Folketinget

det danske parlament

Folketinget er Kongeriget Danmarks parlamentariske kammer. Det har sæde på Christiansborg i København. Siden 1953 har det været det eneste kammer. Fra 1849 til 1953 var Folketinget et af to kamre i Rigsdagen; det andet kammer var Landstinget.

Folketinget
Type
Type Etkammersystem
Ledelse
Formand Henrik Dam Kristensen, Socialdemokratiet
siden 21. juni 2019
1. næstformand Karen Ellemann, Venstre
2. næstformand Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti
3. næstformand Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre
4. næstformand Trine Torp, Socialistisk Folkeparti
Struktur
Pladser 179
Nuværende fordeling af pladser i Folketinget
Politiske grupper

14
Regering (51)2

Støttepartier (43)

Oppositionen (72)

Andre (13)

Valg
Sidste valg 5. juni 2019
Mødested
Folketingssalen, Christiansborg Slot, København
Hjemmeside
http://www.ft.dk
Footnotes
1. Færøske og grønlandske politiske partier repræsenteret i Folketinget.
2. Partier der støtter regeringen.
Danmark
National Coat of arms of Denmark.svg

Denne artikel er en del af:
Politik og regering i
Danmark



Andre lande • Politik

Med udgangspunkt i Grundloven har Folketinget lovgivende magt sammen med den regerende monark. Monarkens rolle er dog i praksis begrænset til at underskrive de love, som Folketinget har vedtaget. Det skal ske inden for 30 dage efter vedtagelsen.

Sammensætning og valgRediger

Folketinget består af 179 medlemmer valgt i kongeriget for maksimalt fire år. Heraf 175 valgt i Danmark, to valgt på Færøerne og to valgt i Grønland. Efter den valgkredsreform, der fulgte med Strukturreformen i 2007 vælges de danske medlemmer i 10 storkredse. Det er statsministerens ansvar at udskrive valg inden valgperioden udløber. Han eller hun behøver dog ikke at vente til de fire år er ved at være gået, men kan godt udskrive valg på et tidligere tidspunkt.

Folketingsvalgene er hemmelige og frie. Valgmåden er forholdstalsvalg efter D'Hondts metode.[1] Denne valgmåde sikrer en ligelig repræsentation af de partipræferencer, vælgerne har udtrykt ved deres stemmeafgivning. Ved fordelingen af mandater til valgkredsene tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og areal.

Valgret til Folketinget har man som hovedregel, hvis man er dansk statsborger, bor i Danmark og er fyldt 18 år (der er dog visse undtagelser og tilføjelser). For at være valgbar til Folketinget, må man endvidere ikke være straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør en uværdig til at være medlem. Det er Folketinget selv, som bestemmer, om medlemmerne er værdige som medlem.

Folketingets historieRediger

Folketinget blev sammen med Landstinget etableret ved Junigrundloven af 1849 som Danmarks nye parlament. Udkastet til grundloven var skrevet af D.G. Monrad, som derefter overlod det til Orla Lehmann til renskrivning og omskrivning til et lettere forståeligt dansk. Lehmann fandt i denne forbindelse blandt andet på ordet "Folketing" som betegnelse for det ene af de to kamre, som loven foreskrev. Ordet blev accepteret, og er i dag indgået i det daglige sprog.[2]

Forskellen på de to kamre, Folketinget og Landstinget, var repræsentationen af vælgere. Begge kamre havde lige stor magt. Mens Folketinget oprindelig repræsenterede uafhængige landmænd, veluddannede borgere og købmænd, repræsenterede Landstinget oprindelig det gamle aristokrati. Kvinder, tjenestefolk, fattige og fængslede havde dog ikke stemmeret til nogen af tingene. Under 1866-Grundloven forstærkedes Landstingets betydning imidlertid på bekostning af Folketinget, samtidig med, at kong Christian 9. længe udnævnte konservative mindretalsregeringer. Først fra 1901 gennemførtes den praksis, at en regering ikke må have et flertal imod sig i Folketinget (såkaldt negativ parlamentarisme).

I året for systemskiftet, 1901, var fordelingen på stilling efter næringsvej følgende: 61 landbrugere, 1 handlende, 8 håndværkere og industridrivende, 13 journalister, 6 skolelærere, 5 sagførere, 1 militær embedsmand, 2 civile embedsmænd, 1 læge, samt 16 forretningsførere, direktører og inklusiv politikere. Omtrent 54 % af Folketingets medlemmer var altså landmænd.

