Wikipedia

Huset Neville

Neville-familien (også stavet Nevill) er en adelsslægt, der dukkede op i den tidlige Middelalder, og som blev en ledende politisk styrke i England i den sene Middelalder. Familien blev en af de to mægtigste stormandsslægter i Nordengland og spillede en central rolle i Rosekrigene sammen med deres rival, Huset Percy.

Huset Neville
Våbenskjold: Rød baggrund, et sølvhvidt Andreaskors
Land England, Storbritannien
Grundlagt Før 1129
Grundlægger Uhtred
Nuværende overhoved Christopher Nevill, 6. markis af Abergavenny
Titler

Oprindelse redigér

De første overlevende optegnelser om mandlige medlemmer af Neville-familien optræder årtier efter normannernes erobring af England (1066) og Domesday Book (1086), som ikke dækkede County Durham, området for deres tidligste registrerede jordbesiddelser. Neville-familiens mandlige linje var af oprindelig anglo-saksisk oprindelse, og familien kan godt have været en del af aristokratiet i Northumbria før erobringen.[1] Efter den normanniske erobring mistede det meste af det eksisterende angelsaksiske aristokrati i England deres jorde og titler, som blev overtaget af en ny normannisk herskende elite, og selvom sådanne overlevelser er meget sjældne, var indfødte familiers fortsatte jordbesiddelse mere almindeligt i det nordligste i England, i County Durham, end i syd.

Familiens mandlige linje kan spores tilbage til en vis Uhtred, hvis identitet er usikker, dog foreslår Horace Round (1895), at han muligvis kan være identisk med manden af samme navn, der var søn af Ligulf, en magtfuld than i Northumbria, der blev dræbt i Durham i 1080.[2] Hans søn Dolfin, der i optegnelserne kaldes "søn af Uhtred", bekræftes først gang i 1129 som værende i besiddelse af herregården Staindrop (tidligere Stainthorp) i County Durham, for prioren af Durham. Dette sted forblev familiens hovedsæde indtil 1569, hvor deres hovedbolig var i Raby i den nordlige del af Staindrop Sogn, hvor de i det 14. århundrede opførte det nuværende Raby Castle.[3] Dolfin blev efterfulgt af sin søn Meldred. Han blev igen efterfulgt af sin søn Robert FitzMeldred, der blev gift med den anglo-normanniske arving Isabel de Neville, datter af Geoffrey de Neville (død 1193), den 2. feudale baron af Ashby i Lincolnshire.[4] Deres søn Geoffrey "de Neville" (død ca. 1242) arvede hans mors families godser såvel som hans fars og antog sin mors efternavn, men bevarede sine fædrenes våbenskjold rød, sølvhvidt andreaskors.[5] I det normanniskstyrede England var et normanniske efternavn mere prestigefyldt og mere socialt fordelagtigt end et engelsk.[6] Allerede før Neville-ægteskabet var FitzMeldred-familien en stormagt i området: "Rundt omkring i deres landbesiddelser var denne familie, der stædigt havde holdt fast i indfødte navne i over hundrede år efter 1066, fremtrædende blandt lægmændene i Bispedømmet Durham i det 12. århundrede".[7]

Geoffrey de Neville giftede sig med en vis Joan, som det fremgår af et charter, der blev udstedt i 1273 af hans søn Robert de Neville (d. 1282) til Marton Priory, Yorkshire, med henvisning til " til hans forældre, Geoffreys og Joans sjæle, og for begge hans hustruers sjæle".[8]

I det 16. århundrede hævdede Neville-familien, at deres forfader Uhtred var en efterkommer af Crínán af Dunkeld, stamfader til den skotske kongeslægt Dunkeld.[9] Moderne slægtsforskere har spekuleret i flere teorier for at forbinde Uhtred med hans påståede forfædre, men ingen af disse understøttes af nogen direkte beviser.[10]

Opstigning til magten redigér

Familiens rigdom og magt voksede støt i de følgende århundreder. Deres regional magt nød godt af hyppige udnævnelse til sådanne kongelige embeder som sherif, slotsfogeder, skovdommere, og fredsdommer i forskellige dele af det nordlige England.[11] Disse fremtrædende embeder begyndte med Geoffrey de Nevilles søn Robert under Henrik 3.'s regeringstid, hvor Robert støttede kongen mod baronerne under Simon de Montfort.[12] Neville-familien holdt også administrative embeder under prinsebiskopperne af Durham.[13] Roberts barnebarn Ranulph Neville var et af de grundlæggerne af Englands adelsrang, idet han blev indkaldt til at sidde i House of Lords ved dets etablering i 1295 og således grundlagde han slægtslinjen baron Neville af Raby.

