Den hollandske modstandsbevægelse

Broom icon.svgDenne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.

Den hollandske modstandsbevægelse gjorde under 2. verdenskrig modstand mod tyskerne, der havde besat landet. Den skjulte i efteråret 1944 mere end 300.000 personer. Den bestod af mellem 60.000 og 200.000 medlemmer, og der var over 1.000.000 sympatisører.[1]

Plade i Sachsenhausen til minde for 100 nederlandske modstandsfolk

Langsom begyndelseRediger

Modstanden udviklede sig først meget langsomt, men efter Februar-strejken begyndte udviklingen at tage fart. De første der organiserede sig var kommunisterne. Mere amatøragtige grupper opstod som De Geuzen (oprettet af Bernard ljzerdraat) og Ordediensten. De fleste grupper havde livsfarlige problemer med forræderi de første to år.

Hjælp til de allierede og jøderneRediger

Nederlandsk kontraspionage, indenrigssabotage og kommunikationsnetværk hjalp De Allierede med vigtige informationer fra begyndelsen af 1944 til befrieelsen. 75% (105.000 ud af 140.000) af de hollandske jøder omkom under Holocaust, de fleste myrdet i koncentrationslejre.[2] En række modstandsgrupper specialiserede sig i at redde jødiske børn: Utrechtse Kindercomité, Landelijke Organisatie voor Hulp aan Onderduikers, Naamloze Vennootschap (NV) og Amsterdam Student Group.[3]

DefinitionRediger

Kun aktiv modstand som spionage, sabotage og modstand med våben blev af hollænderne set som reel modstand. Anden modstand blev ikke anset for egentlig modstand. Følgende blev set som egentlig modstand:

  • Aktiv hjælp til at skjule personer
  • Overtrædelse af tyske regler og ordrer
  • Omfattende sabotage på de fabrikker der arbejdede under krigen
  • Offentlige protester udført af partier, aviser eller kirker.
  • Udgivelse af illegale blade.[1]

Modstandsfolk fra "ikke-modstand"sgrupperne blev arresteret af tyskerne, der så anderledes på holdningen om aktiv modstand. Tusinder blev fængslet i måneder, tortureret eller sendt til koncentrationslejre.

Helt ind i det 21. århundrede blev den passive modstand ikke anset som modstand i Nederland. Det er langsomt ved at ændre sig.

Efter krigen indstiftedes et modstandskors (Verzetkruis (ikke at forveksle med Verzetsherdenkingskruis). Korset blev kun givet til 95, og af dem var kun en i live ved tildelingen. Det er et lavt tal i forhold til de hundredetusinder, der udførte illegale handlinger under krigen.

AktiviteterRediger

Den 25. februar 1941 opfordrede det Hollandske Kommunist Parti til generalstrejke, Februar-strejken, efter de nazistiske overfald på Amsterdams jøder. Det gamle jødiske kvarter i Amsterdam blev spærret af og gjort til ghetto, og som en gengældelse for en række voldelige begivenheder blev 425 jødiske mænd taget som gidsler af nazisterne og sendt til udryddelseslejre. To overlevede. Mange af Amsterdams indbyggere, med forskellige politiske holdninger, støttede protesterne og strejken. Den 26. februar 1941 støttede også fabrikker i Zaandam, Haarlem, Ijmuiden, Weesp, Bussum, Hilversum og Utrecht op om strejken. Strejken blev stoppet af tyskerne, der skød ind i en ubevæbnet menneskeskare og dræbte ni, sårede 24 og fængslede en lang række demonstranter. Modstanden mod tyskerne tog til efter episoden. Nederlænderne strejkede yderligere fire gange mod tyskerne: studenterstrejken i november 1940, lægernes strejke i 1942, april-maj strejken i 1943 og togstrejken i 1944. Få lande viste så stor modvilje mod tyskerne som Nederlandene.[4]

ReferencerRediger

  1. ^ a b Dr L. de Jong: Het Koninkrijk der Nederlanden in de Tweede Wereldoorlog
  2. ^ Stone, Dan (2010). Histories of the Holocaust. Oxford University Press. s. 42. ISBN 978-0-19-956680-8. Arkiveret fra originalen 1. januar 2014. Hentet 3. februar 2013. 
  3. ^ Klempner, Mark (2006). The Heart Has Reasons. U.S.: The Pilgrim Press. s. 235. ISBN 0-8298-1699-2. Arkiveret fra originalen 26. oktober 2020. Hentet 19. januar 2021. 
  4. ^ Corrie ten Boom from the United States Holocaust Memorial Museum Arkiveret 31. maj 2009 hos Wayback Machine. Retrieved 11 April 2008.