Med Grundloven af 1915 indførtes almindelig valgret, og kvinder fik stemmeret til rigsdagsvalgene og kunne stille op til Folke- og Landsting. Ved det første valg efter grundlovsændringen, blev der indvalgt fire kvinder i Folketinget, svarende til 3 % af forsamlingen: Helga Larsen (S), Elna Munch (RV), Karen Ankersted (DKF) og Mathilde Malling Hauschultz (DKF). Samtidig indførtes forholdstalsvalg, hvor man tidligere havde stemt i enkeltkredse, mens forskellen på de to ting nu blev, at Folketinget valgtes direkte af alle, der var fyldt 25 år, mens Landstinget valgtes indirekte af valgmænd valgt af vælgere, der var fyldt 35 år.

I 1953 ændredes en del af systemet igen ved en folkeafstemning om en ny Grundlov (den nuværende). Blandt ændringerne var en sammenlægning af de to kamre til ét parlament, Folketinget. Samtidig nedsattes valgretsalderen til 23 år, men den er efterfølgende sænket flere gange ved folkeafstemninger og er nu 18 år.

Folketinget og Landstinget havde fra starten til huse på det andet Christiansborg. Efter Christiansborgs brand 1884 og indtil det tredje og nuværende Christiansborg kunne tages i brug i 1918, havde de to ting til huse i den bygning i Bredgade, som oprindelig var operahus og siden Landkadetakademiet (og som nu huser Østre Landsret).

Antal medlemmer af FolketingetRediger

Grundloven af 1849 sagde, at der skulle være et folketingsmedlem for hver 14.000 indbyggere. Tallet blev ændret til et folketingsmedlem for hver 16.000 indbyggere i grundloven af 1866. Senere grundlove fastsætte i stedet et maksimalt medlemstal: 140, 152 og 179 i grundlovene fra hhv. 1915, 1920 og 1953.[3]

De præcise antal folketingsmedlemmer er blevet fastsat i de skiftende valglove: 101 i 1849, 102 i 1866, 114 i 1894, 140 i 1915, 149 i 1920, 151 i 1948 og endelig 179 i 1953. Færøerne havde 1 folketingsmedlem fra 1850 til 1953, og derefter 2 medlemmer. Grønland fik 2 medlemmer fra 1953.[3]

Folketinget kan godt midlertidigt have færre medlemmer, f.eks. hvis et medlem dør eller af anden grund udtræder. Så vil der normalt være en stedfortræder, men hvis ikke det er tilfældet, kan Folketinget bestemme at der skal afholdes suppleringsvalg. [3]

I 1901 var Folketingets sammensætning sådan at 49 medlemmer valgt i Jylland, 14 på Fyn, 1 på Ærø, 1 på Langeland, 40 på Sjælland, 5 på Lolland-Falster, 1 på Møn, 2 på Bornholm og 1 på Færøerne.

Folketingets arbejdeRediger

Folketingets arbejde ledes af et præsidium, der vælges ved hver folketingssamlings begyndelse. Det består af en formand og indtil fire næstformænd fra de fire største partier i Folketinget udover formandens parti. En ny formand vil for det meste være fra samme parti som statsministeren, men kampvalg kan dog forekomme. Efterfølgende vil formanden dog normalt altid blive genvalgt uden modkandidater, også selvom regeringsmagten skifter. I øjeblikket er Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S). Desuden vælges fire tingsekretærer, der blandt andet leder Folketingets møder, hvis både formanden og næstformændene er forhindrede.

Tiltaleformen blev for år tilbage ændret. Tidligere blev folketingsmedlemmet tituleret "det højt ærede medlem" efterfulgt af hr., fru eller frøken, men i dag er det blot hr. eller fru – også om kvindelige folketingsmedlemmer, der er ugifte. Glemmer et folketingsmedlem at bruge hr. og fru, skrider formanden ind og kan i sidste instans fratage medlemmet ordet. Ministre tituleres med deres titel, fx "statsministeren" eller blot "ministeren".