Krigstjeneste i slutningen af det 13. og 14. århundrede mod Skotland og senere i Hundredårskrigen i Frankrig var af afgørende betydning for yderligere forbedring af familiens status.[14] I 1334 blev Ralph Neville, Lord af Raby, udnævnt til en af Warden of the Marches, den øverste leder for grænseforsvaret, og medlemmer af Neville-familien blev sædvanligvis derefter udnævnt til disse stillinger. [15] Ralph ledte den styrke, der knuste en invaderende skotsk hær i Slaget ved Neville's Cross uden for Durham og tog kong David 2. af Skotland til fange i 1346. I midten af det 14. århundrede blev Neville-familien også involveret i søforsvaret, idet de holdt stillingen som Admiral of the North.[16] I løbet af denne periode begyndte de også at blive udnævnt til e høje embeder ved hoffet og i kirken: Sejrherren ved Neville's Cross fungerede som steward for kongens hushold, og ved hans død blev han efterfulgt i embedet af sin ældste søn John. Johns bror Alexander Neville blev ærkebiskop af York og var en nær rådgiver for Richard 2. Som sådan blev han retsforfulgt sammen med Richards andre ledende støtter, da de utilfredse Lords Appellant tog magten i 1386-89. Han kom til at lide konfiskationen af sin ejendom, men som en gejstlig undslap han samme dødsdom, som hans kolleger var blev idømt.[17]

 
Raby Castle i County Durham

I slutningen af det 14. århundrede havde familien erhvervet en omfattende samling af godser over hele det nordlige England. Udover deres oprindelige magtbase i County Durham, kontrollerede de en stor landstrimmel i det nordlige og centrale Yorkshire og betydelige besiddelser i Cumberland og Northumberland. De ejede også spredte godser i Lancashire og længere sydpå i Lincolnshire, Norfolk, Northamptonshire, Bedfordshire og Essex. Ud over Raby erhvervede eller byggede de vigtige borge i Brancepeth nær Durham og i Middleham, Sheriff Hutton og Snape i Yorkshire.[18] Selvom de var geografisk koncentreret, blev deres vigtigste godser organiseret i tre forskellige administrative enheder, der var baseret på borgene i Raby, Middleham og Sheriff Hutton. Disse var henholdsvis ansvarlige for besiddelserne i County Durham, i det nordvestlige Yorkshire og i det centrale Yorkshire. Mod slutningen af det 14. århundrede blev Middleham et anden sædvanligt sæde for familiens overhoved.[19]

Jarlerne af Westmorland redigér

Neville-familiens opstigen til aristokratiets højeste niveau blev formelt anerkendt i 1397, da Lord af Raby Ralph Neville blev ophøjet til jarl af Westmorland af Richard 2. På dette tidspunkt blev Neville-familiens magt i nord kun matchet af Percy-familien, jarlerne af Northumberland, som Neville-familien udviklede en voldsom rivalisering. Disse konkurrerende stormænd i nord nød en usædvanlig grad af autonomi fra kongens autoritet på grund af afstanden og usikkerheden i regionen, hvor de var etableret. Kongen, hvis hof var baseret i syd, måtte stole på magtfulde herrer fra begge huse for at beskytte grænsen mod skotsk invasion, opveje hinandens indflydelse og hjælpe med generel regeringsførelse.

Selvom familien tidligere havde været tæt knyttet til Richard 2., var jarl Ralph hurtig til at slutte sig til Henrik af Bolingbroke, da han landede i England for at styrte Richard i 1399. Kort efter Bolingbrokes vellykkede magtovertagelse, hvorved han tog tronen som Henrik 4., blev Westmorland belønnet med ægteskab med den nye konges halvsøster Joan Beaufort. Henry byggede videre på Richard 2.'s politik om at forstærke Neville-familiens styrke som et modsvar til den besværlige Percy-familie. Familien nød godt af, at Percy-familiens magt blev svækkelsen efter at kongemagten i begyndelsen af 1400'erne havde slået af en række oprør ned, der involverede denne familie.[20]

Samtidig med at det øgede Neville-familiens politiske status, førte det kongelige ægteskab til en alvorlig splittelse i familien. Jarl Ralph havde tidligere været gift med Margaret Stafford, og titlen som jarl af Westmorland gik i arv til hans søn fra dette ægteskab. Imidlertid foretrak han sine sønner fra sit andet ægteskab, og de modtog størstedelen af familiens jord efter hans død. Dette førte til bitre stridigheder om arv og et varigt køligt forhold mellem Neville-familien af Raby, efterkommerne af Margaret Stafford, og Neville-familien af Middleham, efterkommerne af Joan Beaufort.[21]

Ud over sin fars arv erhvervede Ralphs ældste søn med Joan, Richard Neville titlen som jarl af Salisbury gennem sit ægteskab med arvingen til titlen. Salisburys egen ældste søn Richard blev jarl af Warwick på samme måde. Disse ægteskaber bragte familien store nye godser. Dem fra Jarldømmet Warwick, arvet fra Beauchamp-familien, var hovedsageligt koncentreret i Warwickshire og Worcestershire, men med mindre besiddelser i County Durham, Devon, Cornwall og ved den walisiske grænse. De vigtigste Salisbury-besiddeler, der tidligere havde været ejet af Montagu-familien, var bredt fordelt over det sydvestlige England, med klynger i Devon, Dorset, Somerset og Wiltshire.[22] Familien erhvervede også Baroniet Latimer gennem den første jarl af Westmorlands fars ægteskabet, og det blev senere overført til en af den første jarls yngre sønner, og baronierne Fauconberg og Bergavenny gennem yderligere to af disse sønners ægteskab.

