Åbn hovedmenuen
Kæmpe-Bjørneklo har spredt sig fra haver til naturen og regnes for en invasiv art

En invasiv art er indenfor biologien en art, der har spredt sig "kunstigt" til et nyt område, hvor den skader de oprindelige arter. Spredningen er ofte sket ved menneskets hjælp over store geografiske afstande. Nogle af de mange indførte plantearter indenfor havebrug eller landbrug kan senere, når de spredes til naturen, vise sig at udkonkurrere de hjemlige arter, fordi de ikke er tilpasset økosystemerne med fx naturlige fjender.

Et eksempel er planten Kæmpe-Bjørneklo, der stammer fra Kaukasus og er indført som haveplante i Danmark, hvor den imidlertid også har spredt sig til naturen og derfor bekæmpes, fordi den ødelægger levestederne for den oprindelige flora og fauna. Et andet eksempel er den iberiske skovsnegl, der også kaldes en invasiv art.

Invasive arter og biodiversitetenRediger

En invasiv art hører ikke naturligt hjemme i sit nye geografiske område og er ikke tilpasset det lokale økosystem. Derfor har den ingen naturlige fjender. Det betyder, at en invasiv art kan udkonkurrere andre arter og dermed skade biodiversiteten i det nye område og dermed bidrage væsentligt til den sjette store massedød.

SpredningRediger

I de sidste århundreder har problemer med de invasive arter været kraftigt stigende. Det skyldes primært den stigende transglobale handel, og udviklingen i menneskets rejsemønster.

Invasive arter spredes ikke ad naturlige veje, men spredes på kunstig vis ved menneskets hjælp, selvom om der kan være tilfælde hvor det er svært at skelne mellem de to.

Tilfældig og planlagt spredningRediger

Den menneskeskabte spredning kan opdeles i en bevidst og ubevidst spredning.

Den ubevidste spredning er situationer, hvor mennesket ikke i situationen er opmærksom på, at der sker en spredning. Eksempelvis kan der ved skibstransport mellem forskellige verdensdele, sætte sig muslinger fast under skibet. Muslingerne kan derved ubevidst spredes til en ny verdensdel.

Den bevidste spredning er de situationer, hvor mennesket spiller en bevidst rolle. Eksempelvis har mennesket bevidst indført arter til f.eks. indenfor landbrug, skovbrug, gartneri og fiskeri. Visse af disse arter kan senere sprede sig til naturen og blive invasive arter. Som eksempler kan nævnes Rynket Rose (Rosa rugosa), Kæmpe-Bjørneklo ((Heracleum mantegazzianum) og mink (Neovison vison).

BekæmpelseRediger

Australien er et af de lande, som laver en målrettet og aktiv indsats. Australien har et meget omfattende forbud mod indførsel af dyr og planter, som vurderes til at udgøre en risiko for den oprindelige australske natur. Australske toldere har ret til at konfiskere alle former for dyr, planter eller frø, og efterfølgende uddele store bøder til personer, som bryder forbuddet.[1][2]

Der er også fokus på bekæmpelse af invasive arter i Danmark. Det har flere gange været muligt at få tilskud til frivillig bekæmpelse af Kæmpe-Bjørneklo på private områder, bl.a. på områder som er underlagt Natura 2000 krav. Mange kommuner har en strategi for aktiv bekæmpelse af planten. Nogle kommuner er gået skridtet videre, og har pålagt private lodsejere at bekæmpe planten på deres ejendom. Det gør bl.a. Næstved og Fredensborg Kommuner. Det sker med henvisning til Bekendtgørelse om bekæmpelse af kæmpebjørneklo.[3][4] Der har også været projekter, hvor frivillige borgere har hjulpet aktivt med at bekæmpe planten.

Indenfor har de senere år der ligeledes været stigende fokus på bekæmpelse af Rynket Rose (hybenrose) som invasiv art. En del kommuner ved specielt østkysten bekæmper planten aktivt ved løbende at klippe planten ned på de kommunale arealer. På den måde spreder planten sig ikke så hastigt. Også ved bekæmpelse af hybenrosen, eksperimenteres der med brug af frivillig arbejdskraft. Som eksempel kan nævnes, at Sammenslutningen af Unge i Danmark i sommeren 2013 opstartede et projekt, hvor frivillige naturinteresserede i fællesskab registrerer og bekæmper hybenrosen ved de østvendte kyster. Projektet er bl.a støttet af Friluftsrådet og en række fonde.[kilde mangler]

Der er også fokus på problemet i EU. Den 9. september 2013 offentliggjorde EU Kommissionen en handlingsplan for bekæmpelse af invasive arter. Planen fastslår bl.a. at invasive arter påfører EU landende et årligt anslået tab på 12 mia. Euro. Tabene kommer bl.a. fra skader på infrastruktur og bygninger, tabte afgrøder samt tabte indtægter fra turisme.[5]

Forhindre at nye invasive arter kommer tilRediger

Det er ikke umiddelbart helt så enkelt, som det måske lyder. Det er meget svært at sige på forhånd, hvilke planter der kan blive invasive over længere tid. Derfor er det også meget svært at opsætte begrænsninger for, hvilke planter vi ikke ønsker til Danmark.

Det ser vi jo netop med de nuværende invasive planter. Da de blev indført eller opdaget, var der ikke umiddelbart nogen som forventede, at de ville blive til invasive planter.

En af de anvendte metoder er at se på, hvilke planter der på nuværende tidspunkt regnes for at være invasive i vores nabolande. Hvis lande med det samme klima som vores har invasive planter vi endnu ikke har i Danmark, er der muligvis stor sandsynlighed for, at de på et tidspunkt kommer til Danmark. Og kommer til at udgøre et problem i Danmark.