Hvert folketingsår begynder med Folketingets åbning, der finder sted første tirsdag i oktober, hvor bl.a. kongehusets medlemmer overværer statsministerens åbningstale. Mødet åbnes af det medlem, der har siddet længst, for tiden Bertel Haarder (V),[4] der forestår valg af Folketingets formand og næstformænd. I praksis er der dog som nævnt næsten altid tale om genvalg uden modkandidater.

Efter et valg danner et eller flere partier regering, og tingets stående udvalg og kommissioner konstituerer sig. Fordelingen af poster i udvalg og kommissioner sker efter forholdstal, i det de forskellige partigrupper som regel indgår valgforbund for at stå stærkest muligt. Normalt er det aftalt på forhånd, hvem der skal have hvilke poster, herunder også hvem der skal være formænd og næstformænd.

Alle Folketingets medlemmer samt ministre kan stille lovforslag, som behandles dels i udvalgene dels i Folketingssalen (hvor førstebehandling, andenbehandling og tredjebehandling finder sted). Desuden kan der stilles beslutningsforslag, der tilsvarende behandles dels i udvalgene og dels to gange i Folketingssalen. Da antallet af forslag imidlertid skal tælles i hundreder hvert år, vil det være uoverkommeligt for medlemmerne at skulle forholde sig til dem alle sammen hver især. Derfor vælger de enkelte partier et antal faste ordførere blandt deres medlemmer til at tale og forhandle på vegne af sig. Ordførerskaberne er fordelt efter fagområde, idet et enkelt medlem dog godt kan have flere ordførerskaber, hvilket ikke mindst er nødvendigt i mindre partier.

Folketingets møder er dels fysisk tilgængelige for offentligheden, dels tilgængelige via tv, som Folketingets egen internetbaserede tv-tjeneste, Folketinget Direkte. Tinget kan vedtage at behandle en sag for lukkede døre, men det sker uhyre sjældent.

Folketingets sammensætningRediger

Nedenfor er gengivet Folketingets sammensætning sorteret efter partibogstav, dvs. de bogstaver der benyttes til at angive partierne på stemmesedlerne, ikke at forveksle med de forkortelser der bruges i daglig tale.[5] Mandattallene er pr. februar 2022.[6][7] I forhold til det seneste folketingsvalg, 5. juni 2019, er der sket nogle forskydninger, idet 19 medlemmer har forladt de partier, de blev valgt for. Fem er blevet medlemmer af andre partigrupper, tre har dannet et nyt parti, og ni er løsgængere, der ikke repræsenterer noget parti.[7][8][9] Løsgængerne beholder deres mandater men kan få svært ved at blive genvalgt, da det erfaringsmæssigt næsten er umuligt at blive valgt til Folketinget uden at være medlem af et opstillet parti.[10] I gennemsnit er der lidt mere end tre medlemmer, der forlader deres parti i løbet af en valgperiode, og de 19 der har gjort det i den indeværende periode er da også rekord.[8][9]

De udmeldte medlemmer fordeler sig som følger: Tre medlemmer har forladt Venstre, hvoraf to er blevet medlemmer af Det Konservative Folkeparti og en løsgængere. To medlemmer har forladt Radikale Venstre, hvoraf en er blevet medlem af Socialdemokratiet og en af Kristendemokraterne, der ellers ikke kom ind ved valget. Et medlem har forladt Liberal Alliance og er nu løsgænger efter at have stiftet og siden nedlagt partiet Fremad.[8] To medlemmer har forladt Det Konservative Folkeparti og er blevet løsgængere.[8][9] Fire medlemmer har forladt Alternativet, hvoraf et er blevet medlem af SF - Socialistisk Folkeparti, og tre har stiftet Frie Grønne.[8] Og seks medlemmer har forladt Dansk Folkeparti og er blevet løsgængere.[7]

Et medlem, Inger Støjberg, forlod Venstre og blev løsgænger. Hun blev efterfølgende af et flertal kendt uværdig til at sidde i Folketinget og forlod Tinget 21. december 2021.[11] Hun blev afløst af Gitte Willumsen, der var opstillet for Venstre ved valget i 2019, men som i mellemtiden havde skiftet til Det Konservative Folkeparti.[12]