Rosekrigene redigér

Huset Yorks forkæmpere redigér

Salisbury og Warwick blev de vigtigste støtter for Richard, hertug af York i de tidlige stadier af Rosekrigene. De håbede sandsynligvis, at en York-magtovertagelse ville bringe en gunstig løsning på større arvstvister, der involverede Warwick, og den en sporadisk voldelige kamp om overherredømmet i nord mellem Salisbury og Percy-familien. De blev også forbundet til York ved ægteskab, da han havde giftet sig med Salisburys søster Cecily. Deres børn omfattede de fremtidige konger Edvard 4. og Richard 3. Ud over deres egen rigdom og bevæbnede følge blev Neville-familiens opstigen i denne og efterfølgende konflikter forstærket af Warwicks stilling som konstabel i Calais og kommissær for havets opretholdelse. Disse embeder gav ham kommando over Englands eneste betydningsfulde stående væbnede styrke og kontrol over en krigsflåde. De gjorde det også muligt for ham at knytte tætte bånd til Londons handelskammer, en vigtig kilde til økonomisk støtte, og at vinde den utilfredse befolknings popularitet i London og sydøst, især Kent, som Warwick og hans allierede gentagne gange ophidsede til oprør. York og Salisbury blev begge dræbt i Slaget ved Wakefield i 1460, men Warwick hjalp Yorks søn Edvard, jarl af March, med at afsætte Henrik 6. og tage tronen som Edvard 4. i 1461.[23]

Blandt familiens belønninger for deres støtte var ophøjelsen af Salisburys bror, veteransoldaten William Neville, Lord Fauconberg, til jarl af Kent. Han, Warwick og Salisburys yngre søn John Neville, nu adlet som baron Montagu, ledte undertrykkelsen af den langvarige modstand fra Huset Lancaster i nord, hvor det afsatte dynasti holdt sig fast i tre år efter deres afgørende nederlag i Slaget ved Towton i 1461. Percy-familien var blandt de vigtigste tilhængere af Huset Lancasters sag, og efter Henry Percy, jarl af Northumberlands død i Towton, og den endelige eliminering af modstand i nord i 1464, sikrede Neville-familien sin største triumf over deres rivaler, da den erhvervede Jarldømmeet Northumberland til John Neville i 1465.[24]

Utilfredshed og skift af side redigér

Warwick, nu den rigeste mand i England efter kongen, var magten bag tronen i Edvard 4.'s styre i dets første år, men de to mænd blev senere uvenner. Det kølige forhold skyldtes i vid udstrækning kongens hemmelige ægteskab i 1464 med Elizabeth Woodville. Dette ydmygede Warwick, der havde forhandlet om en aftale med Ludvig 11. af Frankrig, hvor Edvard 4. skulle gifte sig med den franske konges svigerinde. Forholdet blev yderligere forværret af Woodville-familiens efterfølgende indflydelse, hvorved den med succes modsatte sig Warwicks udenrigspolitik.[25]

I 1469 tog Warwick kontrol over styret sammen med sin bror George Neville, ærkebiskop af York og Edvard 4.'s egen bror Georg, hertug af Clarence. Deres alliance var blevet forseglet af Clarences ægteskab med Warwicks datter Isabel. Warwick og Clarence fængslede kongen og søgte at herske i hans navn, men det nye styre var ude af stand til at påtvinge dets autoritet, og Edvard 4. blev løsladt. Kongen afholdt sig fra at straffe oprørerne, men forsøgte at genoprette en modvægt til Neville-familien i nord ved at give titlen som jarl af Northumberland til den afsatte arving, Henry Percy. Dette betød at John Neville, som var forblevet loyal over for kongen, da hans brødre gjorde oprør, blev frataget sin titel, besiddelser og embeder. Edvard 4. forsøgte at beholde Johns troskab ved at kompensere ham med godser i sydvest, den nye titel markis af Montagu og hans unge søn George Nevilles forlovelse til kongens ældste datter og daværende arving, Elizabeth af York. George blev hertug af Bedford som anerkendelse af hans fremtidige udsigter. Alt dette var imidlertid åbenlyst ikke nok for Montagu.

