Flushing er en bydel i den nordlige del af Queens, New York. Flushing blev grundlagt af hollændere i 1645[1], der forinden havde købt området i 1639 af de oprindelige indianere i området. Byen er navngivet efter den hollandske by Vlissingen. Da England i 1664 overtog den hollandske koloni Nieuw-Amsterdam fra hollænderne blev byen Engelsk. Den oprindelige by blev administrativt lagt ind under Queens, da Queens i 1898 blev et "borough" (tilsvarende en kommune). Under den Amerikanske uafhængighedskrig støttede området primært England, og Flushing husede under uafhængighedskrigen britiske tropper.

Det tidligere rådhus i Flushing, der nu huser et kulturcenter

Bydelen er i dag blandt andet kendt for at være stedet, hvor Verdensudstilling 1939-40 blev afholdt. Området er i dag stærkt multikulturelt. Store dele af bydelen præges af asiatiske immigranter, der primært bor i Flushings Chinatown, der er blandt de største i USA. Flushing er hjemsted for en række anerkendte kinesiske restauranter, der som følge af deres succes har åbnet afdelinger på Manhattan.

I bydelen ligger blandt andet Flushing Meadows–Corona Park, der er den tredjestørste park i New York City, og blandt andet huser de store idrætsanlæg USTA Billie Jean King National Tennis Center og Citi Field, der afløste det tidligere Shea Stadium, der også var placeret i området.

I Flushing er endvidere placeret New Yorks tredjestørste lufthavn LaGuardia Airport.

  1. ^ "Queens Library om Flushing". Arkiveret fra originalen 19. oktober 2011. Hentet 2. februar 2011.

Eksterne henvisninger

redigér
Spire
Denne artikel om USA's geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

40°45′57″N 73°49′59″V / 40.76583°N 73.833084°V / 40.76583; -73.833084