Tabellen nedenfor omfatter også partiernes formænd samt gruppeformænd, politiske ordførere, gruppenæstformænd og gruppesekretærer. Radikale Venstre, Alternativet og Liberal Alliance har dog ikke én partiformand men derimod både en politisk leder og en landsformand. Enhedslisten har heller ikke en partiformand men derimod kollektiv ledelse.[13] Radikale Venstres landsformand Mikkel Irminger Sarbo, Kristendemokraternes landsformand Isabella Arendt og formændene for de færøske og grønlandske partier er ikke medlemmer af Folketinget. Alternativet, Kristendemokraterne og de færøske og grønlandske partier har kun et medlem hver i Folketinget. Formelt gælder de dog stadig som folketingsgrupper, og de enlige medlemmer er derfor angivet som gruppeformænd i tabellen. Lars Løkke Rasmussens parti Moderaterne er ikke anmeldt som en gruppe i Folketinget, og han indgår derfor officielt blandt løsgængerne.[6][8]

Regeringen er sammensat af Socialdemokratiet, der har 49 mandater, og derfor må søge støtte hos andre partier for at opnå mindst 90 mandater, der kræves for at have flertal. Regeringen er dermed en mindretalsregering, hvilket er normalt i dansk politik.

Liste Parti Mandater[6] Partiformand Gruppeformand Politisk ordfører Gruppenæstformand Gruppesekretærer
A Socialdemokraterne[14] 49 Mette Frederiksen Leif Lahn Jensen Rasmus Stoklund Lennart Damsbo-Andersen
Christian Rabjerg Madsen
Annette Lind
B Radikale Venstre[15] 14 Mikkel Irminger Sarbo[16] Sofie Carsten Nielsen Andreas Steenberg Martin Lidegaard
Andreas Steenberg
Andreas Steenberg
C Det Konservative Folkeparti[17][9] 13 Søren Pape Poulsen Mai Mercado Mette Abildgaard Rasmus Jarlov
D Nye Borgerlige[18] 4 Pernille Vermund Peter Seier Christensen Pernille Vermund Mette Thiesen Mette Thiesen
F SF - Socialistisk Folkeparti[19] 15 Pia Olsen Dyhr Karina Lorentzen Dehnhardt Karsten Hønge
Signe Munk
Kirsten Normann Andersen Kirsten Normann Andersen
I Liberal Alliance[20] 3 Alex Vanopslagh Ole Birk Olesen Alex Vanopslagh Ole Birk Olesen
K Kristendemokraterne[21] 1 Isabella Arendt Jens Rohde
O Dansk Folkeparti[22] 10 Morten Messerschmidt Peter Skaarup Morten Messerschmidt René Christensen
M Moderaterne 1 Lars Løkke Rasmussen Lars Løkke Rasmussen
Q Frie Grønne - Danmarks Nye Venstrefløjsparti[23] 3 Sikandar Siddique Susanne Zimmer Sikandar Siddique
V Venstre - Danmarks Liberale Parti[24] 39 Jakob Ellemann-Jensen Thomas Danielsen Sophie Løhde Lars Christian Lilleholt Erling Bonnesen
Ø Enhedslisten – De Rød-Grønne[25] 13 Kollektiv ledelse[13]
De Facto: Mai Villadsen
Peder Hvelplund Mai Villadsen Rune Lund Rune Lund
Å Alternativet[26] 1 Franciska Rosenkilde Torsten Gejl
B Sambandsflokkurin (Færøerne)[27](Sidder med i Venstres gruppe) 1 Bárður á Steig Nielsen Edmund Joensen
C Javnaðarflokkurin (Socialdemokratiet, Færøerne)[28] 1 Aksel V. Johannesen Sjúrður Skaale
Siumut (Grønland)[29] 1 Erik Jensen Aki-Matilda Høegh-Dam
Inuit Ataqatigiit (Grønland)[30] 1 Sara Olsvig Aaja Chemnitz Larsen
- Udenfor partierne (løsgængere)[31] 9
I alt 179

Folketingsvalgene siden 1971Rediger

  Uddybende artikel: Folketingsvalg
 
Christiansborg, sæde for både Folketinget, Statsministeriet og Højesteret. Her omgivet af valgplakater der er en fast bestanddel af ethvert Folketingsvalg.

Folketingets formændRediger

  Uddybende artikel: Folketingets formand
  Der er for få eller ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres.
 