Warwick og Clarence gjorde oprør igen i 1470, med et tilsyneladende mål på at sætte Clarence på tronen. Efter at være blevet besejret flygtede de til udlandet, hvor de indgik en aftale med den landflygtige Lancaster-fraktion, og Warwicks datter Anne blev gift med Henrik 6.'s eneste søn Edvard af Westminster. Da Warwick og andre ledere af denne alliance landede i England for at rejse et oprør igen, blev de bakket op af nogle af de ledende adelsmænd, der stadig var i England, herunder Montagu, der vendte de tropper, han nominelt havde rejst for Edvard 4., mod kongen. Edvard 4. flygtede fra landet, og Henrik 6. blev kortvarigt genindsat på tronen, men Edvard 4. gennemførte hurtigt et modangreb med succes, og Warwick og Montagu blev dræbt i Slaget ved Barnet i 1471.[26]

Eftervirkning redigér

Warwick og Montagu blev aldrig formelt frataget deres ære, liv og gods, hvilket ville have betydet tabet af deres ejendom. Ikke desto mindre tillod den sejrende York-fraktionen ikke at arveprocessen fulgte den normale juridiske gang. Montagus godser skulle være gået til hans søn George Neville, hertug af Bedford, sammen med den betydelige del af Warwicks arvede ejendele, der var blevet testamenteret til mandlige arvinger, hvilket gav Bedford forrang over Warwicks døtre. Imidlertid blev Bedford i praksis nægtet sin arv, mens hans forlovelse med Elizabeth af York blev annulleret. Han endte til sidst med at blive frataget sin titel ved en parlamentslov i 1478, angiveligt med den begrundelse, at han manglede den rigdom, der krævedes for en hertug.

Arven fra Neville-familien af Middleham blev i stedet genstand for en strid mellem kong Edvard 4.'s brødre: Richard, hertug af Gloucester og Clarence, der var vendt tilbage til familiens fold inden Slaget ved Barnet. Clarence, hvis krav var på grundlag af hans ægteskab med Isabel Neville, modtog jarldømmerne Warwick og Salisbury. Gloucester erhvervede de gamle Neville-godser i nord, efter at have skabt sit krav ved at gifte sig med Anne Neville, der var blevet enke efter prins Edvard af Westminsters død i det sidste Lancaster-nederlag i Slaget ved Tewkesbury i 1471. De nordlige besiddelser og omgangskreds arvet fra Neville-familien blev Gloucesters vigtigste magtbase, og han overtog Middleham Castle som sit hovedsæde indtil han besteg tronen som Richard 3. i 1483.

Som en afspejling af det kølige forhold mellem familiens to grene havde Neville-familien af Raby, ledet af Ralph Neville, jarl af Westmorland, fra starten været på Lancaster-fraktionens side. Westmorlands bror John Neville, Lord af Raby blev dræbt i nederlaget i Towton. Jarlerne af Westmorlands slægtslinje overlevede krigene, men tabet af de fleste af deres forfædres godser til Neville-familien af Middleham gennem arv og deres efterfølgende undergang efterlod familien med en meget formindsket styrke.[27]

Yngra linjer af Neville-familien af Middleham overlevede også, herunder indehaverne af baronierne Latimer og Bergavenny, henholdsvis baseret på Snape og på Abergavenny Castle. Edward Neville, Lord Bergavenny havde i mange år med tvang været frataget sin arv af hans nevø jarlen af Warwick. Under Rosekrigene havde hver af disse linjer i familien undertiden kæmpet sammen med og undertiden mod Neville-familien af Middleham, ledet af Salisbury og Warwick.[28]

Senere historie redigér

De nordlige stormænds regionale magt, der allerede var blevet stærkt svækket af de tab, der var blev lidt under Rosekrigene, blev yderligere svækket af centralregeringens voksende magt i det 16. århundrede. I 1569 begravede Neville-familien og Percy-familien deres traditionelle rivalisering for at gøre oprør, det der var et forsøg på at vælte Elizabeth 1. og erstatte hende med den katolske Marie, dronning af Skotland. Oprøret var et fiasko, og jarlen af Westmorland, Charles Neville, flygtede i eksil i udlandet. Han blev sit fravær frataget sin ære, liv og gods og mistede sin titel og landbesiddelser. Da han døde i 1601 efterlod han ingen mandlig arving, og dermed uddøde Neville-familiens seniorlinje.

Latimer-grenen af familien var også uddød i 1577, men Bergavenny-linjen holdt ud. Efter Henry Nevills, 6. baron Bergavennys død i 1587, kæmpede hans datter Mary Nevill(e) en juridisk kamp for at blive anerkendt som arving til hele den tilbageværende Neville-arv. I sidste ende blev disse lande imidlertid delt mellem hende og hendes fætter Edward Nevill, som arvede titlen som baron. Hendes søn Francis Fane arvede gennem hende den meget gamle titel Baron le Despencer. Til ham blev Neville-familiens seniortitel jarl af Westmorland genskabt, og den er forblevet hos hans mandlige efterkommere.

