Wikipedia

FN's Sikkerhedsråds resolution 242


FN's Sikkerhedsråds resolution 242 (S / RES / 242) blev enstemmigt vedtaget af FN's Sikkerhedsråd den 22. november 1967 i kølvandet på Seksdageskrigen. Det blev vedtaget under kapitel VI i FN-pagten.[1] Beslutningen blev sponsoreret af den britiske ambassadør til FN Lord Caradon og var et af fem udkast, som blev behandlet.[2]

FN's flag
Kort over nogle af de territorier Israel erobrede i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967 (bemærk at Sinai-halvøen ikke er markeret)
Dato 22. November 1967
Møde nr. 1.382
Kode S/RES/2017 (Dokument)
Emne Territorier besat af Israel

Afstemning
  • 15 stemte for
  • Ingen stemte imod
  • Ingen undlod at stemme
Resultat Vedtaget
Sikkerhedsrådets sammensætning
Permanente medlemmer
Ikke-permanente medlemmer
Liste over resolutioner

Præamblen tager afstand fra "erhvervelser af territorier gennem krig" og fremhæver samtidig "behovet for at arbejde for en retfærdig og varig fred i Mellemøsten, hvor enhver stat i området kan leve i sikkerhed".[3]

Resolutionen indledes med at bekræfte "at opfyldelsen af [FN]-Pagtens principper forudsætter oprettelsen af en retfærdig og varig fred i Mellemøsten, som bør inkludere opfyldelsen af de to følgende principper:

(i) Tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra områder, der blev besat under den sidste konflikt;
(ii) Ophør af alle påstande om eller tilstande af krig og respekt for og anerkendelse af alle staters suverænitet, territoriale integritet og politiske uafhængighed i området, samt af deres ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser fri for trusler eller voldshandlinger;" [4][5]

Egypten, Jordan, Israel og Libanon indledte ind til rådslagning med FN's særlige repræsentant om gennemførelsen af 242.[6] Efter at have fordømt resolutionen i 1967 accepterede Syrien "betinget" resolutionen i marts 1972. Syrien accepterede formelt[7] FN's Sikkerhedsråds resolution 338 – en våbenhvile, der kom i kølvandet på Yom Kippur-krigen i 1973 – som omfavnede resolution 242.[8]

Den 1. maj 1968 udtrykte den israelske ambassadør til FN, i en tale for FN's Sikkerhedsråd, Israels holdning til resolution 242: ”Min regering har givet udtryk for sin accept af Sikkerhedsrådets resolution om at fremme promoveringen af en aftale, der vil etablere en retfærdig og varig fred. Jeg har også fået bemyndigelse til at bekræfte, at vi er villige til at søge en aftale med alle arabisk stat om alle forhold, der er inkluderet i resolutionen."

Resolution 242 er en af de mest accepterede resolutioner i den arabisk-israelske konflikt og dannede grundlaget for senere forhandlinger mellem de forskellige partere. Resolutioner er således grundlaget for fredsaftalerne mellem Israel og Egypten (1979) og Jordan (1994) samt aftalerne fra 1993 og 1995 med palæstinenserne.

Det fremkommer ikke entydigt af resolutionen, hvilke territorier der henvises til med sætningen: "områder, der blev besat under den sidste konflikt". Tværtimod er resolutionen bevist skrevet tvetydigt i forhold til at omtale de besatte områder, hvorved de enkelte partere opnår en vis grad af fortolkningsfrihed. Resolutionen siger derfor ikke, at Israel skal trække sig tilbage til de tidligere grænser (Den Grønne Linje). Derimod anerkender resolutionen af de tidligere grænser ikke var et udtryk for nogle permanente grænser, men derimod var udtryk for nogle våbenstilstandslinjen, som blev skabt i kølvandet på den arabisk-israelske krig i 1948. I praksis betød dette, at Israel ikke tolkede, at resolutionen henviste til Vestbredden (inkl. Østjerusalem) og Gazastriben, når resolutionen refererede til de besatte områder (men derimod kun Sinai-halvøren og Golanhøjderne). Omvendt har araberne og efterfølgende særligt palæstinenserne haft en anden tolkning af resolutionens reference til de besatte områder, som også har inkluderet Vestbredden og Gazastriben

Implementering redigér

FN's generalsekretær udnævnte d. 23. november 1967 Gunnar Jarring, som særlig udsending (engelsk: Special Envoy), der havde til opgave at forhandle om gennemførelsen af resolutionen med de konkrette parter, den såkaldte Jarring-mission. Regeringerne i Israel, Egypten, Jordan og Libanon anerkendte Jarrings udnævnelse og gik med på at deltage i Jarrings mission, selvom de var uenige med hensyn til centrale fortolkningspunkter i forhold til resolutionen. Syriens regering afviste Jarrings mission med den begrundelse, at en total israelsk tilbagetrækning var en forudsætning for yderligere forhandlinger.[9] Samtalerne under Jarrings regi varede indtil 1973, uden de afstedkom nogle faktiske resultater. Efter 1973 blev Jarring-missionen erstattet af bilaterale og multilaterale fredskonferencer.

Se også redigér

Arabisk-israelsk fredsdiplomati og traktater redigér

Eksterne henvisninger redigér

Referencer redigér

  1. ^ "S/PV.1382 (OR)". Security Council Official Records 22nd Year. United nations. Arkiveret fra originalen 12. oktober 2017. Hentet 5. juni 2021.
  2. ^ "S/PV. 1382 Paragraph 65 for list of drafts. The UK draft was designated S/8247"". un.org. Arkiveret fra originalen 5. marts 2022. Hentet 22. marts 2018.
  3. ^ "United Nations Research Guide". United Nations. 27. juni 2012. Hentet 27. juni 2012.
  4. ^ "S/RES/242(1967) – E". undocs.org (engelsk). Hentet 2. marts 2017.
  5. ^ Bender, Johan (1994): "Palæstinaproblemet – fra krig mod fred Arkiveret 5. juni 2021 hos Wayback Machine". Gyldendal. Hentet 5. juni 2021.
  6. ^ "See Security Council Document S/10070 Para 2". un.org. Arkiveret fra originalen 12. februar 2007. Hentet 22. marts 2018.
  7. ^ "Syria's acceptance of 338" Arkiveret 2008-03-06 hos Wayback Machine
  8. ^ Hinnebusch, Raymond A.; Drysdale, Alasdair (1991). Syria and the Middle East Peace Process. New York: Council on Foreign Relations Press. s. 105, 108. ISBN 978-0-87609-105-0. 0876091052.
  9. ^ Resolution 242: Response from the affected parties Arkiveret 27. juli 2017 hos Wayback Machine www.sixdaywar.org
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=FN%27s_Sikkerhedsråds_resolution_242&oldid=11598334"