Folketingssalen. Kulturnatten 2006

Folketingets direktørerRediger

Denne liste er ufuldstændig; hjælp gerne med at udfylde den.

Se ogsåRediger

Wikimedia Commons har medier relateret til:

HenvisningerRediger

  1. ^ 1953-2007 anvendtes Sainte-Laguës metode i modificeret variant.
  2. ^ Morten Kjærum et al (red.), Grundloven og menneskerettigheder i et dansk og europæisk perspektiv, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1997, s. 79. ISBN 9788757400236.
  3. ^ a b c Henrik Zahle, red. (2006). Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (2. udgave). Jurist- og Økonomforbundets Forlag. s. 248f.
  4. ^ Hvem af de nuværende folketingsmedlemmer har siddet længst i Folketinget? Arkiveret 12. april 2018 hos Wayback Machine, Folketinget. Besøgt 20. juli 2018.
  5. ^ Partigruppernes bogstaver, Folketinget. Besøgt 19. maj 2018.
  6. ^ a b c Mandatfordelingen, Folketinget. Besøgt 26. februar 2022.
  7. ^ a b c For få år siden var DF det næststørste parti. Med Marie Krarups exit er der ti tilbage på Christiansborg af Line Jenvall. dr.dk, 26. februar 2022.
  8. ^ a b c d e f Jens Rohde er ikke alene: Aldrig før har så mange i Folketinget skiftet parti af Emil Eller og Jakob Slyngborg Trolle. dr.dk, 27. april 2021.
  9. ^ a b c d Naser Khader smides ud af Det Konservative Folkeparti af Mette Viktoria Pabst Andersen og Oliver Batchelor. dr.dk, 18. august 2018.
  10. ^ Støjberg stiller sig op i historisk lang række af løsgængere og partihoppere af Anders Byskov Svendsen. dr.dk, 5. februar 2021.
  11. ^ Klærke, Karen (2021-12-21). "Folketinget har stemt: Inger Støjberg er ikke værdig til at sidde i Folketinget". DR. Hentet 2021-12-21.
  12. ^ Her er Støjbergs afløser i Folketinget af Pelle Lykkebo Mørk. TV 2, 15. december 2021.
  13. ^ a b Hvem er formand for det enkelte parti?, Folketinget. Besøgt 19. maj 2021.
  14. ^ Socialdemokratiets organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  15. ^ Radikale Venstres organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  16. ^ "Mikkel Irminger Sarbo er De Radikales nye landsformand". Berlingske. 19. september 2021. Hentet 22. december 2021.
  17. ^ Det Konservative Folkepartis organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  18. ^ Nye Borgerliges organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  19. ^ Socialistisk Folkepartis organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  20. ^ Liberal Alliances organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  21. ^ Kristendemokraternes organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  22. ^ Dansk Folkepartis organisation, Folketinget. Besøgt 19. maj 2021.
  23. ^ Frie Grønnes organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  24. ^ Venstres organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  25. ^ Enhedslistens organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  26. ^ Alternativets organisation}, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  27. ^ Sambandsflokkurins organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  28. ^ Javnaðarflokkurins organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  29. ^ Siumuts organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  30. ^ Inuit Ataqatigiits organisation, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.
  31. ^ Medlemmer uden for folketingsgruppen, Folketinget. Besøgt 3. februar 2022.

LitteraturRediger

Om Folketinget som institutionRediger

Litteratur om Folketinget som institution har DK5-nummer 32.8. DK5-opstilling og numre bruges af folkebibliotekerne i hele landet.

Folketinget har siden valget i 1956 udgivet en håndbog efter hvert folketingsvalg. Håndbogen indeholder biografier over de valgte folketingsmedlemmer. Fra 1956 havde håndbogen titlen Folketinget: Håndbog. Fra 1984 var titlen Folketingets håndbog. Siden 1990 udkommer håndbogen under titlen Folketinget efter valget.

