Åbn hovedmenuen
Kong Harald Hårfager modtager Norge fra sin far Halvdan Svartes hånd. Illustration fra Flatøbogen.
Bogstavet I i håndskriftet.
En side fra Orkneyinga saga som den ser ud i Flatøbogen.

Flatøbogen (isl. Flateyjarbók) kaldes et stort oldislandsk håndskrift, betegnet GkS 1005 fol. eller Codex Flatöiensis i Det Kongelige Bibliotek, indtil det i 1971 indgik i udleveringen af håndskrifter til Island. Det er det største islandske håndskrift fra middelalderen,[1] bestående af 225 pergamentblade, håndskrevet af præsterne Jón Þórðarson og Magnús Þórhallsson, der blev hyret af storbonden Jon Hákonarson for at skrive et værk, der lagde mere vægt på fortællingernes kristne perspektiv, end Snorre havde gjort i sine kongesagaer. Sproget er en blanding af gammelnorsk og islandsk, som professor Torgrim Titlestad,[2] der har arbejdet med projektet omkring nyoversættelsen af værket, kalder "norrønt". Det er skrevet over tid, da der ses ulige lag af sproget i teksten.[3]

Indholdsfortegnelse

IndholdRediger

Dets hovedindhold er sagaerne om Olav Tryggvason, som i Flatøbogen er den store helt; hans gudsøn Olav den hellige; kong Sverre og Håkon den gamle, samt - i en tilføjelse fra 1400-tallet - om Magnus den Gode og Harald Hårderåde.

De to første indeholder ikke alene mindre afsnit, men også hele sagaer som Orkneyinga saga og Færeyinga saga. Sådanne bearbejdelser fjerner sig langt fra de kunstnerisk udformede sagaer, men er ikke desto mindre af stor betydning netop på grund af det materiale, der måske slet ikke eller kun fragmentarisk kendes andetsteds fra.

Endelig findes her de såkaldte Flatø-annaler "fra verdens ophav" frem til samtiden, dvs. 1394; samt enkelte digte som Ólâfsríma, Hyndluljóð, Nóregskonungatal, der alle kun kendes herfra, samt Geisli (= Strålen), et religiøst digt om Olav den hellige.[4],[5]

HistorieRediger

En notits foran i bogen forklarer, hvornår, for hvem og af hvem den er skrevet. Sandsynligvis blev det nedskrevet på Nordisland, på Vididalstunga og/eller Þingeyrar-klostret (Islands ældste kloster, indviet i 1133 og lukket 1551).[6] Værket blev betalt af den velstående storbonde Jon Hákonarson, der til sit slægtstræ regnede Snorre, Sturla Tordsson, Egil Skallagrimsson og kong Magnus Barfod. Han var optaget af Norges storhedstid, Norgesvældet, der hørte fortiden til. Nu ville han hædre den unge kong Olav Håkonsson ved at give ham et skrift om det land, han havde fået i arv. Men 1. august 1387 døde den 17-årige konge pludselig, inden han fik bogen overrakt. Projektet blev dog fortsat, og kostede 113 kalve livet. Først i 1395 blev det afsluttet. Præsterne havde øst af et stort antal originale håndskrifter, op til flere hundrede år gamle, længe inden Snorres forfatterskab i 1220'erne.[7]

Da den unge kong Olav 4. døde, kunne Jon Hákonarson have skænket bogen til Olavs mor, dronning Margrethe; men i stedet beholdt han den selv. Efter hans død forsvandt den ud af slægten og havnede hos sysselmanden på Island, Jon Finnsson, der var bosat på Flatø, som bogen så fik navn efter. En tid befandt den sig i Skålholtkatedralen, der nedbrændte; men til alt held var bogen lige på det tidspunkt til udlån.

Efter stærkt pres på den islandske ejer blev håndskriftet i 1662 bragt til Danmark, og blev først i 1971 hjemsendt til Island.[8] Det blev som gave overrakt Frederik 3. af biskop Brynjolf Sveinsson, og havde i 1400-tallet fået tilføjet nogle blade med historierne om Magnus den gode og kong Harald Hårderåde. I 1682, da Thormod Torfæus blev udnævnt til kongelig historieskriver for Norge, fik han den værdifulde bog hjem til sig på Karmøy. Den danner grundlag for hans værk Historia Rerum Norvegicarum (udgivet i 1711). I 1704 var bogen returneret til arkiverne i København. Da den indeholder Grønlændingenes saga om de norrøne sejladser til det amerikanske kontinent, ville USA låne bogen til verdensudstillingen i Chicago i 1893. Amerikanerne tilbød at hente den i krigsskib til New York og derefter med et specialtog til Chicago – og dertil forsikre den for 75.000 kroner. Men turen blev anset som altfor risikabel.[9]

Hele håndskriftet blev udgivet af nordmanden Carl Richard Unger og islændingen Guðbrandur Vigfússon i tre bind, Kristiania, 1860-68. En nyere udgivelse på norsk pågår.[10][11] En oversættelse til engelsk er under udarbejdelse.[12]

KildehenvisningerRediger

Eksterne henvisningerRediger