Edward Nevills efterkommere blev ophøjet til status som jarler og derefter markiser af Abergavenny. Denne linje er fortsat. Det nuværende familieoverhoved er Christopher Nevill, den 6. markis. Hans familiebesiddelser er blevet formindsket gennem tidens gang (hvad enten det er sket ved opdeling eller arveskat), men hovedsædet i Eridge Park i Sussex har været i familiens eje siden 1448.[29]

Titler redigér

Titel I besiddelse Oprettelse og detaljer
Baron Neville af Raby 1295-1571 Skabt i Englands adelsrangsystem i 1295, da Ralph Neville blev indkaldt til parlamentet. Frataget i 1571.
Jarl af Westmorland 1397-1571 Skabt i Englands adelsrangsystem i 1397 for Ralph Neville, 4. baron Neville af Raby. Frataget i 1571.
Jarl af Salisbury 1428-1471 Richard Neville, søn af Ralph Neville, 1. jarl af Westmorland, giftede sig med Alice Montacute, arvingen til Thomas Montacute, 4. jarl af Salisbury og arvede titlen. Frataget i 1471
Baron Fauconberg 1429-1463 William Neville, søn af Ralph Neville, 1. jarl af Westmorland, giftede sig med Joan Fauconberg, datter af Thomas de Fauconberg, 5. baron Fauconberg, og blev baron Fauconberg jure uxoris. Stået hen siden hans død i 1463.
Baron Latimer 1432-1577 Skabt i Englands adelsrangsystem i 1432, da George Neville, søn af Ralph Neville, 1. jarl af Westmorland blev indkaldt til parlamentet. Stået hen siden 1577.
Baron Bergavenny 1447-1938 Skabt i Englands adelsrangsystem i 1447, da Edward Neville, den 7. søn af Ralph Neville, 1. jarl af Westmorland, og ægtemand til Elizabeth de Beauchamp, suo jure 3. Baronesse Bergavenny, blev indkaldt til parlamentet. Stået hen siden 1938.
Jarl af Warwick 1449-1471 Richard Neville, søn af Richard Neville, 5. jarl af Salisbury, giftede sig med Anne Beauchamp, argingen til Richard Beauchamp, 13. jarl af Warwick og blev jarl af Warwick jure uxoris. Frataget i 1471.
Baron Montagu 1461-1471 Skabt i Englands adelsrangsystem i 1461, da John Neville, søn af Richard Neville, 5. jarl af Salisbury blev indkaldt til parlamentet. Frataget i 1471.
Jarl af Kent 1461-1463 William Neville, 6. baron Fauconberg blev ophøjet til jarl af Kent i Englands adelsrangsystem i 1461. Uddød ved hans død i 1463.
Jarl af Northumberland 1465-1470 John Neville, 1. baron Montagu blev ophøjet til jarl af Northumberland i Englands adelsrangsystem i 1465 eftere at Henry Percy, 3. jarl af Northumberland var død og hans arvinger gjort arveløse. Frataget i 1470, da titlen blev overført til Henry Percy, 4. jarl af Northumberland.
Markis af Montagu 1470-1471 Skabt i Englands adelsrangsystem i 1470 for John Neville, 1. jarl af Northumberland. Frataget i 1471.
Hertug af Bedford 1470-1478 George Neville, søn af John Neville, 1. markis af Montagu, blev ophøjet til hertug af Bedford i Englands adelsrangsystem i 1470. Frataget ved parlamentslov i 1478.
Jarl af Abergavenny 1784- Skabt i Storbritanniens adelsrangsystem i 1784 for George Nevill, 17. Baron Bergavenny. Eksisterende.
Markis af Abergavenny 1876- Skabt i Storbritanniens adelsrangsystem i 1876 for William Nevill, 5. jarl af Abergavenny. Eksisterende.
Jarl af Lewes 1876- Skabt i Storbritanniens adelsrangsystem i 1876 for William Nevill, 5. jarl af Abergavenny. Eksisterende.