  • Flemming Juul Christiansen, Politiske forlig i Folketinget: Partikonkurrence og samarbejde, Aarhus Universitet 2008. ISBN 978-87-7335-123-9
  • Morten Engberg & Finn Sørensen, Håndbog i folketingsarbejdet, Schultz 2003, 2. udgave 2005. ISBN 87-7982-017-4 (1. udg.) ISBN 87-7982-037-9 (2. udg.)
  • Lo Folkmann & Hans Peter Hilden, Lovgivningsprocessen: Folketinget arbejder, Schultz 1985. ISBN 87-569-1659-0
  • Marianne Grøndahl, Det Danske Folkestyre: Christiansborg, København: Gyldendal 2007. ISBN 978-87-02-06279-3
  • Mikkel Hagen Hess & Andreas Fugl Thøgersen, Folketingets arbejde: En introduktion, Høst 2001. ISBN 87-14-29726-4
  • Henrik Jensen, Arenaer eller aktører? En analyse af Folketingets stående udvalg, Samfundslitteratur 1995. ISBN 87-593-0519-3
  • Henrik Jensen, Partigrupperne i Folketinget, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2002. ISBN 87-574-0828-9
  • Torben K. Jensen, De folkevalgte: En analyse af folketingsmedlemmernes sociale baggrund og repræsentationsadfærd, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2004. ISBN 87-7934-066-0
  • Ulrik Kjær & Mogens N. Pedersen, De danske folketingsmedlemmer: En parlamentarisk elite og dens rekruttering, cirkulation og transformation 1849-2001, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2004. ISBN 87-7934-071-7

Om Rigsdagen, Landstinget og Folketinget før 1953Rediger

  • David Dessau, Oversigt over Rigsdagens virksomhed i de første 35 Aar efter Grundlovens Udstedelse samt over de den grundlovgivende Rigsforsamling og Rigsraadet forelagte Sager, København: J.H. Schultz 1884.
  • Hartvig Frisch, Den danske Rigsdag 1849-1949, 3 bd., København: J.H. Schultz 1949.
  • H.C D. Müller, Valgene 1848-1866: En statistisk Oversigt, Eide 1894.
  • Alex Thorsøe, Grundrids af den danske Rigsdags Historie fra 1866 til 1915, 1919.
  • S. Wiskinge, Folketinget og Landstinget: Tingenes Sammensætning og Valg, Barfod 1936.

Biografiske oversigter over Rigsdagens, Folketingets og Landstingets medlemmerRediger

Biografiske oversigter over Rigsdagens, Folketingets og Landstingets medlemmer har DK5-nummer 99.3328.

  • Emil Elberling og Victor Elberling, Rigsdagens Medlemmer gennem hundrede Aar 1848-1948, 3 bind, København: J.H. Schultz 1949-50.
  • Hartvig Frisch, Den danske Rigsdag 1849-1949, 3 bd., København: J.H. Schultz 1949.
  • Kristian Hvidt, Folketingets medlemmer i fyrre år 1949-1989, Folketinget/Schultz 1992. ISBN 87-89756-02-9
  • Alex Lauesgaard, Fortegnelse over Rigsdagsvalgene, Rigsdagssamlingerne, Ministerierne, Rigsdagens Formænd, Medlemmerne af den grundlovgivende Rigsforsamling og af Rigsdagen 1848-1916 samt Talerfortegnelser for Den grundlovgivende Rigsforsamling og for Rigsdagssamlingerne 1850-87, København: J.H. Schultz 1916.
  • Svend Martin, Hvorledes jeg blev Politiker: Interviews med Kl. Berntsen, Borgbjerg, J.C. Christensen, Dinesen, Ellinger, K.M. Klausen, Jensen-Sønderup, Th. Larsen, N. Neergaard, Anders Nielsen, Rode, Zahle, Frijs, Harald Jensen, Madsen Mygdal, Jørgen Pedersen, Herman Trier, København: Høst & Søn 1912.
  • J.P. Nordengaard, Valgene til Rigsdagen i 100 Aar, Roskilde 1949.
  • Palle Rosenkrantz, Den danske Regering og Rigsdag 1903-1934, Arthur Jensens Forlag 1934.
  • Aage Svendstorp & Christian Torpe (red.), Billeder af Rigsdagens Historie: Mændene omkring de store Begivenheder, 2 bind, 1947.
  • Svend Thorsen, Danmarks Rigsdag, 1947

Om Folketingets portrætsamlingRediger

Eksterne henvisningerRediger

Koordinater: 55°40′33.56″N 12°34′52.06″Ø / 55.6759889°N 12.5811278°Ø / 55.6759889; 12.5811278