Åbn hovedmenuen
Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg

Ferdinand Victor Alphons Prosch (25. november 1820 i København29. juli 1885 sammesteds ) var en dansk veterinær.

Proschs fader, overkrigskommissær, kancellist Joh. Henr. Will. Prosch (død 1843), var lærer i fransk, hans mmoder, Caroline Sophie, født Brément, var fransk af fødsel. Den unge Prosch blev 1837 student fra Metropolitanskolen, tog 1843 medicinsk eksamen og var derefter 1843-46 Prosektor ved Universitetets zootomiske Musæum, som den Gang bestyredes af Eschricht. 1847-48 foretog han som Skibslæge i Flaaden et Togt til Madeira, Guinea, Venezuela og Vestindien; 1849 var han Overskibslæge paa Fregatten «Havfruen». Efter Krigen praktiserede P. som Læge i Kjøbenhavn og var samtidig Lærer i Naturhistorie, i hvilken Egenskab han 1851 udgav en «Dyrerigets Natur historie», der i sin Tid var meget anvendt som Skolebog. P. beskæftigede sig ligeledes flittig med Studiet af Naturhistorie, komparativ Anatomi og Fysiologi. Han var saaledes fortrinlig udrustet i videnskabelig Henseende, og da der ved Professor Withs Konstitution som Landstutmester 1852 blev en Lærerpost i det hygiejniske Fag ledig ved Veterinærskolen, deltog han – efter at være indtrængende opfordret dertil af Formanden for det veterinære Sundhedsraad (Fenger) og efter at have raadført sig med den for sin Interesse for Danmarks Husdyrbrug saa bekjendte Generalkrigskommissær Neergaard – sejerrig i en Konkurrence om denne Post.

1853 blev derpaa P. konstitueret som Lektor i de hygiejniske Fag ved den kongl. Veterinærskole. I Efteraaret 1853 foretog han saa sin første Udenlandsrejse for at studere Husdyrbruget. Hans Hensigt var særlig at faa et Indblik i den arabiske Hesteavl i Württemberg og den anglo-arabiske i Neustadt a. d. Dosse samt at undersøge, om den arabiske Race egnede sig til ved Krydsning med Landracen at fremkalde nye Hesteformer; desuden var P. i Landene paa begge Sider af Nordsøen for at lære de derværende Husdyrracer at kjende, inden han tog fat paa Studiet af Danmarks Husdyrstand. 1858 udnævntes P. til Lektor i Diætetik, Husdyrhold, Husdyravl og Beslaglære ved den i Følge Lov af 8. Marts 1856 oprettede Veterinær- og Landbohøjskole, og allerede i 1855 var han bleven ansat som Lærer i Hestens Ydrelære, Pleje samt Beslaglære ved den militære Ride- og Beslagskole. Fra 1879 fritoges P. fra at undervise i Beslaglære paa Landbohøjskolen, og i 1883 opgav han paa Grund af Svagelighed Lærerstillingen paa Ride- og Beslagskolen. I 1859 fik Prosch titel af professor.

Prosch var i årenes løb et meget aktivt medlem af forskellige Kommissioner; han deltog saaledes 1855 i Forhandlingerne om Veterinærskolens Udvidelse til en Læreanstalt for de Landbovirksomheden vedrørende Fag, 1865 i Forhandlingerne om Frederiksborg Stutteri, 1874 i Forhandlingerne angaaende Rytteriets Forsyning med Heste og 1878 i Forhandlingerne om Oprettelse af en Statsanstalt for videnskabelige Undersøgelser og Forsøg til Landbrugets Fremme. Fremdeles var han Dommer ved Landmandsforsamlings-Dyrskuer, Medlem af Stutterikommissionen samt Landhusholdningsselskabets delegerede og Jurymedlem ved Verdensudstillingen i Paris 1878.