Medlemmer i den mandlige linje redigér

John Neville, 3. baron Neville af Raby

1. Ralph Neville, 1. jarl af Westmorland, 1364-1425
A. John Neville, Lord Neville (d. 1420)
I. Ralph Neville, 2. jarl af Westmorland
II. John Neville, baron Neville
a. Ralph Neville, 3. jarl af Westmorland
i. Ralph Neville, Lord Neville
1. Ralph Neville, 4. jarl af Westmorland
A. Henry Neville, 5. jarl af Westmorland
I. Charles Neville, 6. jarl af Westmorland
III. Sir Thomas Neville
B. Sir Ralph Neville (d. 1458)
C. Richard Neville, 5. jarl af Salisbury, 1400-1460
I. Richard Neville, 16. jarl af Warwick, 1428-1471 (to døtre)
II. John Neville, 1. markis af Montagu, 1431-1471
a. George Neville, 1. hertug af Bedford, 1461-1483
III. George Neville, ærkebiskop af York, 1432-1476
IV. Thomas Neville, 1443-1460
D. Robert Neville, d. 1457, biskop af Durham
E. William Neville, 1. jarl af Kent, 1410-1463
I. Anthony Neville, Lord Gray
F. George Neville, 1. baron Latimer
I. Sir Henry Neville (1437-1469)) af Latimer
a. Richard Neville, 2. baron Latimer
i. John Neville, 3. baron Latimer
1. John Neville, 4. baron Latimer
ii. William Neville
1. Richard Neville
A. Edmund Neville
G. Edward Nevill, 3. baron Bergavenny, 1414-1476
I. Richard Nevill, 1439-1476
II. George Nevill, 4. baron Bergavenny, 1440-1492
a. George Nevill, 5. baron Bergavenny, 1469-1535
i. Henry Nevill, 6. baron Bergavenny, 1527-1587
b. Edward Neville, 1471-1538
i. Edward Nevill, 7. baron Bergavenny, 1526-1588
1. Edward Nevill, 8. baron Bergavenny, 1550-1622
A. Henry Nevill, 9. baron Bergavenny, 1580-1641
I. John Nevill, 10. baron Bergavenny, 1614-1662
II. George Nevill, 11. baron Bergavenny, 1641 - 1666
a. George Nevill, 12. baron Bergavenny, 1665 - 1695

Forenklet (mandligt) slægtstræ til 1795 redigér

 
 
 
 
 
 
 
 
Uchtred
levede i det tidligere Kongeriget Northumbria
(ca. 1100)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Dolphin
(ca. 1129)
ejer af herregården Staindrop, County Durham, Northumbria
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Maldred FitzDolphin
(ca. 1130)
 
Geoffrey de Neville
 
 
 
 
 
Renata de Bulmer
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Robert FitzMaldred
(ca. 1150)
 
 
 
 
 
Isabel de Neville
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Geoffrey FitzRobert de Neville
(f. ca. 1197)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Geoffrey de Neville
(f. ca. 1225)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Robert de Neville
(ca. 1260/1270)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ralph
1. baron Neville af Raby
(1262-1331)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ralph
2. baron Neville af Raby
(1291-1367)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
John
3. baron Neville af Raby
(1340-1388)
 
Alexander
ærkebiskop af York
(1340-1392)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ralph
4. baron Neville af Raby
1. jarl af Westmorland
(1364-1425)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
John
(1387-1420)
 
 
 
 
 
Richard
5. jarl af Salisbury
(1400-1460)
 
Robert
biskop
(†1457)
 
William
1. jarl af Kent
(1401-1463)
 
George
1. baron Latimer
(1407-1469)
 
 
Edward
3. baron Bergavenny
(1414-1476)
 
Cecily
ægt. Richard, hertug af York
(1415-1495)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ralph
2. jarl af Westmorland
(1406-1484)
 
John
(1410-1461)
 
Richard
16. jarl af Warwick
(1428-1471)
 
John
1. markis Montagu
(1431-1471)
 
George
ærkebiskop af York
(1432-1476)
 
Thomas
viscount Fauconberg
(1429-1471)
 
Henry
(†1469)
 
 
George
4. baron Bergavenny
(1440-1492)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ralph
3. jarl af Westmorland
(1456-1499)
 
Anne
ægt. Richard 3.
(1456-1485)
 
George
hertug af Bedford
(1461-1483)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Richard
2. baron Latimer
(1468-1530)
 
 
George
5. baron Bergavenny
(1469-1535)
 
Edward
(1471-1538)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ralph
(†1498)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
John
3. baron Latimer
(1493-1543)
 
 
Henry
6. baron Bergavenny
(1530-1587)
 
Edward
7. baron Bergavenny
(1526-1588)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ralph
4. jarl af Westmorland
(1498-1549)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
John
4. baron Latimer
(1520-1577)
 
 
Mary
ægt. Thomas Fane
(1554-1626)
 
Edward
8. baron Bergavenny
(1550-1622)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Henry
5. jarl af Westmorland
(1525-1569)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Fane-familien
jarler af Westmorland
 
Henry
9. baron Bergavenny
(1580-1641)		Christopher[30]
(d. 1649)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Charles
6. jarl af Westmorland
(1542-1601)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
John
10. baron Bergavenny
(1614-1662)
 
