar og Rostock, men modstanden var hårdere end forventet, og først efter 6 måneder overgav de to byer sig.
I 1311 arrangerede Menved den første ridderturnering man kender til i Danmark. Den foregik i Rostock og 19 fyrster, tre ærkebiskopper og 948 riddere deltog. Omkring 6.000 mennesker overværede turneringen.[2][3]
I 1316 tabte Erik Slaget ved Stralsund, og i 1317 blev der sluttet fred. Krigen var bekostelig, og regeringen måtte udskrive nye skatter. I 1336 blev udmøntningen indstillet, og de penge, der var i omløb, var værdiløse. I 1317 blev Fyn pantsat for 3 år til de holstenske grever, Johann og Gerhard. Det kom til flere oprørsforsøg både på Sjælland og i Jylland. Til at holde befolkningen i skak bygges flere "tvangsborge", fx Kalø nord for Århus, Borgvold i Viborg, Bygholm ved Horsens og Ulstrup øst for Struer.
Erik blev gift med Ingeborg i 1296 i Helsingborg, datter af den svenske kong Magnus Ladelås. De fik 14 børn, som alle enten var dødfødte eller døde som spæde. Erik Menved døde den 13. november 1319 og er begravet Skt. Bendts Kirke i Ringsted. Han efterlod sin yngre broder, Christoffer 2., et land, som var både politisk og økonomisk fallit. Tilnavnet Menved refererer til udtrykket "så mænd ved", som i dag er bevaret i "såmænd". Det må formodes, at kongen har anvendt udtrykket flittigt.
En mere meningsfuld betydning af tilnavnet Menved er: skarn, et utyske, en ménvætel.[4] Det kan være givet ham af nogle af de mange fjender, han skaffede sig gennem de ovenfor beskrevne handlinger.
I 2015 blev det foreslået, at Erik muligvis døde af Brugadas syndrom.[5]
.jpg)
| Foregående: | Kongerækken | Efterfølgende: |
| Erik 5. Klipping | Christoffer 2. |
LitteraturRediger
- Ingvor Margareta Andersson: Erik Menved och Venden. Studier i dansk utrikespolitik 1300-1319, Lund 1954
- Aksel E. Christensen: Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden; Akademisk Forlag, 1976; ISBN 87-500-1663-6
- Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold. 1250-1400"; Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bd. 5; 1989; ISBN 87-89068-07-6
- B.S. Ingemann Erik Menveds Barndom – roman fra 1828.
NoterRediger
- ^ Erik Menved på gravsted.dk
- ^ Facts om ridderturneringer Arkiveret 8. januar 2015 hos Wayback Machine. Middelaldercentret. Hentet 8/1-2015
- ^ "Middelaldercentrets nyhedsblad vinteren 2007/08" (PDF). Middelaldercentret. 2007/2008 (vinter). Arkiveret (PDF) fra originalen 12. maj 2014. Hentet 2014-05-04. Tjek datoværdier i
|date=(hjælp) - ^ Om tilnavnet Menvæt (Menved) Arkiveret 2. oktober 2011 hos Wayback Machine A.D. Jørgensen. Historisk Tidsskrift, Bd. 6, rk. 2; 1889
- ^ Price Persson, Charlotte (27. september 2015). "Retsmediciner: Svend Tveskæg gav dødelig sygdom videre til en række danske konger". Videnskab.dk. Arkiveret fra originalen 29. september 2015. Hentet 29. september 2015.
Eksterne henvisningerRediger
- John Lind: "Den dansk-russiske traktat 1302. Erik Menveds østpolitik og omvæltningen i de nordiske alliancer" (Historisk Tidsskrift, Bd. 16, rk. 5; 1996) Arkiveret 2. oktober 2011 hos Wayback Machine
- M.Mackeprang: "De danske fyrstelen i middelalderen" (Historisk Tidsskrift, Bd. 6, rk. 6; 1895) Arkiveret 27. juli 2011 hos Wayback Machine
- Niels Skyum-Nielsen (anmeldelse af): Ingvor Margareta Andersson: Erik Menved och Venden. Studier i dansk utrikespolitik 1300-1319, Lund 1954; Historisk Tidsskrift, Bd. 11, rk. 5; 1956) Arkiveret 2. oktober 2011 hos Wayback Machine