P. har haft stor Indflydelse paa det danske Husdyrbrugs Udvikling i sidste Halvdel af det 19. Aarhundrede. Det skyldes nemlig for en ikke ringe Del hans Virksomhed, at Danmarks Husdyravl undgik den Fare, der truede den som Følge af den datidige Tilbøjelighed til at søge Forbedring hidført ved Krydsning med fremmede Husdyrracer. P. optraadte som en ivrig Forkæmper for Renavlsprincippet, og paa Basis af dette tilraadede han de hjemlige Racers Forbedring ved rationelt Udvalg inden for det forhaandenværende, til Forholdene her hjemme vante Materiale. Navnlig paa Landmandsforsamlingen i Flensborg 1854 advarede P. med stor Vægt mod at kaste Vrag paa Landets egne ublandede Racer, og i den Strid om Betimeligheden heraf, som udkæmpedes i Slutningen af Halvtredserne og Begyndelsen af Treserne, deltog han med stor Iver, og i Husdyrloven af 23. Jan. 1862 har man et varigt Udtryk for, at P. og hans Tilhængere gik sejerrig ud af denne Strid. – Ligeledes hævdede P. ved mangfoldige Lejligheder Vigtigheden af at specialisere de Racen iboende Anlæg; han var fuldstændig klar over, at Fuldkommenhed i Ydeevne kun kan naas ved at sigte efter ét bestemt Maal; og ligesom han fremhævede den ensidige Udviklings Betydning for Dannelsen af gode Husdyrracer og ivrede mod Forsøg paa Fuldkommengjørelse af de saakaldte «naturlige Mellemformer», saaledes hævdede han atter og atter det ørkesløse i at forsøge paa at omdanne de ved Kunst, ɔ: ved Krydsning, dannede Mellemformer til Racer, fordi den kunstige Mellemform i Modsætning til den naturlige, der repræsenteres af de mere eller mindre primitive Landracer, ikke har Rod i de stedlige Forhold.

Som Lærer ved Veterinær- og Landbohøjskolen forstod P. at skaffe sig en ualmindelig taknemmelig Tilhørerkreds – hans tankerige og tankevækkende Foredrag fulgtes lige til det sidste med spændt Opmærksomhed. Ganske vist stillede han ofte større Krav til Foruddannelse og Begavelse hos sine Tilhørere, end de kunde opfylde, ganske vist var P. i saa Henseende ikke for alle en saa god Lærer, som man maaske kunde have ønsket; men de, som kunde følge hans Udvikling, høstede til Gjengjæld saa stor Nytte af hans Vejledning, at der ved dem fremkom en Stab af Pionerer for Udbredelsen af P.s for den danske Husdyravl saa gavnlige Læresætninger, og endnu den Dag i Dag betragtes P. som en af den danske Veterinær- og Landbohøjskoles mest betydelige Mænd. Og hvad man end kan indvende mod hans Undervisningsmetode, hvis Princip i Grunden var at opdrage de studerende til Selvtænkning, saa maa man dog indrømme, at P. var en Personlighed i dette Ords virkelige Forstand. Han havde saa vel sine gode som sine mindre gode Sider. Blandt de gode maa regnes hans ualmindelig klare, logiske Sans og den fuldstændige Gaaen op i Sagen, som var ham egen og til Gavn for den Sag, han forfægtede. Til hans mindre gode Sider kunde man regne hans Utilbøjelighed til at «stige ned». P. vilde ikke – eller kunde maaske ikke – popularisere sine Tanker og Meninger, han havde en vis Foragt for, hvad man kalder «populære Fremstillinger af naturvidenskabelige Æmner»; og naar en fuldstændig Forstaaelse af hans Tankegang var en nødvendig Betingelse for at faa hidført et frugtbart Resultat af et Samarbejde med P., udeblev et saadant Resultat, saafremt hans Medarbejdere ikke kunde slutte sig til eller bøje sig efter hans Mening, den han overhovedet sjælden eller aldrig fraveg eller ændrede. Derfor kunde ogsaa P.s Indflydelse paa Husdyrbruget her hjemme være bleven endnu mere gjennemgribende, end den blev, dersom hans Færden blandt de praktiske Landmænd havde strakt sig videre, end den - netop paa Grund af den omtalte Egenskab hos ham – gjorde. Han trak sig mere og mere tilbage, fordi han ikke kunde finde sig i at lempe sig efter Forholdene, og fordi han hverken opad til eller nedad til fandt en saa fuld Forstaaelse, som han havde haabet og ønsket.

