Georg af Braunschweig-Lüneburg

Fyrste af Calenberg

Georg af Welf, født 17. februar 1582, død 2. april 1641, var hertug af Braunschweig-Lüneburg og stamfader til huset Hannover. Han var søn af Vilhelm den Yngre af Braunschweig-Lüneburg og Dorothea af Danmark, og han var gift med Anna Eleonora af Hessen-Darmstadt.

Georg af Braunschweig-Lüneburg

Personlig information
Kæle/øgenavn Der Fangende Rediger på Wikidata
Født 17. februar 1582 Rediger på Wikidata
Celle, Niedersachsen, Tyskland Rediger på Wikidata
Død 2. april 1641 (59 år) Rediger på Wikidata
Hildesheim, Niedersachsen, Tyskland Rediger på Wikidata
Gravsted Fürstengruft Rediger på Wikidata
Far Wilhelm d.y. av Braunschweig-Lüneburg Rediger på Wikidata
Mor Dorothea af Danmark Rediger på Wikidata
Søskende Sybille av Braunschweig-Lüneburg,
Dorothea av Braunschweig-Lüneburg,
Christian,
Ernest II,
August I.,
Friedrich IV,
Sophie av Braunschweig-Lüneburg,
Margarethe av Braunschweig-Lüneburg Rediger på Wikidata
Ægtefælle Anna Eleonora af Hessen-Darmstadt (fra 1617) Rediger på Wikidata
Børn Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg,
Ernst August,
Georg Wilhelm,
Johann Friedrich,
Christian Ludwig,
Dorothea Magdalen von Braunschweig-Lüneburg,
Anne Marie Eleanor von Braunschweig-Lüneburg,
Magdalen von Braunschweig-Lüneburg Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Friedrich-Schiller-Universität Jena Rediger på Wikidata
Medlem af Det Frugtbringende Selskab Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Militærperson Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Han trådte 1612 i dansk tjeneste og deltog i Kalmarkrigen men var imod Danmarks indblanding i Den Nedersaksiske Kreds' anliggender og forsøgte forgæves at forene dens fyrster i væbnet neutralitet. Efter det fejlslagne forsøg gik han i 1626 i kejserlig tjeneste til 1630. Restitutionsediktet, som fik den katolske kirke til at stille krav om hans slægts besiddelser, fik ham til i 1631 at træde i tjeneste som general for Gustav II Adolf. Han satte dog hele tiden sit lands og sin slægts interesser forud for Sveriges og optrådte især efter Gustav II Adolfs død meget selvstændigt. Den gensidige mistro forhindrede den fulde udnyttelse af Georgs sejr i slaget ved Oldendorf den 28. juni 1633, og i 1635 tilsluttede han sig indgåelsen af freden i Prag. I 1636 blev han regerende fyrste af Calenberg og nærmede sig med sine brødre atter Sverige, da kejseren ikke ville tilbagegive det vigtige Wolfenbüttel. I 1639 indgik Georg forbund med Hessen-Kassel, og i 1640 lod han sine tropper forene med Johan Banérs, men døde allerede foråret efter, hvilket bidrog til en svær krise for Sveriges krigsførelse.[1]

Børn redigér

Noter redigér

  1. ^ Svensk uppslagsbok, Malmö 1932