Der er lavet et samarbejde mellem en række lande i Nord- og Centraleuropa med det formål at vurdere, hvilke planter, der er potentielt invasive. En vigtig del af det samarbejde er den fælles hjemmeside nobanis@org. Her deler landene deres erfaring med invasive og potentielt invasive planter.

Den manglende lovgivning på området er desuden et problem i forhold til at forhindre nye invasive planter i at komme til Danmark. På nuværende tidspunkt har hverken Danmark eller andre EU lande en målrettet grænsekontrol der forhindre indførsel af planter mellem de forskellige lande. I lande som Australien, USA og New Zealand har man en lovgivning som sætter klare regler for indførsel af planter og plantemateriale, og der laves målrettet grænsekontrol, baseret på denne lovgivning.

På nuværende tidspunkt er Naturbeskyttelsesloven det eneste lovgrundlag, som tilnærmelsesvis omhandler invasive planter. Efter reglerne i Naturbeskyttelsesloven er det ikke tilladt at plante eller så planter i naturen, som ikke høre naturligt til i naturen.

Den bestemmelse er ikke et særligt effektivt værn mod nye invasive planter. Mange af de invasive plantearter naturen rummer i dag, er netop ikke bevidst plantet ud i naturen, men er typisk først plantet i haver. Herfra har de spredt sig til naturen. Og privates import, indkøb og udplantning på egen jord er ikke reguleret af nogen lovgivning.[kilde mangler]

Et eksempel på en invasiv planteRediger

En af de mest skadelige invasive planter i Danmark er hybenrosen, også kendt under navnet Rosa Rugosa eller Rynket Rose. Årsagen til dens store udbredelse er, at den lever op til alle 6 punkter. Planten er ikke fra Danmark, men kom til Danmark i midten af 1800tallet.

Oprindeligt kom den fra det Nordøstlige Asien, hvor den vokser under nogenlunde samme klimaforhold som i Danmark. Planten spreder sig multipelt via både frø og rodskud. Frøene er så hårdføre, at de uden problemer kan passeres gennem eksempelvis en fugls fordøjelsessystem. Fuglen spiser hybenfrugten, og kernerne kommer efterfølgende ud sammen med fuglens ekskrementer. Herefter kan de uden problemer spire.

En enkelt hybenstængel kan i løbet af 2-3 sæsoner sætte 10-15 nye rodskud. Rodskuddene kan sættes op til 30-40 cm. fra den oprindelige stængel. På den måde kan planten ”omringe” andre planter, og efterfølgende presse dem væk fra deres voksested.

Plantens vækst er meget hurtig. Et stykke frisk rod på nogle cm. længde, kan i løbet af få sæsoner udvikle sig til en meterhøj, kraftig plante.

Planten stiller ingen krav til voksestedet. Der er set eksempler på, at planten eksempelvis uden problemer kan vokse på forurenede lossepladser, ved rindende vand, og i asfalt eller beton. Rodskuddene er så kraftige, at de under de rigtige betingelser kan gennembryde beton og asfalt. Samtidig er det en af de få busk-arter i Danmark, som kan vokse i saltholdigt jord og ved saltholdigt vand.

Det betyder, at planten har en dobbelt fordel i de kystnære egne; Den har stort set ingen andre konkurrerende buske og træer, samtidig med, at den kan sprede sig meget hurtigt. Det er den primære årsag til, at store områder ved kysterne er fuldkommen domineret af planten.

Hybenrosen har ingen naturlige fjender i den danske natur. Pga. de mange torne er der ingen dyr som spiser blade, kviste og grene. I de kystnære egne betyder den salte vind fra havet, at der ofte ligger et tyndt lag salt på blade, knopper og kviste. Det er med til at afholde eksempelvis bladlus fra at spise bladene.[kilde mangler]

Skadevirkninger fra invasive planterRediger

De skadelige effekter fra invasive planter kan deles op i 2 hovedområder; 1) Skader på økosystemet, jvf. den sjette store massedød og 2) skadevirkning for mennesker.

1.Skader på økosystemetRediger

Invasive planter fortrænger andre plantearter fra deres vokseplads, for selv at blive ene-eksisterende i det pågældende område. En såkaldt mono-kultur. Det er i sig selv med til at give en primitiv og ensartet natur, der er domineret af en eller meget få plantearter.

Skadevirkningen begrænser sig imidlertid ikke kun til en plantemæssig ensartet primitiv biodiversitet. Det har også betydning for de dyr, svampe og mikroorganismer, som sam-eksistere med de fortrængte plantearter.

Når plantearterne tvinges væk fra deres voksesteder, kan levende organismer som er afhængig af de pågældende planter ikke eksistere, og så bliver de ligeledes tvunget væk fra området. Nogle af disse dyr og andre levende organismer er meget skrøbelige, og kan risikere at uddø som en konsekvens.

2. Skadevirkning for menneskerRediger

Flere opgørelser fra bl.a. EU Kommissionen viser, at invasive arter hvert år er årsag til skader, der løber op i tocifrede mia. beløb i Euro. Det kan være skader på bygninger og veje, samt dyrkningsområder der bliver formindsket. Turismen bliver også ramt, fordi invasive arter breder sig til strande og klitter. Dermed forhindres mennesker i at bruge områderne. Specielt hybenrosen er årsag til, at strande og klitter bliver ubrugelige for mennesker, med tilhørende tab af indtægter fra turister.[kilde mangler]

Se ogsåRediger

ReferencerRediger