Som Menneske var P. af alle dem, som kom i nærmere Berøring med ham, anset for at være en Mand med «Hjærtet paa det rette Sted» og dertil en Mand, som man ikke kunde være sammen med uden at blive beriget med nye Indtryk og Ideer. Han var aandfuld og vittig, men kunde være i høj Grad bidende sarkastisk, og saaledes vare navnlig hans Udtalelser om dem, han saa ned paa, fordi han ansaa dem for «Nuller» – selv om deres Stilling i Samfundet i øvrigt ikke berettigede ham til en saadan Opfattelse. P. var nidkjær i sin Gjerning, og han var berettiget stolt over sit Arbejde. Derfor beklagede han ogsaa ved mangfoldige Lejligheder, at Forholdene paa Læreanstalten ikke vare saaledes, at Udbyttet af Undervisningen i Husdyrlære kom til at svare til hans Bestræbelser og til Tidens Krav. Ikke alene savnede han et tilstrækkelig fyldigt Undervisnings- og Demonstrationsmateriale, men han beklagede ogsaa, at en Del af hans Elever (nemlig de landbrugsstuderende) fra Aaret 1866 ikke paa Højskolen modtoge obligatorisk Undervisning i Zoologi, paa hvilket Fag en ikke uvigtig Del af hans Forelæsninger var bygget. Først i Slutningen af sin Funktionstid (1884) opnaaede han at faa denne efter hans Mening følelige Mangel af hjulpen. Ogsaa i andre Henseender led han gjentagne Gange Skuffelse i sine Bestræbelser for at gavne Danmarks Husdyravl. Saaledes kan det nævnes, at han forgjæves arbejdede for Ansættelse af Vandrelærere, der skulde udbrede sunde Principper vedrørende Husdyrenes Avl og Pleje blandt de mindre Jordbrugere. – Den til Sygelighed grænsende Bitterhed, som karakteriserede P. i hans sidste Leveaar, maa dog ikke alene tilskrives hans fejlslagne Forhaabninger og hans Sorg over ikke altid at blive fuldt ud forstaaet – han havde jo ogsaa ved Siden af Skuffelser den Tilfredsstillelse at se sit Arbejde blive paaskjønnet af sine talrige Elever –, men ogsaa fysiske Lidelser, som nedbrøde hans Arbejdskraft og hans Humør. Til sine sidste Dage bevarede han imidlertid den Kjærlighed til sit Fag og det Klarsyn paa Betingelserne for en sund Udvikling af Danmarks Husdyravl, som karakteriserede ham som en af vort Landbrugs mest fremragende Mænd, hvis Virksomhed sent vil glemmes.

P.s litterære Virksomhed var meget omfattende. Foruden nogle Afhandlinger om et Par zootomiske Undersøgelser om Blæksprutterne, af hvilke den ene er udgiven i Forening med Reinhardt, og som begge ere optagne i Videnskabernes Selskabs Skrifter 1845 og 1847, har han 1847-52 skrevet flere Lærebøger i Naturhistorie; men frem for alt bør nævnes hans Haandbøger i Husdyrbrug (1855-63): «Husdyrenes almindelige Sundhedspleje», «Haandbog i Hestens Bygningslære, den saakaldte Ydrelære» samt den vigtigste: «Haandbog i det almindelige Husdyrbrug», der bestaar af 4 Afdelinger: 1. Avlens almindelige Love, 2. Hestens, 3. Kvægets samt 4. Faarets og Svinets Avl og Pleje. Alle disse Skrifter ere udkomne i flere (indtil 5) Udgaver. Ligeledes har hans «Haandbog i Beslaglære» (1859) været af Betydning, i det den har bidraget til Indførelse af forbedret Beslag efter engelsk Mønster, navnlig efter at den var bragt ud i Livet ved hans Elever Malmgreen og Westring. Fremdeles bør nævnes hans « Uddrag af de frederiksborgske Stutteriers Aarbøger» (1856), «Frederiksborg Stutteri, en historisk Undersøgelse» (1866), «Nutidens Strømninger i Husdyravlen, Foredrag holdte i jyske Landboforeninger» (1879) og – som den ubetinget mest populære af P.s Bøger – «Landhestens Behandling, en Anvisning for mindre Jordbrugere» (1880). End videre har P. udgivet mange mindre Skrifter og Afhandlinger i Blade og Tidsskrifter, væsentlig omhandlende Husdyravl samt Undervisningen i dette Fag ved Landbohøjskolen med mere.

Prosch blev Ridder af Dannebrog 1873 og Dannebrogsmand 1883.

Han er begravet på Garnisons Kirkegård.

KilderRediger