George
11. baron Bergavenny
(†1666)		Richard[30]
(d. 1643)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
George
12th baron Bergavenny
(1665-1695)		George[30]
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
George[31]
13th baron Bergavenny
(1657-1720/1)		Edward[30]
kaptajn
(d. 1701)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
George[31]
14. baron (A)bergavenny
(1702–1723)		Edward[31]
15. baron (A)bergavenny
(d. 1724)		William[30]
16. baron (A)bergavenny
(d. 1744)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
George[32]
17. baron (A)bergavenny
1. jarl af Abergavenny, 1784
(1727–1785)		Edward[33]
(1729-)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
senere Neville-familie
baronerne (A)Bergavenny
jarler og markiser af Abergavenny
i dag ledet af Christopher Nevill, 6. markis af Abergavenny
 
 
 

Forbindelser til andre familier redigér

Stamtræet viser Richard Neville, jarl af Warwicks, slægt og forbindelser til husene York og Lancaster.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Johan af Gent, hertug af Lancaster
(1340-1399)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ralph Neville, 1. jarl af Westmorland
(ca. 1364-1425)
 
Joan Beaufort
(ca. 1379-1440)
 
Henrik 4.
(1367-1413)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Richard Beauchamp,
13. jarl of Warwick
(1382-1439)
···· Isabel Despenser
(1400-1439)
 
 
 
Alice Montacute,
grevinde of Salisbury
(ca. 1406-1462)
 
Richard Neville,
5. jarl af Salisbury
(1400-1460)
 
Cecily Neville
(1415-1495)
···· Richard Plantagenet,
3. hertug of York
(1411-1460)
 
Henrik 5.
(1386-1422)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Anne Beauchamp,
grevinde of Warwick
(1426-1492)
 
Richard Neville,
16. jarl af Warwick
(1428-1471)
 
John Neville,
1. Markis af Montagu
(ca. 1431-1471)
 
ærkebiskop
George Neville
(1432-1476)
 
 
 
 
Henrik 6.
(1421-1471)
···· Margaret af Anjou
(1430-1482)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Isabel Neville
(1451-1476)
 
 
 
 
 
 
 
Anne Neville
(1456-1485)
 
 
(1.) Edvard af Westminster
(1453-1471)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Edvard 4.
(1442-1483)
 
Edmund, jarl af Rutland
(1443-1460)
 
 
Georg Plantagenet, 1. hertug af Clarence
(1449-1478)
 
(2.) Richard 3.
(1452-1485)
 
 
 
 
 

Våbenskjold redigér

  •  
    Neville-familiens våbenskjold i gammel stil
  •  
    Neville, jarlerne af Westmorland og baronerne Neville af Raby
  •  
    Neville, baronerne af Raby
  •  
    Neville, jarlerne af Westmorland
  •  
    Sir John Neville, 3. baron Neville af Raby, KG
  •  
    Sir Ralph Neville, 4. baron Neville af Raby, KG
  •  
    Sir Richard Neville, 5. jarl af Salisbury, KG
  •  
    Våbenskjold tilhørende Richard Neville, 16. jarl af Warwick, "Kongemageren"
  •  
    Richard Neville, 16. jarl af Warwicks våbenskjold, som ridder af Hosebåndsordenen
  •  
    Isabel Neville, hertuginde af Clarences våbenskjold
  •  
    Anne Nevilles våbenskjold som dronning af England.
  •  
    Anne Nevilles våbenskjold som dronning af England (enkel).
  •  
    Sir John Neville, 1. baron Montagu, KG, senere markis af Montagus våbenskjold
  •  
    Våbenskjold tilhørende Sir William Neville, 6. baron Fauconberg, KG
  •  
    Våbenskjold tilhørende Sir Ralph Neville, 4. jarl af Westmorland, KG
  •  
    Våbenskjold tilhørende Sir George Nevill, 5. baron Bergavenny, KG
  •  
    Våbenskjold tilhørende Sir Henry Neville, 5. jarl af Westmorland, KG
  •  
    Våbenskjold tilhørende markiserne af Abergavenny, jarlerne af Abergavenny, baronerne Bergavenny
  •  
    Neville, af Abergavenny, Monmouthshire, Wales
  •  
    Neville, Baronerne Bergavenny

Litteratur redigér

  • Collins, Arthur (1982). Peerage of England, Volume 5. F. C. and J. Rivington. s. 151. crinan neville.
  • Given-Wilson, Chris, The English Nobility in the Late Middle Ages: The Fourteenth-Century Political Community (London and New York 1987)
  • Hicks, Michael, The Wars of the Roses (New Haven and London 2010)
  • Offler, Hilary S., Durham Episcopal Charters 1071-1152 (Gateshead 1968)
  • Offler, Hilary S., 'FitzMeldred, Neville and Hansard', North of the Tees - studies in medieval British history (Aldershot 1996), XIII
  • Round, John H., Feudal England - historical studies on the eleventh and twelfth centuries (London 1895, 3rd ed. London 1964)
  • Wagner, Anthony (1961). English Ancestry. Oxford University Press.
  • Wagner, Anthony, Pedigree and Progress - essays in the genealogical interpretation of history (London and Chichester 1975)
  • Wagner, Anthony (2001). Encyclopedia of the Wars of the Roses. ABC CLIO. ISBN 1-85109-358-3.
  • Young, Charles R., The Making of the Neville Family in England 1166-1400 (Woodbridge 1996)

Referencer redigér

  1. ^ . Round, Feudal England, 370-2; Offler, 'FitzMeldred, Neville and Hansard', 2-3; Wagner, English Ancestry, 16-17; Wagner, Pedigree and Progress, 51, 210
  2. ^ Round, Origin of the Nevilles, p.490
  3. ^ Samuel Lewis (publisher) (1848). "Stain - Stainton, Market". A Topographical Dictionary of England. Institute of Historical Research. Hentet 26. august 2013.
  4. ^ Sanders, I.J. English Baronies: A Study of their Origin and Descent 1086-1327, Oxford, 1960, p.3
  5. ^ Planché: The Pursuivant of Arms: "in consequence of the great possessions of his mother, assumed the name of her family, but retained the arms of his own"
  6. ^ Round, Feudal England, 370-2
  7. ^ Offler, 'FitzMeldred, Neville and Hansard', 3
  8. ^ Calendar of the Charter Rolls, 1300-1326, London, 1908, p.135,quoted in Jarvis, R. (2017) Baronial women in thirteenth-century Lincolnshire. M.A. thesis, Canterbury Christ Church University, p.20
  9. ^ Wagner, English Ancestry, 16-17
  10. ^ It has been noted, however, that "this Dolfin, when doing homage to the Prior of Durham for Staindrop, reserved his homage to the kings of England and of Scotland, as well as the Bishop of Durham" implying that he was "no doubt, a man of consequence" and "probably of high Northumbrian birth". Round, Feudal England, 370-2; Offler, 'FitzMeldred, Neville and Hansard', 2-3; Wagner, English Ancestry, 16-17; Wagner, Pedigree and Progress, 51, 210
  11. ^ Young, Charles Robert (1996). The Making of the Neville Family in England, 1166-1400. Boydell & Brewer Ltd. ISBN 978-0-85115-668-2.
  12. ^ Young, Making of the Neville Family, 82-6
  13. ^ Young, Making of the Neville Family, 100
  14. ^ Young, Making of the Neville Family, 100-2, 112-24
  15. ^ Young, Making of the Neville Family, 114
  16. ^ Young, Making of the Neville Family, 119-24
  17. ^ Young, Making of the Neville Family, 125-35
  18. ^ Young, Making of the Neville Family, 130, 137. Middleham Castle was acquired in 1270, while those at Brancepeth and Sheriff Hutton were built by the Nevilles in the late 14th century, and Snape around 1430.
  19. ^ Given-Wilson, English Nobility, pp. xii-xiii, 105-106
  20. ^ Young, Making of the Neville Family, 137-9
  21. ^ Young, Making of the Neville Family, 143, 145-7
  22. ^ Given-Wilson, English Nobility, pp. xiv-xvii, 107
  23. ^ Hicks, Wars of the Roses, pp. 105-12, 137-63
  24. ^ Hicks, Wars of the Roses, pp. 178-9
  25. ^ Hicks, Wars of the Roses, pp. 186-90
  26. ^ Hicks, Wars of the Roses, pp. 190-205
  27. ^ Young, Making of the Neville Family, 145-7
  28. ^ Hicks, Wars of the Roses, pp. 37, 99-100
  29. ^ Eridge Park — a short history Arkiveret 2012-01-08 hos Wayback Machine.
  30. ^ a b c d e "(A)bergavenny, Baron (E, 1604 - dormant 1641), Creation: writ of sum. 25 May 1604 (precedency of 1392)". Cracroft's Peerage. Heraldic Media Limited. 2007-01-30. Arkiveret fra originalen 31. marts 2012. Hentet 2016-11-07.
  31. ^ a b c "(A)bergavenny, Baron (E, 1695 - abeyant 1811), Creation: writ of sum. 1 May 1695 (with precedency of 1392)". Cracroft's Peerage. Heraldic Media Limited. 2007-01-31. Arkiveret fra originalen 31. marts 2012. Hentet 2016-11-07.
  32. ^ "Abergavenny, Baron (GB, 1724 - abeyant 1938) Creation: writ of sum. 12 Nov 1724 (with precedency of 1392)". Cracroft's Peerage. Heraldic Media Limited. 2007-01-30. Arkiveret fra originalen 28. juli 2019. Hentet 2016-11-07.
  33. ^ "Abergavenny, Baron (GB, 1724 - abeyant 1938) Creation: writ of sum. 12 Nov 1724 (with precedency of 1392)". Cracroft's Peerage. Heraldic Media Limited. 2007-01-30. Arkiveret fra originalen 28. juli 2019. Hentet 2016-11-07.

Eksterne henvisninger redigér

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Huset_Neville&oldid=11651103"